Meget få vil avle mink igen: - Man har skåret hovedet af hesten
Tidligere minkavler Knud Vest overvejer på ingen måde at fylde sine 27.000 minkbure op igen.
Fra nytår er det igen tilladt at avle mink, hvis man ønsker det. Men efter alt at dømme får nyheden betydning for meget få.
Det siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S), til TV 2.
- De avlere, der har sagt ja til at få erstatning, er ude af ligningen. Det er altså et meget reduceret antal minkfarme, vi vil se starte op igen, hvis overhovedet nogen.
Tal fra Fødevarestyrelsen viser, at 99 procent af danske minkavlere har søgt om nedlukningskompensation.
Kun 1 procent, hvilket svarer til 14 farme, har søgt om såkaldt dvalekompensation - og har altså mulighed for at avle mink igen.
- Vi har ingenting
Med forbuddet væk er det selvfølgelig også muligt at starte op som helt ny minkavler.
Det tror Knud Vest, som selv var minkavler i perioden 1964-2020, dog ikke på, at mange vil.
- Den fremtidige mulighed for at have et godt erhvervsliv er håbløst, det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Man skar hovedet af hesten, da man slog alle mink ihjel, siger han til TV 2.
Han uddyber, at der sagtens kan være nogle enkelte unge minkavlere, som er parate igen, men i så fald bliver de "nybyggere".
- Vi havde tre millioner avlstæver i Danmark og var førende på alle punkter. Nu har vi ingenting, siger han.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde 4. november 2020 beordrede alle mink aflivet, understregede hun, at det også gjaldt de såkaldte avlsdyr.
På daværende tidspunkt håbede minkavlerne ellers, at de kunne få lov at beholde nogle af avlsdyrene, så der var noget at avle videre på, når erhvervet ville blive genåbnet.
Har købt 600 mink
Det er dog ikke alle, der ser på situationen som Knud Vest.
En af de 14 minkavlere, der har søgt om dvalekompensation, er Martin Steen Korsbæk fra Nordjylland. Han glæder sig til at komme i gang med at holde mink igen.
- Det er glædeligt. Det er det, jeg har ventet på i to år, så det er en stor dag. Nu vil jeg bare gerne i gang, siger han til TV 2 Nord.
Martin Korsbæk har allerede indkøbt 600 mink hos finske minkavlere til at starte sin virksomhed op igen 1. januar.
Burde være sket for længe siden
Knud Vest overvejer på ingen måde at gøre som Martin Korsbæk. Han giver heller ikke meget for, at regeringen nu åbner for minkerhvervet igen. Det burde nemlig være sket for længe siden, mener han.
- Mette Frederiksen sagde, det bare var en pause, ikke en nedlukning, så jeg kan slet ikke forstå, at der ikke er givet tilladelse for længe siden. Jo længere, du trækker den, jo mere håbløst bliver det at starte op igen, siger han til TV 2.
Det samme har flere blå partier givet udtryk for tidligere.
Både Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har tidligere udtalt, at de ikke mener, der er belæg for at holde erhvervet lukket længere.
- Jeg mener, at ministeren bør træde i karakter og genåbne erhvervet nu, sagde konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, til TV 2 i maj.
Enhedslisten derimod har ønsket sig et permanent forbud.
Regeringen har holdt fast på at afvente en klar melding fra sundhedsmyndighederne, og den er så kommet nu.