Politik

K vil fordoble seniorers beskæftigelsesfradrag

Alle er i deres gode ret til at trække sig tilbage og nyde pensionistlivet. Men der skal være en gulerod til dem, der gerne vil fortsætte, mener K.

Seniorer skal have lov at beholde en større del af deres løn, hvis de fortsætter med at arbejde, efter de er nået pensionsalderen.

Det foreslår Det Konservative Folkeparti op til partiets landsråd lørdag.

Konkret vil de konservative fordoble seniorernes beskæftigelsesfradrag – fra 10,65 procent til 21,3 procent. Og det maksimale beløb skal stige fra 41.600 kroner til 78.600, foreslår partiet.

- Vores virksomheder mangler arbejdskraft og må sige nej til ordrer. Derfor er det en opgave for vores samfund at se på, hvordan vi kan øge arbejdsstyrken, siger politisk ordfører, Mette Abildgaard (K).

- Og vi har en stor portion ældre, som faktisk har lysten og modet på at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Kan vi gøre det attraktivt at blive længere, så gør vi både noget godt for dem, men vi gør i dén grad også noget godt for virksomhederne, der mangler den her arbejdskraft.

Ældre er en styrke på arbejdsmarkedet

Mette Abildgaard understreger, at "man er i sin gode ret til at trække sig tilbage og bruge sin pensionisttilværelse på børnebørn, banko eller golf".

Men partiet vil altså gerne gøre det ekstra attraktivt at blive på arbejdsmarkedet for dem, der ikke har lyst til at stemple ud lige med det samme.

Der har været stort fokus de senere år på at hjælpe nedslidte danskere ud af arbejdsmarkedet – først med seniorpensionen, som de konservative var med til at aftale, og siden med den såkaldte Arne-pension, som partiet er lodret imod. Men nu, hvor der mangler arbejdskraft, bør man ifølge partiet se på, hvordan man får flere ældre, der har lyst til det, til at blive på arbejdsmarkedet.

- Vi skal jo huske dem, som faktisk gerne vil have lov at blive på arbejdsmarkedet og synes, at de stadig har noget at bidrage med. Vi ser ældre på arbejdsmarkedet som en stor styrke for vores velfærdssamfund. De kommer jo med en masse erfaring og en sikker hånd, siger Mette Abildgaard.

Også lav ledighed blandt ældre

I april viste en analyse fra Dansk Industri, baseret på tal fra Danmarks Statistik, at ledigheden i aldersgruppen '60+' kun er lidt højere, nemlig 3 procent, end i hele befolkningen, hvor den er 2,7 procent.

Til sammenligning er ledigheden 3,8 procent i aldersgruppen fra 30-39 år.

Det er også en kvalitet som politiker at kunne stå ved, at noget er galt

Mette Abildgaard, politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti

Men samtidig viste en undersøgelse lavet af Danmarks Statistik på vegne af Ældresagen, at mange seniorer får en mere brat afslutning på arbejdslivet, end de havde ønsket på grund af en fyring eller en aldersgrænse. Og hver tredje senior vil gerne fortsætte.

Så hvad nytter det at øge beskæftigelsesfradraget for seniorerne, hvis de oplever, at ingen vil ansætte dem?

De konservative er opmærksomme på det, lyder det fra Mette Abildgaard.

- Der er ikke umiddelbart noget i statistikkerne, der peger på, at virksomheder er mindre villige til at ansætte seniorer, påpeger hun.

- Men jeg ved godt, at der er nogen, der har en helt anden oplevelse. Folk ender med at trække sig ud af arbejdsmarkedet, før de har lyst til det, fordi det er ydmygende at blive på et arbejdsmarked, der sorterer én fra.

Derfor vil partiet også afdække omfanget af netop det problem.

Forslaget om højere beskæftigelsesfradrag til seniorer koster ifølge de konservatives beregninger 300 millioner kroner årligt. Penge, som er finansieret i partiets 2030-plan, der blandt andet foreslår at ændre dagpengesatsen og den højere ydelse til kontanthjælpsmodtagere.

Respondenter til Megafon

TV 2 har i mange år samarbejdet med analyseinstituttet Megafon om at afdække danskernes holdninger til politiske og samfundsrelevante emner.

Kunne du tænke dig at være medlem af Megafon’s Danmarkspanel? Det er et repræsentativt sammensat ”mini-Danmark”, hvor medlemmerne løbende får tilsendt spørgsmål.

Panelets besvarelser bliver blandt andet brugt som baggrund til aktuelle artikler og indslag i Politiken og TV 2 Nyhederne.

Hvis du vil have din stemme hørt i debatten, så tryk her og tilmeld dig.

Sager skygger

De konservatives landsråd kommer ikke kun til at handle om seniorer og mangel på arbejdskraft. Det kommer også uundgåeligt til at stå i skyggen af historierne om partiformandens ægtefælle, Josue Medina Vasquez Poulsen.

Fredag formiddag beklagede Søren Pape Poulsen i et opslag på Facebook, at han har viderebragt forkerte oplysninger og misforståelser fra sin mand.

Mette Abildgaard vil ikke gå ind i de konkrete sager, der er blevet beskrevet i medierne på det seneste. Men hun gentager sin partiformands ord om, at det har været "i god tro" og i "den bedste overbevisning".

- Det har Søren (Pape, red.) været ude at beklage og tage ansvaret for. Det synes jeg tjener til Sørens ære, at han gør det.

Burde man ikke kunne forvente af en statsministerkandidat, at han har bedre styr på butikken, så han ikke siger ting, der er direkte forkerte?

- Jeg kommer ikke til at gå nærmere ind i det. Der er ingen af os, der laver faktatjek på det, som mennesker, vi holder af, oplyser os. Udgangspunktet er jo tillid. Men der har sneget sig fejl ind, og det har han beklaget.

Skader det her jeres troværdighed?

- Det vigtigste, man kan have i politik, er sin troværdighed. Og vi har set gentagne gange, at danskerne har en høj grad af troværdighed til Søren som politiker. Det håber jeg også, at de vil have efter det her.

- Søren er hurtigt ude og sige, at han er ked af det her forløb. Det er også en kvalitet som politiker at kunne stå ved, at noget er galt. Så det håber jeg gør, at danskerne vil opretholde den høje tillid til Søren, lyder det fra den politiske ordfører.

Det Konservative Folkeparti holder landsråd i København lørdag.

Du kan følge det her på TV2.DK og på TV 2 NEWS.