Politik

Ny måling: Ingen kan vinde uden rekordstore Løkke

Venstre har overhalet Det Konservative Folkeparti, mens rød blok står til det dårligste resultat siden 2015.

Var der valg i dag, ville ingen af de tre statsministerkandidater kunne indtage Statsministeriet uden Lars Løkke Rasmussens mandater i ryggen.

Det viser en ny Megafon-måling lavet for TV 2 og Politiken.

Løkkes parti, Moderaterne, har i flere tidligere målinger svævet omkring spærregrænsen på to procent, men han ser ud til at have styrket sin position som kongemager.

Moderaterne står nu til 4,5 procent, hvilket er partiets bedste resultat, siden det i januar 2022 for første gang indgik i en Megafon-måling.

Men manden i spidsen afviser fortsat at komme nærmere ind på, hvem af de tre statsministerkandidater, han kan se sig selv pege på.

- Vi ønsker jo ikke at pege på nogen, men på noget, så vi kan fremkalde det, som Danmark har brug for: Nogle grundige politiske drøftelser, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2.

Fra 0 til 8 mandater

Den nye måling giver de blå partier 48,6 procent af stemmerne, mens rød blok får 46,7 procent. Det er den laveste måling for rød blok siden 2015.

I blokregnestykket står Moderaterne til 4,7 procent, hvilket skyldes, at partier under spærregrænsen ikke tælles med.

Netop spærregrænsen kan potentielt blive ganske afgørende for blokfordelingen, da ét partis placering over eller under de berømte to procent kan skubbe hele balancen.

Alternativet ser med 1,3 procent ser ud til at vinde en smule på sammensmeltningen med Veganerpartiet og Uffe Elbæks comeback, men ikke nok til at kunne fortsætte i Folketinget.

Dansk Folkeparti når til gengæld lige akkurat over spærregrænsen denne gang.

Her er det dog vigtigt at have den statistiske usikkerhed for øje. For de mindste partier gælder, at de faktiske procenttal med 95 procent sikkerhed befinder sig indenfor en gennemsnitlig margin på cirka +/- et procentpoint.

Armlægning skader både S og R

Målingen kommer præcis en uge før den radikale deadline for, hvornår Mette Frederiksen senest skal have udskrevet et folketingsvalg, hvis hun vil undgå et mistillidsvotum.

Et ultimatum, som ikke ligefrem ser ud til at have pyntet på meningsmålingerne for nogen af dem.

Socialdemokraterne står til at få 22,9 procent af stemmerne, mens Radikale Venstre måles til 5,3 procent.

Det er for begge partiers vedkommende markant under deres resultater fra valget i 2019, og vi skal mere end et år tilbage for at finde en dårligere måling for de radikale.

Og hvis dette billede gentager sig for Socialdemokratiet ved det kommende folketingsvalg, bliver det partiets dårligste valgresultat siden 1903.

Lyn-analyse

Det tegner til at blive et uhørt interessant og uforudsigeligt valg. Hvis mandaterne ender med at fordele sig nogenlunde som i målingen her, kommer vi – når stemmerne er talt op – ikke til at ane, hvem der bliver landets næste statsminister. Der er på Christiansborg mange forskellige udlægninger af, hvad Løkke ender med at gøre i den situation.

Andre af valgkampens store spørgsmål bliver: Kan Støjberg fastholde sin massive vælgertilslutning - og tage livet af DF? Kan Mette Frederiksen og S-valgmaskinen komme op i gear og hive vælgere tilbage over midten? Hvem bliver egentlig det største blå parti? Orh, det bliver spændende, det her!

V større end K

Også internt i blå blok er der sket markante forskydninger siden forrige måling.

Mest iøjnefaldende er det, at Venstre nu igen måles større end Det Konservative Folkeparti. En tendens, som bakkes op af en måling for Voxmeter tidligere på ugen.

Det Konservative Folkeparti er nede på 12,8 procent, mens Venstre nu måles et enkelt procentpoint større end de konservative kollegaer.

Skulle valgresultatet ende sådan, vil det dog for de konservative fortsat være en markant fremgang siden valget i 2019, mens Venstre omvendt er gået næsten 10 procentpoint tilbage i denne valgperiode.

S afviser Løkkes krav

Hos Venstre opfordrer politisk ordfører Sophie Løhde sin tidligere partifælle Lars Løkke Rasmussen til snart at gøre boet op og fortælle, om han stadig kan se sig selv i Venstres politik.

- Jeg synes, at Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne skal melde ud, hvem de peger på. For aktuelt aner man jo ikke, om en stemme på Løkke ender med at blive en stemme på Mette Frederiksen, siger hun.

Moderaternes formand har dog den seneste uge skærpet retorikken overfor netop Mette Frederiksen.

For hvis han skal pege på hende som statsminister, kræver han, at Socialdemokratiet ombestemmer sig og lægger mandater til en vurdering af, hvorvidt der på baggrund af minksagen er grundlag for en rigsretssag.

Intet tyder imidlertid på, at Socialdemokratiet er villig til at rykke sig i den sag.

- Vi mener, at sagen er meget grundig lyst. Vi har modtaget en beretning i ni bind. Vi har haft en grundig politisk drøftelse både her i Folketinget og i offentligheden. Vi har afsluttet sagen parlamentarisk, og den sag er for os et lukket kapitel, siger politisk ordfører Rasmus Stoklund (S) til TV 2.