GO'

Minister: Der er påbud på vej - og ikke alt bliver frivilligt

Store danske virksomheder kan risikere at få lukket for gassen, forklarer klima-, energi- og forsyningsministeren.

De hastigt stigende energipriser har allerede fået mange private husstande, kommuner og virksomheder til at skrue ned for forbruget.

Men selvom klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen roser de frivillige tiltag, er det ikke længere nok, lyder det i ’Go’ morgen Danmark’.

- Jeg må forberede folk på, at det ikke er sikkert, eller rettere sagt: Det kommer ikke til at blive ved med at være frivilligt det hele, fordi vi skal simpelthen spare mere, siger han.

Så vi skal forberede os på, at der kommer påbud?

- Det sagde jeg helt direkte. Der kommer mere, og det kan ikke blive frivilligt det hele.

Inden for hvilke sektorer kan vi regne med, at der kommer påbud?

- Det er energiforbruget, primært rettet mod gas, men det kan også blive bredere. I første omgang vil det handle om det område, hvor jeg er minister, og hvor vi som regering har direkte indflydelse, nemlig statens institutioner, siger han.

Almindelige mennesker er beskyttet

Dan Jørgensen anbefaler alle at spare på energien, men han understreger, at der ikke vil komme påbud om, hvor varmt der må være i private danske hjem til vinter.

De tilhører en beskyttet gruppe, der ikke vil blive underlagt påpud, selvom der kommer en forsyningskrise, siger ministeren.

- Beskyttede kunder er helt almindelige danskere, der har et gasfyr. Det er små- og mellemstore virksomheder, og det er hospitaler og andre institutioner, som af hensyn til folkesundheden har brug for gassen.

For de store virksomheder, som eksempelvis ikke producerer medicin, er beskeden dog en anden. Dan Jørgensen forklarer, at nogle virksomheder allerede har fået at vide, at de kan risikere at få lukket for gassen, hvis der kommer forsyningskrise til vinter.

De kan derimod søge dispensation til at omstille til olie eller kul, lyder det.

Betyder det, at man må gå på kompromis med klimaet?

- En meget, meget uheldig effekt af den nuværende krise er, at der kan være steder, hvor man kommer til at skulle lave tilbageskridt for klimaet og miljøet. Vi har stadigvæk vores klimamål, de er ikke til diskussion, men samtidig er vi ikke interesseret i, at danskere skal fryse, eller at virksomheder skal lukke, siger Dan Jørgensen.

Elafgifter sænkes

Lige nu fyldes energilagre i både Danmark og Europa, og Dan Jørgensen understreger, at det ikke er sikkert, at der kommer forsyningskrise.

Men fyldte lagre og nødplaner er ikke det eneste, der er afgørende for danskerne, mener han.

- Hvis priserne er så høje, at mennesker og virksomheder ikke har råd til at købe gassen, kan de personer og de virksomheder ikke bruge det til så meget, at der er gas, hvis gassen er så dyr, at de ikke har mulighed for at anvende den, siger Dan Jørgensen.

Som det også blev meldt ud i sommer, sænker regeringen elafgiften til oktober og igen til januar, og så vil de pensionister, der allerede er berettiget til en ældrecheck, modtage 5000 kroner skattefrit.

Fredag tager Dan Jørgensen til Bruxelles for at diskutere de stigende elpriser i Europa. Her vil han blandt andet diskutere, hvordan energi prissættes i Europa – men et prisloft vil han ikke love.

- Det, vi går til forhandlinger i EU med, er et krav om, at der kommer lavere priser, lyder det.

Se hele interviewet med Dan Jørgensen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY