Heunicke klar til at gå enegang med coronapille - jo før vi får den, jo bedre, siger ekspert
Sundhedsministeriet oplyser, at det løbende vurderes, om man skal forsøge at købe tabletten uden om EU.
På fredagens coronapressemøde blev sundhedsminister Magnus Heunicke (S) spurgt ind til det, Sundhedsministeriet har kaldt et "vigtigt, ekstra skjold mod alvorlig covid-19 sygdom".
Pfizers coronapille, Paxlovid, kom på markedet i november 2021, og allerede i slutningen af januar 2022 blev den godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).
Men syv måneder senere venter Danmark stadig på den.
Forhandlingerne med Pfizer, som de danske myndigheder har overladt til EU, er nemlig gået i stå.
Og det har efterladt Danmark med en "utilfreds" sundhedsminister:
- Det er ikke tilfredsstillende, at vi har et lægemiddel, som faktisk kan hjælpe hele EU's befolkning mod alvorlig sygdom, men at juristeri og forhandlinger blokerer for det, sagde Magnus Heunicke på pressemødet og tilføjede:
- Derfor er vi klar til, at Danmark eventuelt kan gå selvstændigt ud og købe dem, hvis EU ikke kan få hamret sømmene i.
Uvist, hvornår de kommer til Danmark
Det er heller ikke nødvendigt at involvere EU for at få tabletterne til Danmark.
Det fastslog en talsmand for EU-Kommissionen med ansvar for sundhedsområdet, Stephan de Keersmaecker, over for Sundhedspolitisk Tidsskrift i april.
Men selvom Magnus Heunicke nu erklærer, at Danmark er villig til at købe tabletterne uden om EU, oplyser Sundhedsministeriet, at der ikke er nogen konkrete planer om at gøre netop det lige nu.
- Regionernes indkøbsorganisation for lægemidler, Amgros, og Lægemiddelstyrelsen har indtil nu vurderet, at en fælleseuropæisk aftale var vores bedste mulighed, lyder det i et skriftligt svar til TV 2.
Sundhedsministeriet fortæller, at Magnus Heunicke sendte et brev 22. august til EU-kommissæren, hvor han understregede, "hvor vigtigt det er med en aftale om Paxlovid snarest muligt”.
De tilføjer, at der på nuværende tidspunkt ikke kan gives et "konkret estimat" på, hvornår tabletterne kommer til Danmark, eller hvor mange der kommer.
Jo før den kommer, jo bedre
Da tabletten blev præsenteret sidste efterår, blev den med det samme udråbt som en gamechanger, der kunne reducere hospitalsindlæggelse eller død med op hele 89 procent.
Det samme ord brugte Lone Simonsen, epidemiolog ved Roskilde Universitet, da hun inden sommerferien fortalte Ritzau om tablettens betydning for den danske coronabehandling her til efterår.
Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, fortæller til TV 2, at de "har ønsket sig tabletterne i flere måneder".
- Det er noget, som vi får brug for efter efterårsferien og i løbet af vinteren som supplement til vaccinerne, lyder det.
Han tilføjer, at han opfatter sundhedsministeren som "meget opmærksom" på, at dette problem skal løses "enten den ene eller den anden vej".
- Hvor lang tid kan vi vente på tabletterne? Lad mig sige det sådan her: Jo tidligere vi kan få den, jo bedre, siger Jens Lundgren.
Flere lande allerede i gang
Magnus Heunicke præsenterede allerede Paxlovid som en ny behandlingsform i slutningen af juni, hvor han fortalte, at Danmark arbejdede på at få det indkøbt.
- Efter sommerferien forventer vi at få en ny tabletbehandling med midlet Paxlovid, sagde sundhedsministeren dengang.
Tabletten er rettet mod patienter, der endnu ikke er alvorligt syge, men har stor risiko for at blive indlagt på grund af covid-19. Behandlingen består af to piller, der skal tages cirka hver 12. time i fem døgn.
Flere lande, herunder USA og England, har behandlet coronapatienter med Paxlovid i månedsvis.