Ellemann om Støjberg: - Det kan være akavet, når man møder en ekskæreste. Det her var meget værre
Efter flere års iskold luft ser det ud til, at Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg er ved at finde hinanden igen.
Bruddet mellem Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og partiets tidligere næstformand Inger Støjberg kan på mange måder sammenlignes med en grim, offentlig skilsmisse – med alt hvad det indebærer af magtkampe og skænderier i medierne.
Men siden Inger Støjberg forlod Venstre, er meget vand løbet i åen. Hun har nu både udstået sin straf og stiftet sit eget parti, Danmarksdemokraterne.
Undervejs i processen har hun tilgivet Venstre-formanden. Og siden har de tidligere kolleger formået at finde fælles fodfæste. Det fortæller Jakob Ellemand-Jensen i aktualitetsprogrammet 'Kernen', der kan ses på TV 2 PLAY.
- Vi har mødtes flere gange, og vi har fået talt ud om de her ting, og vi har lagt det bag os, siger han og kalder Støjberg for en "blændende og uforlignelig politisk kommunikator".
Den største mistillidserklæring
Det var en skuffet Inger Støjberg, der tilbage i januar 2021 modtog beskeden om, at hendes eget parti stemte for at indlede en rigsretssag mod hende.
Den tidligere næstformand i Venstre kaldte det dengang "den største mistillidserklæring, man kan få".
Nu fortæller Jakob Ellemann-Jensen, at beslutningen om at bakke op om en rigsretssag ikke var nem, men den var nødvendig, mener han.
- Det at bringe en nær kollega i den situation er... Det er jo ikke rart, nej, men nogle gange er det ikke rart at gøre det rigtige. Derfor skal man gøre det rigtige alligevel.
Forinden havde det ikke været nogen hemmelighed, at parløbet mellem ham og Inger Støjberg ikke var nogen succes. Støjberg havde da også måttet trække sig som næstformand for Venstre i december 2020 på kraftig opfordring fra Ellemann-Jensen.
- Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi er kørt skævt af hinanden gennem længere tid, sagde han dengang til TV 2.
Det udsagn bekræfter han nu i 'Kernen'.
- Det fungerede ikke mellem Inger og mig som næstformand og formand. Den tillid, som skulle være der, var der ikke til sidst, siger han til vært Joachim Claushøj Bindslev.
Har lagt det bag sig
Siden er den kolde luft mellem de tidligere tætte kolleger blevet lunere, og i sidste uge begravede Inger Støjberg stridsøksen helt, da hun i TV 2 NEWS-programmet 'Lippert' åbnede for at pege på Jakob Ellemann-Jensen som statsminister.
- Da fodlænken bogstaveligt talt blev klippet af, lagde jeg den sag bag mig, sagde hun.
Helt sikkert er det ifølge formanden, at Danmarksdemokraterne vil pege på en blå statsminister. Men om det bliver Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre eller Søren Pape Poulsen fra Det Konservative Folkeparti, er endnu uvist.
Akavet møde
At finde hinanden igen efter de mange beskyldninger og anklager, der fra begge parter de sidste par år er føget gennem luften, har været en længere proces.
- Det første møde (efter Inger Støjbergs politiske comeback, red.) var ret akavet. Det kan være akavet, når man møder en ekskæreste. Det her var temmelig meget værre, men det var det for os begge to, fortæller Jakob Ellemann-Jensen.
Men Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen har samme ambition, forklarer han: at få en borgerlig regering i Danmark.
- Vi fik talt om de ting, der skulle tales om, og det var godt at få luften renset, og så kigger vi fremad.
Regner du med hendes støtte?
- Jeg kan sige, at jeg kender Inger så godt, så jeg ved med 100 procents sikkerhed, at hun vil have en borgerlig regering i Danmark.
Men med dig eller Pape ved roret?
- Det tror jeg, at de fleste er kloge nok til ikke at melde noget om endnu.
Hvem Inger Støjberg vælger at pege på, kan få afgørende betydning for, hvem der ender med at blive landets statsminister. I den seneste meningsmåling står Danmarksdemokraterne nemlig til at brage ind i Folketinget og blive Danmarks fjerdestørste parti.
Hele interviewet med Jakob Ellemann-Jensen og andre udgaver af 'Kernen' kan ses på TV 2 PLAY her.