De Radikale fjerner ordet nedrustning fra principprogram
Ifølge folketingsmedlem Samira Nawa går partiet med det nye principprogram ikke længere ind for nedrustning.
For første gang i 25 år har De Radikale vedtaget et nyt principprogram, og her er ordet "nedrustning" nu strøget.
Det nye principprogram, hvor der blandt andet også er tilføjet afsnit om klima og miljø, er vedtaget søndag på partiets landsmøde, som bliver holdt i Nyborg.
Der var 277 stemmer for, mens kun tre stemte imod.
Støtte til internationalt samarbejde
Med det nye principprogram har De Radikale taget konsekvensen af, at verden og den sikkerhedspolitiske situation har ændret sig siden principprogrammet sidste gang blev opdateret i 1997.
- I dag har vi fået et EU, og nu har vi mere brug for at støtte op om de internationale samarbejder, siger landsformand Mikkel Irminger Sarbo.
- Det betyder også, at man i sidste instans kan være nødt til at gribe til våben. Den sikkerhedspolitiske situation er noget meget andet i dag.
Han forklarer, at ordet kom med i 1976 i principprogrammet, fordi der var en anspændt situation mellem Sovjetunionen og USA.
- Den gang var det et vigtigt budskab, at man ikke skulle opruste men nedruste. Der er situationen bare en anden i dag.
Radikale vil øge udgift til militær
Det første principprogram blev skrevet i 1905 og er opdateret flere gange siden.
Det har taget to år at lave det seneste principprogram, som er hovedlinjerne i partiets politik.
Folketingsmedlem Samira Nawa har været med til at lave det nye principprogram som repræsentant fra folketingsgruppen.
Hun siger, at ordet "nedrustning" er skrevet ud, fordi det ikke længere er partiets politik.
Blandt andet fordi De Radikale tidligere på året gik med i en forsvarsaftale, som skal øge udgifterne til militær og forsvar med to procent af BNP.
Har I hermed rykket jer væk fra nedrustning?
- Ja, det mener jeg, at vi har. Og det skal man også, når verden ændrer sig. Så skal man tage bestik af situationen, og det har vi gjort med det her principprogram, siger Samira Nawa.
De nye afsnit i principprogrammet om klima og miljø er et udtryk for, at det skal gennemsyre alt den politik, som partiet laver, fortæller Mikkel Irminger Sarbo.
- Det handler om den måde, vi laver politik på, hvor vi hele tiden skal tænke på, hvad det har af konsekvenser for kloden, siger han.