Politik

Ministres brug af kreditkort skal undersøges: Det ærgrer mig, at jeg er årsagen, siger Prehn

Rasmus Prehn har ad flere omgange brugt sit ministerkreditkort til betaling af middage og værtshusbesøg. Han er ”ærgerlig og flov” over sagerne.

Alle ministre fra 2015 og frem til nu skal have undersøgt deres brug af ministerkreditkort af Rigsrevisionen. Det har statsrevisorerne mandag besluttet.

Det kommer efter flere sager om, at minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) har måttet overføre penge fra sin private konto, efter at have brugt ministerkortet på flere kritiserede middage.

Sager, der har ført til, at ministeren har afleveret sit ministerkreditkort.

Tirsdag stillede Rasmus Prehn op til et interview med TV 2 om sagen.

Ministeren er ærgerlig

Rasmus Prehn, vi hører fra flere af statsrevisorerne, at det er nogle af dine sager, der er årsag til, at de nu beder rigsrevisionen om at gå alle kreditkort igennem fra ministre tilbage fra 2015. Hvordan har du det med at være årsagen til det?

- Lige præcis det forhold, at det er mig, der er årsag til det, er jeg ærgerlig over. Og som jeg også har sagt igen og igen, er jeg selvfølgelig rigtig ærgerlig og flov over de sager, der har været. Der er blevet ryddet op. Jeg har betalt pengene tilbage.

Der har været mange ministre siden 2015, og der er mange kontoudtog de skal igennem. Hvordan har du det med at være årsag til, at der nu skal bruges en hel del tid på det?

- Nu har jeg set forespørgslen, og det er jo et mere generelt billede, hvor man vil tage nogle enkelte cases ud. Så det bliver omfattende, men måske ikke helt så omfattende som det, du lægger op til her.

Er ikke bekendt med flere sager

En af de sager, der har fået Rasmus Prehn på glatis, handler om, at ministeren skrev en forkert journalists navn på en restaurantregning, som blev betalt med ministerkortet. Prehn har efterfølgende nægtet at fortælle, hvem den rigtige journalist var, og han forklarer, at han efterfølgende har tilbagebetalt pengene fra sin egen konto.

Er der mere at komme efter på dig?

- Altså for så vidt angår det kreditkort, jeg har haft, men som jeg jo ikke har længere, så skulle alt være gennemgået igen og igen. Skulle der være det mindste, så er vi selvfølgelig fuldstændig åbne og meget samarbejdsvillige. For vi har kun det ønske, at de her ting bliver klarlagt.

Så du har ikke betalt nogen penge tilbage, offentligheden endnu ikke har hørt om?

- Nu har der været en del historier, og jeg mener, at alt skulle være beskrevet. Så det kan sagtens være, der er nogen, der har en opfattelse af, at der ligger noget, der ikke har været fremme før. Men det er jeg simpelthen ikke bekendt med. Det er jo relativt få sager, hvor jeg har betalt tilbage, og jeg mener, det hele har været fremme i pressen.

Ekstra Bladet afslørede i maj, at Rasmus Prehn tre gange på et år har måttet tilbagebetale penge fra sin egen konto efter at have betalt for besøg på restauranter og værthuse.

Langede ud efter Løkkes bilagssager

I 00’erne var du ude efter Lars Løkke Rasmussen og hans bilagssager og sagde, at staten ikke skulle kunne være kassekredit for hans udlæg. Kan du forstå, hvis der er nogen, der tænker, at det et enormt hykleri, du har været ude i?

- Det er i hvert fald ikke noget, der gør sagen mere køn. Jeg synes, det var et andet omfang der var tale om dengang, men det behøver vi ikke at diskutere. Det er jo ikke sådan, at staten har ageret kassekredit i mit tilfælde. Der er sket nogle beklagelige fejl.

Har du overvejet at trække dig som minister på grund af den her sag?

- Man har alle mulige overvejelser, især når man er i sådan en mediestorm som den her. Det er jo ikke behageligt. Alle kan sige sig selv, at det er det mest trælse, man kan blive udsat for. Men jeg oplever, at jeg fungerer godt i forhold til Folketingets partier, og nu stiller jeg op til det her samråd, og så må vi tage den derfra.

En dyr middag i ministeriet

Den seneste sag, der er kommet frem i forhold til Rasmus Prehn, er et arrangement i hans ministerium, som Frihedsbrevet har beskrevet.

Her holdt man en middag med en kuvertpris på 1300 kroner. Men ifølge TV 2s oplysninger har ministeriet en regel om, at prisen ikke må overstige 600 kroner per kuvert.

Hvordan kan det lade sig gøre?

- Ja, det er jo altså et arrangement, som ministeriet har planlagt og arrangeret, og det er dem, der sådan set står på mål for de udgifter, vi har haft. Her er der tale om et fagligt arrangement, der varer fra om eftermiddagen og ud på aftenen. Som en del af den middag var der også et fagligt oplæg fra den pågældende kok, og det er også noget af det, vi betaler for.

Rasmus Prehn fortæller yderligere, at hvis gæstelisten er af en særlig karakter, så kan man afvige reglerne på de 600 kroner.

- Man kan gøre det i helt særlige tilfælde. Og det (arrangementet i ministeriet, red.) var et særligt tilfælde.

Efter de forskellige sager om Rasmus Prehns brug af sit ministerkreditkort bliver han nu indkaldt til ikke bare ét, men to samråd, skriver Ekstra Bladet tirsdag. Her skal ministeren først - i et lukket samråd - svare på, hvem den hemmelige journalist, han spiste middag med, var.

Herefter vil Prehn blive indkaldt til et åbent samråd, hvor han skal svare på spørgsmål om arrangementet med kuvertprisen på 1300 kroner.