Nu taler Pape ud om sin mand: - Vi skulle ikke have sagt det på den måde
Den konservative formand er ærgerlig over, at mandens familieforhold fylder i debatten, efter at han har meldt sig som statsministerkandidat.
For første gang taler den konservative statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, ud omkring, hvordan han har oplevet det fokus, der har været på partneren, Josue Medina Vasquez, igennem det seneste stykke tid. Det sker i programmet ’Lippert’ på TV 2 NEWS.
- Jeg ved godt, at det er jo sådan noget, man må acceptere som en del af spillet og det at være statsministerkandidat. Det skal jeg ikke sidde og beklage mig over.
- Men det er ubehageligt, især for ens nærmeste. Det tror jeg, at alle kan forstå, siger partilederen.
Få dage efter at Søren Pape Poulsen meldte sig på banen som statsministerkandidat, gik Ekstra Bladet i gult og fortalte i en breaking-historie. at det er en løgn, når politikeren siden 2014 har holdt fast i en historie om, at hans ægtefælle, Josue Medina, er nevø til en nu tidligere præsident for Den Dominikanske Republik. Senere har Søren Pape Poulsen kaldt historien en "grov indblanding" i sit privatliv.
Historien om relationen til den nu tidligere præsident ved navn Danilo Medina Sánchez begyndte i 2014 til et konservativt landsråd. Her viste Søren Pape Poulsen for første gang sin partner frem for offentligheden, og det gjorde han blandt andet med ordene:
- Hans onkel er præsident i Den Dominikanske Republik. Så han har – kan man sige – politik tæt på, sagde den konservative formand.
- De har en relation
Men Ekstra Bladet har tryktestet påstanden og blandt andet haft journalister i Den Dominikanske Republik. Her har de talt med præsidentfamiliens advokat Carlos Salcedo, og dommen er klar: Historien er simpelthen ikke rigtig.
Søren Pape Poulsen har på Facebook erkendt, at der ingen biologiske bånd er, men forklarer i interviewet med 'Lippert', at der i andre egne af verden er en løsere definition på, hvornår man kalder nogle for onkler og tanter.
Han erkender samtidig, at det var en fejl fra hans side ikke at tage højde for det.
- Det er klart, at det skulle jeg have tænkt over. Vi skulle ikke have sagt det på den måde. Det bliver jo forstået meget konkret herhjemme, og det forstår jeg sådan set godt, siger han og fortsætter:
- Når det så er sagt, så har de en relation.
Hvad er den relation?
- I sidste uge besøgte min mand ekspræsidenten samt eksudenrigsministeren. Jeg blev ringet op i et videokald, og så talte vi lige lidt sammen. Så de har den relation.
Taler de tit sammen?
- Jeg ved ikke, hvor meget de taler sammen, men jeg synes faktisk ikke, at det er det mest interessante ved, at jeg godt vil være statsminister, siger han.
Beklager møde under ferie
I interviewet bliver Søren Pape Poulsen også spurgt ind til en rejse, som han selv foretog til Den Dominikanske Republik, da han var justitsminister, og som Jyllands-Posten har beskrevet. Under en privat ferie i 2018 besøgte han landets regeringstop uden udenrigstjenestens vidende. Det skete i følgeskab med daværende social- og integrationsministre, Mai Mercado og Inger Støjberg.
- Set i bagklogskabens klare lys, så skal jeg jo ikke tage den slags møder. Jeg skal i hvert fald sikre mig, at jeg orienterer om det. Men det er jo ikke nogen møder, der har betydning for Danmark.
Det siger du. Udenrigsministeriet siger, at det kan de faktisk ikke vurdere endnu.
- Nej, men det har det ikke. Og jeg synes jo, at det er interessant, at det er et møde, der fandt sted for fire år siden – og det har man jo kendt til, for man har jo fået en rapport fra ambassaden i Mexico – og det er da påfaldende, at det lige pludselig er en meget vigtig sag. Men jeg er ked af, at det er sket.
Var den en begynderfejl?
- Jeg tænkte slet ikke over, at det var et problem. Der var ingen aftaler, det var ren samtale. Og det har jeg jo lært af, at det skal man lade være med.
Du kan se hele interviewet med Søren Pape Poulsen i ’Lippert' på TV 2 PLAY.