Politik

Blå partier går med i psykiatriaftale – men kalder igen regeringen "magtfuldkommen"

De blå partier mener, at de er blevet holdt udenfor i slutspurten af forhandlingerne. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) afviser kritikken.

Partierne i blå blok havde fået til tirsdag formiddag klokken 10.00.

Enten sagde de ja til den psykiatriplan, regeringen og dens støttepartier havde forhandlet på plads, eller også var de ude.

Og nu har en samlet blå blok valgt at gå med i aftalen, der skal løfte psykiatriområdet med cirka 500 millioner kroner om året de kommende 10 år. Der er dermed tale om en meget bred politisk aftale for det pressede psykiatriområde.

Men de blå partier er trods det langt fra tilfredse med regeringen, lyder det i en pressemeddelelse, som Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance netop har udsendt.

De blå partier har været med i forhandlingerne, der begyndte efter sommerferien. Men de føler sig holdt udenfor i slutspurten.

- Man har givet indtryk af, at man ville lave en bred og langsigtet aftale, men har kun forhandlet med sit eget parlamentariske grundlag. Dermed når regeringens magtfuldkommenhed endnu et lavpunkt, siger de blå sundheds- og psykiatriordførere i pressemeddelelsen.

Blå partier vil indkalde til nye forhandlinger

Regeringen har længe været under stort pres fra flere sider for at lave en aftale for psykiatrien, som af mange beskyldes for at være udsultet.

Der blev indkaldt til forhandlinger efter skyderiet i indkøbscentret Fields på Amager i begyndelsen af juli.

Men langt inde i forhandlingerne er regeringen blev beskyldt for ikke helhjertet at ville prioritere psykiatrien. Især fordi regeringens oplæg til en aftale ifølge mange partier var både ukonkret og uden de fornødne økonomiske midler.

Nu er der imidlertid opnået enighed med støttepartierne om en model, der skal løfte psykiatrien med cirka 500 millioner kroner årligt fremover.

Ifølge TV 2s oplysninger ser flere af støttepartierne dog beløbet som et minimum og en bund. Forventningen er, at der løbende skal findes endnu flere penge, hvis psykiatrien for alvor skal forbedres.

Samme holdning har partierne i blå blok. De mener slet ikke, at aftalen er tilstrækkelig og varsler nye forhandlinger, hvis de vinder regeringsmagten efter næste folketingsvalg.

- Opgaven bliver at skabe en reel tiårsplan for psykiatrien, hvor der også kommer mere fokus på, hvordan vi sikrer en højere målbar kvalitet i psykiatrien, siger de blå sundheds- og psykiatriordførere i pressemeddelelsen.

Heunicke afviser kritikken

Over for TV 2 afviser sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at han og regeringen har optrådt magtfuldkommen i forløbet.

- Den her aftale er virkelig én til én det, som både regeringen og partierne har meldt ud, der skal leveres på, siger Magnus Heunicke til TV 2.

Han siger, at han har holdt forhandlinger med de blå partier så sent som i weekenden, men medgiver dog, at finansieringsmodellen er noget, han først er blevet enig med støttepartierne om og derefter har fremlagt for de blå partier.

I forhold til kritikken af, at aftalen ikke er nok til for alvor at hjælpe den pressede psykiatri, siger han:

- Aftalen skal udbygges. Der står direkte i aftalen, at det her er første skridt. Så skal vi finde ud af sammen med eksperter og organisationer, hvad næste skridt skal være. Men det er et vigtigt første skridt, siger Magnus Heunicke.

Det skal pengene gå til

I det seneste aftaleudkast, TV 2 har set, skal pengene i 2023 målrettes fem prioriterede indsatser. I overskriftsform er det:

  • Opbygning af ensartede tilbud i kommunerne til børn og unge med psykisk mistrivsel
  • Styrkede indsatser til mennesker med svær grad af psykisk lidelse
  • Afstigmatisering af psykisk lidelse
  • Styrkede tværfaglige og evidensbaserede miljøer
  • Forskning og udvikling

Ifølge TV 2s oplysninger er regeringen og støttepartierne i aftalen blevet enige om 19 overordnede mål for psykiatrien. Her skal Sundhedsstyrelsen løbende ind og vurdere, hvordan det går med at opfylde dem.