Politik

S fortsætter "skræmmekampagne" trods kritik – og det virker, siger eksperter

Alt er "ekstremt tilrettelagt", lyder det fra en tidligere kampagnechef for de radikale.

Når statsminister Mette Frederiksen (S) påstår, at Søren Pape Poulsens (K) økonomiske plan vil betyde fyringen af 40.000, er det en decideret skræmmekampagne – men den virker.

Sådan lyder det fra Henrik Kjerrumgaard, chefrådgiver i kommunikationsbureauet White Cloud og tidligere kampagnechef for Radikale Venstre.

- Det er en skræmmekampagne, fordi det har vist sig, at tallet ikke er korrekt. Men tallet 40.000 fyringer kommer til at sidde fast hos danskerne, så i sidste ende er alt derefter mere eller mindre underordnet, siger han til TV 2.

Henrik Kjerrumgaard bakkes op af Rasmus Tue Pedersen, der er seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

- Man kommer formentlig bare til at huske, at S siger, at Pape vil skære i antallet af offentligt ansatte, siger han til TV 2.

Jeg synes, det er helt inden for skiven

Finansminister Nicolai Wammen (S), til Ritzau

Kritikken preller af

Det var under søndagens statsministerkandidatdebat på DR, at Mette Frederiksen kaldte K-formandens økonomiske plan for "det største eksperiment med velfærdssamfundet i vores levetid" og påstod, at den vil betyde massefyringer.

Efterfølgende bragte stort set alle landsdækkende medier, inklusive TV 2, interviews med eksperter, der modsagde statsministerens påstand. De tal, hun refererede til, kunne slet ikke bruges i den sammenhæng, lød kritikken.

Det prellede imidlertid af på Socialdemokratiet.

Mandag aften var både Twitter, Instagram og Facebook fyldt med billeder og slogans fra Socialdemokratiet, der hårdnakket holder fast i tallet 40.000.

Og flere gange har finansminister Nicolai Wammen (S) forsvaret kritikken af statsministeren.

Mandag sagde han til TV 2:

- Det, Søren Pape har været ude at sige ved flere lejligheder, er, at han gerne vil have nulvækst i den offentlige sektor, og det svarer altså til cirka 40.000 blandt vores offentligt ansatte, som ikke kan være der længere, siger finansministeren til TV 2.

Tirsdag gentog han til Ritzau:

- Jeg synes, det er helt inden for skiven at sige, at det svarer til, at man skal ud og fyre cirka 40.000 mennesker, siger Nicolai Wammen.

Man følger planen

Det overrasker da heller ikke Henrik Kjerrumgaard, at Socialdemokratiet holder fast i sin kampagne. Tværtimod.

Som tidligere kampagnerådgiver for Radikale Venstre har Henrik Kjerrumgaard selv været med til at orkestrere flere politiske kampagner.

Han fortæller, at alt i sådan en proces er "ekstremt tilrettelagt".

- Før man går i kamp, så ved man, hvad ens modstanders svage punkt er. Man tænker: "Hvis jeg skal skade min modstander, så gøres det bedst på denne måde". Og så følger man planen, siger han.

I det konkrete tilfælde mener Henrik Kjerrumgaard, at Socialdemokratiet havde planlagt nøje at angribe Søren Pape med hans økonomiske politik under søndagens debat.

- Det er jo ikke tilfældigt, at der kort forinden er blevet udgivet nogle beregninger fra Finansministeriet, som Mette Frederiksen hiver frem og bruger mod Pape, siger han.

Kan ende med selvmål

Men kan politikere så bare beskylde sine modstandere for hvad som helst i en kampagne?

Nej, lyder svaret fra Rasmus Tue Pedersen:

- Det er klart, at der er grænser. Og det er heller ikke altid, at negative kampagner virker efter hensigten. Især ikke, hvis der er faktuelle fejl, som journalister efterfølgende borer i, siger han.

Derfor mener Rasmus Tue Pedersen da også, at der er en risiko for, at Socialdemokratiets kampagne kan ende som et selvmål.

Ligesom Henrik Kjerrumgaard hælder han dog mest til det modsatte:

- Groft sagt står S nok tilbage som det parti, der vil sikre de offentlige arbejdspladser, mens K vil skære – selvom det ikke nødvendigvis er sandheden.