Justitsminister giver embedsmand advarsel i minksagen

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har indstillet afdelingschef til en advarsel.

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) har tildelt afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne Jensen en advarsel for hendes rolle i minksagen.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Dermed følger Mattias Tesfaye en indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, ligesom hans ministerkolleger har gjort den seneste tid.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at der ikke vil komme yderligere ansættelsesretlige konsekvenser i sagen.

Minkkommissionen konkluderede 30. juni, at ti embedsmænd - herunder Anne-Mette Lyhne Jensen - kunne drages til ansvar i forbindelse med den ulovlige ordre om at aflive alle mink i slutningen af 2020 under coronakrisen.

"En advarsel er en advarsel"

Allerede i slutningen af august meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at regeringen havde modtaget en indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som de enkelte ministerier ville følge.

I samme moment oplyste statsministeren, at departementschefen i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, får en advarsel, og at statsministeren dermed så sagen som afsluttet.

Til spørgsmålet om, hvad en advarsel får at konkret betydning, svarede Mette Frederiksen:

- En advarsel er en advarsel, og Minkkommissionens beretning ændrer ikke på, at jeg har tillid til embedsmændene.

Advarsler på stribe

Torsdag formiddag kom det frem, at tre embedsmænd i Fødevareministeriet også har fået advarsler for deres rolle i minksagen.

Ritzau skriver på baggrund af en aktindsigt ved Fødevareministeriet, at der er givet advarsler til daværende afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Tejs Binderup, kontorchef Paolo Drostby og veterinærchef i Fødevarestyrelsen, Hanne Larsen.

Tidligere på ugen meddelte Rigspolitiet, at også politiinspektør Uffe Stormly og sektionsleder Birgitte Buch som opfølgning på minkkommissionens beretning har fået en advarsel.

Foruden advarsler er der også enkelte, der har mærket hårdere konsekvenser af minksagen.

Hjemsendelser og næse

Rigspolitichef Thorkild Fogde og departementschefen i det daværende Miljø- og Fødevareministerium, Henrik Studsgaard, er begge blevet hjemsendt og vil blive indkaldt til tjenesteligt forhør.

Minkkommissionen fastslog i juni, at statsministeriet har handlet "meget kritisabelt" i minksagen. Og at Mette Frederiksens ageren har ført til grov vildledning af "minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder 4. november 2020", men at hun omvendt "ikke havde viden herom eller hensigt hertil".

Statsminister Mette Frederiksen (S) er af et flertal i Folketinget blevet tildelt en såkaldt næse, som symboliserer kritik af hendes ageren.

Desuden har minkkommissionens beretning ført til, at regeringens støtteparti Radikale Venstre har sagt, at partiet vil stemme for et mistillidsvotum mod regeringen ved Folketingets åbningsdebat 6. oktober, hvis ikke Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg senest 4. oktober ved Folketingets åbning.