Joe Biden har inviteret Mette Frederiksen til Det Hvide Hus
Statsminister Mette Frederiksen skal møde USA's præsident, Joe Biden, i Det Hvide Hus. Dato er ikke fastlagt.
Statsminister Mette Frederiksen (S) blev i juni inviteret til Det Hvide Hus af USA's præsident, Joe Biden.
Det oplyser Statsministeriet til Ritzau.
En dato for mødet med den amerikanske præsident i hans embedsbolig i Washington D.C. er dog ikke fastlagt endnu, oplyser ministeriet videre.
Mette Frederiksen fik invitationen fra præsidenten i forbindelse med et Nato-topmøde, siger statsministeren i en skriftlig kommentar.
- Vi har et meget tæt politisk samarbejde med USA. Jeg havde selv fornøjelsen af at tale med præsident Biden ved flere lejligheder under Nato-topmødet i Madrid i juni, og i den forbindelse fik jeg en personlig invitation fra præsidenten til Det Hvide Hus, udtaler Mette Frederiksen.
Mangler at finde dato
Mandag rejser hun til USA, hvor hun frem til onsdag skal deltage ved åbningen af FN's Generalforsamling og være en del af et dansk eksportfremstød i landet.
Det bliver dog ikke i forbindelse med det besøg, at turen går forbi Det Hvide Hus, men på et senere tidspunkt.
Der arbejdes på at finde en dato, lyder det.
Det er kutyme, at danske statsministre inviteres til Det Hvide Hus.
Senest mødtes daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen med daværende præsident Donald Trump i marts 2017.
Før det var Helle Thorning-Schmidt på besøg hos Barack Obama i februar 2012.
Også kronprins Frederik og kronprinsesse Mary rejser til New York i næste uge for at deltage ved FN's Generalforsamling. Det blev offentliggjort i august.
Mål at få plads i sikkerhedsrådet
Ved åbningen af generalforsamlingen lancerer Danmark samtidig sit kandidatur til en plads i FN's Sikkerhedsråd i perioden 2025-2026.
Sikkerhedsrådet er et af de vigtigste organer inden for FN og har én primær opgave - at sikre international fred og sikkerhed.
Siden 2021 har det officielt været Danmarks mål at få en plads i sikkerhedsrådet.