Energikrise

Politisk redaktør går i rette med Mette Frederiksen: Ikke tale om et prisloft

Regeringen foreslår, at høje varmeregninger denne vinter skal kunne afbetales de kommende år med en ny låneordning.

Det er næppe retvisende, når Mette Frederiksen (S) på dagens pressemøde siger, at regeringen vil lave ”et loft over danskernes energiregning her til vinter”.

Sådan lyder det fra TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.

- Reelt er det jo en form for afdragsordning snarere end et loft over priserne, siger han og tilføjer:

- Priserne kommer stadigvæk til at være høje, og det gør man egentlig ikke noget ved. Man lader bare folk betale det af over en længere årrække, så man udskyder betalingen.

På pressemødet foreslog regeringen, at det skal være muligt for private og virksomheder at indefryse en del af denne vinters ekstraordinært høje regninger på el, gas og fjernvarme.

Samtidig ønsker regeringen, at toppen af borgernes energiregning kan tilbagebetales over en periode på fem år.

Der vil blive indkaldt til forhandlinger denne uge, da regeringen ønsker forslaget hastebehandlet, så det kan nå at blive implementeret, inden vinteren for alvor sætter ind, lød det.

Rejser en masse spørgsmål

Både statsminister Mette Frederiksen og de øvrige tre ministre, der var med ved pressemødet, lagde vægt på, at forslaget skal skabe tryghed.

- Putins brutale krig i Ukraine har som bekendt fået priserne til at eksplodere. Danmark står midt i en energikrise. Det at opvarme sin bolig, tage et brusebad, tænde for ovnen og bruge opvaskemaskinen, det er pludselig blevet voldsomt meget dyrere, sagde Mette Frederiksen og tilføjede:

- Det gør ondt i rigtig mange danske familiers økonomi.

Regeringens nye forslag rejser imidlertid en hel stribe spørgsmål, pointerer Hans Redder.

Det er uvist, hvor mange der vil være interesseret i at benytte låneordningen. Det er uvist, til hvilken rente pengene lånes. Det er uvist, om staten i alle tilfælde vil få de lånte penge tilbage.

Og så er det ikke mindst uvist, hvordan energipriserne vil udvikle sig de kommende år.

- Sæt at vi næste år og næste år igen står med enormt høje priser. Så skubber man bare et bjerg af gæld foran sig, som danskerne ikke skylder elselskaberne, men den danske stat, siger Hans Redder.

Rød opbakning

Regeringen forventer selv, at ordningen vil koste 300-400 millioner kroner om året.

Både Enhedslisten og SF melder sig positive over for regeringens forslag.

- Stærkt at regeringen vil hjælpe folk, og selvstændige, som frygter at dreje nøglen om eller gå fra hus og hjem, ved at skabe ro om energiregningen, skriver Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, på Twitter.

Hans Redder forventer dog, at flere af de borgerlige kan være skeptiske over for forslaget.

Venstre har tidligere foreslået, at Folketinget i stedet sænker elafgiften markant.

Mette Frederiksen pointerede flere gange på pressemødet, at regeringen vil komme med yderligere tiltag for at afbøde konsekvenserne af de skyhøje energipriser, inden hun afslutningsvist kom med en klar opfordring:

- Alt hvad vi overhovedet kan gøre som samfund og hver især for at få vores forbrug af energi ned, det skal vi gøre.