Regeringen vil give danskerne mulighed for at udskyde betaling for el, gas og fjernvarme
Danskerne skal kunne indefryse ekstraregninger og betale dem af over fem år, lyder forslaget fra regeringen, der nu skal forhandles med Folketinget.
Regeringen vil hjælpe danskerne, der ikke kan betale deres ekstraordinært høje energiregninger, med en låneordning.
Konkret skal man kunne indefryse den del af regningerne på el, gas og fjernvarme, der ligger over prisniveauet fra sidste efterår.
Betalingen skal man så kunne udskyde og afdrage over flere år. Regeringens forslag er fem år, men det skal nu drøftes med de politiske partier.
- Vi kan ikke skærme danskerne for alle konsekvenserne af Putins krig. Men vi kan altså heller ikke bare se på, at der er danskere, der denne vinter ikke kan betale deres strøm og varme, siger statsminister Mette Frederiksen (S) under et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet.
Finansminister Nicolai Wammen (S), klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) deltager også under pressemødet.
Alt er blevet dyrere på kort tid
Regeringen vurderer ifølge statsministeren, at tiltaget er nødvendigt, "så familierne kan få overblik over, hvordan priserne kan udvikle sig, så de kan føle sig økonomisk tryg".
- Det at opvarme sin bolig, at tage et brusebad og at tænde for opvaskemaskinen er blevet voldsomt dyrere. Endda på meget kort tid. Det gør ondt på mange danskeres økonomi. Det bliver kun værre, siger Mette Frederiksen med henvisning til den kommende vinter.
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen siger, at fokus lige nu er på, at "danskerne ikke skal fryse til vinter".
- Vi skal både have energi nok og sikre, at danskerne ikke skal gå fra hus og hjem på grund af de massive energiregninger. Det er vigtigt, at både danskerne og særligt de politiske partier i Folketinget nu står sammen for at skabe tryghed.
Håbet er at få en hurtig aftale med Folketingets partier, så ordningen kan nå at komme danskerne til gode i den kommende fyringssæson. Finansminister Nicolai Wammen (S) forventer at kunne indkalde partierne til forhandlinger i Finansministeriet allerede i morgen aften.
Virksomheder skal også omfattes
Regeringen arbejder på at etablere en ordning, der også omfatter små og mellemstore virksomheder. Blandt andet har erhvervsminister Simon Kollerup (S) udtrykt sympati med de små købmænd, der i øjeblikket er truet på deres eksistens, og lovet, at der arbejdes på en hjælpende hånd til dem.
Og det understreges også af de fremmødte ministre i Spejlsalen, at tiltaget her ikke kan stå alene.
- Vi følger udviklingen tæt, og vi vil i den kommende tid præsentere yderligere tiltag, som skal afbøde de stigende priser og dermed få hjulpet danskerne igennem den kommende vinter, forsikrer Mette Frederiksen.
Ordning er økonomisk ansvarlig
Regeringen vil afsætte 45 milliarder kroner til ordningen, som statsministeren kalder "det mest vidtgående" hjælpetiltag til dato.
- Det er en ordning, som er meget økonomisk ansvarlig, men som samtidig også er en håndsrækning til, at man i en svær tid kan få sin økonomi til at hænge sammen, siger finansminister Nicolai Wammen.
- Vi siger jo ikke, at man bare kan bruge løs af energien og så ikke få en regning, fastslår han.
Flere journalister spørger, hvad renten skal være, hvis man vælger at udskyde - eller indefryse – som regeringen kalder det – sine ekstraregninger. Det kan finansministeren dog ikke svare klart på.
- Plus/minus 2 procent, lyder svaret fra Nicolai Wammen med henvisning til, at det er noget, der skal fastsættes i forbindelse med de kommende politiske forhandlinger.
Regeringen har tidligere præsenterer en række tiltag til hjælp mod de stigende elpriser.
Der er blandt andet udsendt en varmecheck til 400.000 danskere, en ældrecheck på 5000 kroner og i sidste uge blev en sænkelse af elafgiften – dog kun på 4 øre – vedtaget. Der er også aftalt et loft over, hvor meget udlejere må hæve huslejen de kommende to år.