Politik

Børn og unge og svært syge skal hjælpes i psykiatriplan

Der bliver sat en halv milliard kroner af årligt til psykiatrien i plan, der sætter rammen for ti år.

Der skal være et bedre tilbud til det stigende antal børn og unge, der er kommet i psykisk mistrivsel. Og borgere med svære psykiske lidelser skal kunne få bedre behandling.

Det er to af hovedelementerne i den tiårsaftale om psykiatrien, som et bredt flertal af Folketingets partier tirsdag har indgået. Kun Moderaterne er ikke med i aftalen.

Aftalen løfter indsatsen i psykiatrien med en halv milliard kroner om året, hvilket er ud over de midler, som er afsat i tidligere aftaler.

- Den betyder, at vi her og nu kan ansætte cirka 100 ekstra medarbejdere i vores psykiatri.

- Dernæst tager vi fat på det, der er en hovedanbefaling at starte på – at hjælpe børn og unge, der venter alt for lang tid på at blive set og grebet, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) under præsentationen af aftalen i Sundhedsministeriet i København.

Behov for milliarder

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) har sammen med landets psykiatere vurderet, at psykiatrien har behov for 4,5 milliarder kroner ekstra om året i driftsmidler for at sikre en tilstrækkelig behandling.

Det vil være op til den enhver tid siddende regering sammen med Folketingets partier at afsætte yderligere økonomi til psykiatrien, fremgår det af aftalen.

Regeringen har sammen med støttepartierne forhandlet planen på baggrund af et fagligt oplæg fra Sundhedsstyrelsen, der indeholdt 37 anbefalinger.

Ikke alle anbefalinger indgår i den plan, som bliver præsenteret tirsdag.

Kræver årlig status

Aftalen om psykiatrien skal løbende ses igennem. Der skal laves en årlig status samt en faglig vurdering hvert andet år.

Blandt andet skal Sundhedsstyrelsen hvert år lave et statusnotat i forhold til, hvor langt man er kommet med de målsætninger, man har aftalt.

Ifølge partierne i blå blok har de ikke haft indflydelse på forløbet. Alligevel er de gået med i aftalen.

Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige mener, at der reelt kun er tale om en toårsplan.

- Derfor vil de blå partier indkalde til reelle forhandlinger om en tiårsplan for psykiatrien, hvis de får flertal efter næste valg, skriver partierne i en fælles pressemeddelelse.

Regeringen er længe blevet kritiseret for at have syltet den tiårsplan for psykiatrien, som Socialdemokratiet aftalte med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten i forståelsespapiret 'Retfærdig retning for Danmark', som partierne indgik i juni 2019 lige efter folketingsvalget i samme måned.

Regeringen har primært undskyldt sig med, at coronapandemien forsinkede planen.