Ruslands ambassadør har været til samtale i Udenrigsministeriet: - En grum parodi, siger Kofod
Ruslands såkaldte folkeafstemninger bliver kaldt en farce. Ruslands ambassadør har mandag været til en kammeratlig samtale.
Verdenssamfundet er i oprør over Ruslands sekundavare af såkaldte folkeafstemninger i Ukraines sydlige regioner.
Det samme gør sig gældende i Danmark, hvor Ruslands ambassadør, Vladimir Barbin, har været til samtale i Udenrigsministeriet. Samtalen blev afholdt med Udenrigsministeriets direktør for udenrigspolitik, Jesper Møller Sørensen.
I en pressemeddelelse på bagkant af mødet er det er ikke pæne ord, udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har til ambassadøren:
- Putins ulovlige annektering af det østlige Ukraine hører ingen steder hjemme i en moderne verden. Og de såkaldte folkeafstemninger har været en grum parodi lige fra start, udtaler han.
Gør sig ingen forhåbninger
Afstemningerne er af et utal af eksperter og nationer blevet affejet som intet andet end fup, svindel og autokratiske magtudøvelser fra Rusland.
I Ukraines Donetsk-region stemte 99,2 procent af vælgerne – ifølge Rusland – ja til, at regionen skal blive en del af Rusland.
I den selverklærede Folkerepublikken Luhansk stemte 98,4 procent ja. I Zaporizjzja og Kherson hed ja-procenten henholdsvis 93,1 og 87,1 procent.
- Jeg gør mig ikke nogen forhåbninger om, at Rusland vil komme på bedre tanker efter en samtale her i Udenrigsministeriet. Men vi vil blive ved med at kritisere og fordømme den russiske adfærd på det skarpeste alle de steder, vi kan. Ligesom vi ufortrødent fortsætter vores støtte til Ukraine og vil presse på for, at EU vedtager en slagkraftig ottende sanktionspakke mod det russiske styre, udtaler Jeppe Kofod.
Frygt for atomvåben
I et interview med TV 2 i starten af september omtalte Harald Hartvig Jepsen, seniorrådgiver i International Foundation for Electoral Systems (IFES), folkeafstemningerne i de russiskbesatte udbryderrepublikker som "en farce".
Den Fjerde Genevekonvention siger, at beslutninger om annektering af territorium, der er besat, ikke kan træffes, mens krigshandlinger stadig foregår. Det skal afgøres på en fredskonference eller under fredsforhandlinger, når fjendtlighederne er bragt til ophør, fortalte Harald Hartvig Jepsen, og tilføjede:
- Det er utilladeligt under krigens love.
Fredag i sidste uge afholdt præsident Vladimir Putin en tale, hvori han gjorde det klart, at Rusland nu anser de ukrainske regioner som russiske. Det skaber frygt i Ukraine for, hvordan Rusland vil kunne finde på at optrappe konflikten.
Tidligere sagde Serhii Khlan, der er proukrainsk politiker i Kherson, til TV 2, at såfremt Rusland anerkender områder i Ukraine som russiske, vil det i russiske øjne retfærdiggøre at bruge atomvåben for at forsvare områderne.