Politik

Forholdet mellem S og R har ramt "historisk lavpunkt": - Jeg kan ikke fordrage dem

Blandt de socialdemokratiske medlemmer er der ikke mange pæne ord at hente om de radikale. Mette Frederiksen bør ikke lade sig påvirke, siger de.

Under socialdemokraternes årsmøde lørdag lugtede alting af, at partiformanden var millimeter fra at trykke på valgknappen.

I små boder såvel som det uddelte program blev der reklameret for salg af alt fra socialdemokratiske bagerposer til plakatstrips.

Men man skal ikke lade sig narre, mindede statsministeren om, der er ikke udskrevet valg.

Og de mange socialdemokratiske medlemmer, som TV 2 talte med, mindede mindst lige så flittigt om, at det udelukkende er deres formand, der afgør, hvornår krydset skal sættes.

Mens Mette Frederiksen ikke nævnte de radikale med et eneste ord i sin tale, kunne medlemmerne til gengæld dårligt tale folketingsvalg uden samtidig at rette skyts mod det komplicerede forhold til støttepartiet.

Det penible Rwanda-projekt

I starten af juli gjorde Radikale Venstre det klart, at de ville trække støtten til regeringen, hvis ikke statsminister Mette Frederiksen har udskrevet valg ved Folketingets åbning 4. oktober.

Samtidig har den radikale leder skærpet retorikken omkring et udrejsecenter i Rwanda.

Tidligere har det lydt, at partiet ikke vil støtte en regering, der gennemfører projektet med et modtagecenter i det afrikanske land. Men tidligere på ugen hed det pludselig, at arbejdet med at få en aftale i hus helt skal stoppe, hvis radikale skal lægge mandater til.

TV 2 har ugen igennem talt med en lang række socialdemokratiske kredsformænd. Langt størstedelen er enige i partitoppens linje og mener, at Rwanda-modellen er en mere human løsning end den, vi ser i dag, hvor talrige flygtninge drukner i Middelhavet med kurs mod Europa.

Enkelte kredsformænd fortæller imidlertid til TV 2, at de ikke er begejstrede for idéen. Herunder blandt andre Frits Sørensen fra Brønderslev-kredsen:

- Jeg er ikke fan. Jeg har selv arbejdet i asylsystemet, så synes ikke, det er det bedste med det center. Rigtige flygtninge trænger til ro i deres sjæl, siger han.

Samme toner lyder fra Christoffer Rosenkrands, kredsformand i Brønshøj. Han mener - ligesom Radikale Venstre - at et modtagecenter i Afrika kan være en god idé, hvis det etableres i samarbejde med andre EU-lande.

At gå enegang, som regeringen arbejder for nu, er direkte "usolidarisk", lyder det.

Ingen pæne ord om de radikale

Når det gælder forholdet til de radikale, er de kredsformænd og S-medlemmer, som TV 2 har talt med, anderledes enige.

De har alle deres tvivl om, hvorvidt Sofie Carsten Nielsen tør stå fast i spørgsmålet om Rwanda. For når både Jakob Ellemann-Jensen (V), Søren Pape Poulsen (K) eller Mette Frederiksen (S) mener, at modtagecentret er en god idé, kan det jo være svært at se, hvor de radikale vil gå hen.

- De truer så tit, og jeg kan ikke fordrage dem. Jeg håber ikke, de får nok stemmer til noget som helst. I min optik har vi ikke noget at bruge dem til. Kan vi komme uden om dem, så skal vi det, siger kredsformand Frits Sørensen.

- Vi har jo været i regering med dem før, og det har jeg ikke nødvendigvis det største behov for at komme igen, siger Dina Børresen, studerende og medlem af DSU.

- Hvis jeg skal sige noget pænt om de radikale, bliver det svært, siger Søren Wiborg, gruppeformand for Socialdemokratiet i Vallensbæk.

Flere af socialdemokraterne siger, at de har svært ved at se et samarbejde med de radikale for sig efter et valg. Især hvis Sofie Carsten Nielsen går så vidt, at hun stiller et mistillidsvotum.

De er ifølge socialdemokrat Jan Wolfram Thiemann på en kamikaze-mission. Men derfor kan et samarbejde stadig blive aktuelt efter et valg, siger han, for "hvis de vælter os, hvor fanden vil de så gå hen?".

'Et historisk lavpunkt'

Også Radikale Venstre afholder denne weekend deres landsmøde, og lørdag missede Sofie Carsten Nielsen da heller ikke chancen for igen at understrege, at der er brug for et folketingsvalg.

Eller "et nyt hold", som hun formulerede det i sin formandstale.

Mens socialdemokraterne i Aalborg stædigt holder fast i, at tidspunktet for et folketingsvalg udelukkende er op til Mette Frederiksen, er holdningen blandt de radikale i Nyborg imidlertid en noget anden.

De medlemmer, som TV 2 har talt med, mener reelt, at de har frarøvet statsministeriet sit es i ærmet.

- Det er sjældent, at vi har haft så polariserende en statsminister som hende, siger folketingskandidat Lukas Lunøe og tilføjer:

- Man ville holde folk for nar, hvis man sagde, at det (forholdet mellem partierne, red.) var godt. Det er på et historisk lavpunkt lige nu.

"Rigtig godt" samarbejde

Hvor den radikale mistillidstrussel altså som tidligere nævnt ikke fyldte det mindste i Mette Frederiksens tale, blev der til gengæld spurgt intensivt til det, da statsministeren ud på eftermiddagen stillede sig til rådighed for pressen.

Her afviste hun nok en gang at gå ind i, hvornår valget udskrives, mens hun understregede, at hun "selvfølgelig" havde lyttet til, hvad de radikale har sagt.

- Det må de radikale stå på mål for, sagde statsministeren og tilføjede om samarbejdet med støttepartiet, at det "på det politiske område går rigtig godt".

Selvom retorikken omkring Rwanda-projektet fra radikal side er blevet skærpet den seneste uge, ser det ikke ud til at påvirke den socialdemokratiske linje.

Mette Frederiksen gjorde det under det korte pressemøde klart, at hun ikke kommer til at fravige fra at føre en stram udlændingepolitik, hvad man må formode, at Rwanda-projektet hører ind under.

- Danmark har ikke brug for en radikal udlændingepolitik.