- Tampen brænder, siger Mette Frederiksen om valgudskrivelse onsdag
Statsministeren indikerede ikke alene, hvornår valget udskrives, men også hvornår det vil være afholdt.
"Tampen brænder".
Sådan svarede statsminister Mette Frederiksen (S), da hun tirsdag aften under et længere interview med DR blev spurgt, om folketingsvalget udskrives onsdag.
Og da klokkeslættet 10.30 blev nævnt, svarede hun:
- Det bliver varmere...
Er det dér?
- Det er i hvert fald tæt på. Du kan godt huske legen med tampen brænder, ikke?
Da værten senere spurgte, om han tør glæde sig til at overvære en udenlandsk fodboldkamp 6. november, tøvede Mette Frederiksen en anelse, før hun smilende svarede:
- Jeg tror godt, jeg tør sige, at I kan glæde jer til den kamp.
Mistilliden lurer
Dermed kom vi altså tirsdag aften et par skridt nærmere svaret på, hvornår danskerne skal til stemmeurnerne.
En afrunding på en dag, hvor valgspekulationer har været det altoverskyggende tema ved Folketingets åbning.
Alles øjne var således rettet mod statsministeren, da hun tirsdag formiddag gik på talerstolen for at holde sin åbningstale.
Det var nemlig netop denne dag, der oprindeligt var den radikale deadline for, hvornår Mette Frederiksen skulle have udskrevet et folketingsvalg.
Men under talen ignorerede Mette Frederiksen den radikale trussel.
Derfor herskede der blandt folketingsmedlemmerne tirsdag eftermiddag ikke meget tvivl om, at valgudskrivelsen kommer onsdag.
At statsministeren ikke vil lade sig vælte af de radikale.
Væltet i slowmotion
Mistillidsvotummet er ellers formuleret, har Sofie Carsten Nielsen gjort det klart. Og det vil blive taget i brug, hvis ikke valget er udskrevet torsdag.
For der er brug for at "få renset luften", som de radikale talrige gange har understreget, siden ultimatummets fødsel umiddelbart før sommerferien.
Kravet om et folketingsvalg kom som en reaktion på Minkkommissionens beretning og den efterfølgende diskussion om, hvorvidt uvildige advokater skulle sættes til at vurdere, om der var grundlag for en rigsretssag mod statsministeren.
Da de radikale ikke så grund til at gå videre ad det juridiske spor, opfandt de deres egen model, som måske bedst beskrives som at vælte regeringen i slowmotion.
Afviser magtfuldkommenhed
En af grundene til, at den socialdemokratiske etpartiregering ifølge de radikale ikke kan fortsætte, er, at Mette Frederiksen – med Sofie Carsten Nielsens ord – er "magtfuldkommen".
Det afviste statsminister Mette Frederiksen dog endnu engang under DR-debatten tirsdag aften.
- En statsminister skal jo række ud efter magten. Hvis du har en statsminister, som ikke ønsker at bruge magten til noget, er konsekvensen jo, at vedkommende er magtesløs, sagde Mette Frederiksen og tilføjede:
- Jeg er ikke mere magtfuld end andre statsministre er.