Politik

Mette Frederiksen om magtkritik: Det har at gøre med, at jeg er kvinde

I et interview med Radio4 sætter Mette Frederiksen (S) ord på kritikken om, at hun er magtfuldkommen - og peger på sit køn som årsagen.

Statsminister Mette Frederiksens (S) brug af magten har flere gange været genstand for kritik.

Men når hun bliver kaldt magtfuldkommen, skyldes det i høj grad hendes køn. Det siger Mette Frederiksen (S) i radioprogrammet 'Det sidste måltid' på Radio4, som du kan lytte til her.

- Jeg har ikke sagt det her før, men jeg tror, at noget af den magtkritik, der er, har at gøre med, at jeg er kvinde, siger Mette Frederiksen.

Hun fortæller, at hun oplever en øget mistænkeliggørelse af hendes person og handlinger, og hun mener, at det oftere rammer kvinder i politik.

- Når jeg taler med mine kvindelige statsministerkolleger. Vi er udsat for det samme, siger hun til Radio4.

Rammer ikke mandlige politikere

Mette Frederiksen er flere gange blevet kritiseret for at være magtfuldkommen. Særligt hendes rolle som statsleder under coronaepidemien og hendes håndtering af minksagen er blevet kategoriseret som egenrådig og magtfuldkommen af hendes politiske modstandere.

Hvis Jakob Elleman-Jensen eller Søren Pape Poulsen bliver statsminister, kommer du heller ikke til at høre den

Statsminister Mette Frederiksen (S)

Men i programmet benægter Mette Frederiksen sin egen magtfuldkommenhed, hun mener, der har været en særlig udbredt kritik om for hende.

- Der er et meget stort ønske om en mistænkeliggørelse. Jeg forstår ikke, hvad den drives af, og jeg har meget, meget svært ved at få øje på, at den gør vores samfund bedre, siger hun.

Hvordan mærker du det?

- Mistænkeliggørelsen i, at en statsminister bruger magten til at varetage nogle interesser i det her samfund. Den har vi aldrig hørt før i Danmark, siger hun.

Jeg synes ikke, at det er fedt at blive kaldt magtfuldkommen

Statsminister Mette Frederiksen (S)

Den er ikke gået på din mandlige forgænger?

- Nej, jeg har aldrig hørt den. Hvis Jakob (Elleman-Jensen, red.) eller Søren (Pape Poulsen, red.) bliver statsminister, kommer du heller ikke til at høre den, selvom de jo træder ind i det samme statsministerium, med den samme grundlov, med de samme regler, med den samme relation til Folketinget. Du kommer ikke til at høre den på dem, siger Mette Frederiksen (S), der er den anden kvindelige statsminister i Danmark.

Kalder kritikken for en negativ kampagne

Hun mener, at der er sket et "enormt skifte" i, hvordan man behandler politikere. Det kommer både til udtryk i den måde, politikerne omtales på, og i antallet af dødstrusler, siger hun.

Mette Frederiksen (S) siger også i programmet, at hun ikke bryder sig om at høre, at nogle synes, hun er magtfuldkommen, eller at hun ikke vil stå ved, hvis hun tager fejl.

Allerede tidligt i sin tid som statsminister fik Mette Frederiksen kritik for at samle for meget magt, kontrol og styring omkring sig i Statsministeriet.

- Jeg tror, at det blev sagt allerede 14 dage efter, at jeg tiltrådte. Jeg er ikke bange for magten. Hvis du er bange for magten, så skal du ikke være statsminister. Du skal ikke være statsminister for din egen skyld, siger Mette Frederiksen (S).

Hun siger, at hun hellere vil kaldes magtfuldkommen end magtesløs.

- Jeg synes ikke, at det er fedt at blive kaldt magtfuldkommen. Jeg synes også, at noget af det er noget vrøvl, for det er jeg ikke. En statsminister kan per lov ikke være magtfuldkommen. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, siger statsministeren.

Ifølge hende er det, at hun skulle være magtfuldkommen, i høj grad noget, der er blevet påduttet hende.

- Dette er jo en negativ kampagne, som man bruger også i andre lande, og i et eller andet omfang virker det jo, fordi det begynder at sætte sig, siger Mette Frederiksen.

I forbindelse med Minkkommissionen, der blev nedsat for at undersøge sagen om ulovlig aflivning af mink, blev det konkluderet, at Statsministeriet har handlet "meget kritisabelt i forløbet".

Mette Frederiksen fik også hård kritik af kommissionen for at vildlede groft på pressemødet, men der blev lagt til grund, at hun ikke vidste, at der ikke var lovgrundlag for at kræve de mange millioner mink aflivet.

Lyn-analyse

Udmeldingen er et udtryk for, at Mette Frederiksen (S) forsøger at håndtere og tage splinten ud af den kritik, hun ved, kommer til at fylde enormt meget i en valgkmap. Nemlig beskyldningerne fra de blå politikere om, at hun er magtfuldkommen.

Den kritik skal hun finde en måde at forholde sig til og forsøge at slå hen og afvise. Hidtil har hun gjort det med politiske argumenter, hvor hun har sagt, at hun laver masser brede aftaler, og at en regering ikke kan gøre noget, uden der er 90 mandater bag dem. Men det her er et nyt argument.