Forurening med PFAS

Miljøministeren ser med "stor alvor" på PFAS-forurening, men kan ikke blive konkret på løsning

Venstre-ordfører kalder samrådet "dødirriterende".

Tirsdag var miljøminister Lea Wermelin (S) kaldt i samråd om de sundhedsskadelige stoffer PFAS.

Her blev hun blandt andet bedt redegøre for, hvad den nationale handlingsplan, som ministeren for to uger siden meddelte, at regeringen vil have, skal indeholde.

Men havde man håbet på at blive klogere, måtte ministeren skuffe.

- Det siger sig selv, at vi skal samle de indsatser, der allerede er i gang, men det skal også være en strategi, der tager højde for nye initiativer, lød det fra ministeren – nøjagtig det samme sagde hun til TV 2 for to uger siden.

Heller ikke, om der følger penge med den nationale strategi, var ministeren blevet mere klar på:

- Rækkefølgen må være, at vi først finder ud af, hvilke initiativer der er behov for, og så må vi kigge på finansieringen bagefter.

Vil sætte en frist

Det var Anni Matthiesen, medlem af Miljø- og Fødevareudvalget for Venstre, der havde indkaldt miljøministeren til samråd – blandt andet på baggrund af TV 2s dækning af sagen.

I slutningen af juli kunne TV 2 eksempelvis fortælle, at eksperter er lodret uenige med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at PFAS-udsatte kvinder trygt kan blive gravide og amme. De mener nemlig, at det er langt farligere, end myndighederne giver udtryk for.

Eksperterne har også kritiseret myndighederne for ikke at have overblik over problemets omfang.

Hvorfor er PFAS-stoffer farlige?

PFAS er en samlebetegnelse for en række flourholdige, svært nedbrydelige, miljøfarlige stoffer, hvoraf det mest kendte er PFOS. 

Man optager stofferne i kroppen ved at indånde dem som støvpartikler eller gennem mad og drikke, mens gravide og ammende giver det direkte videre til foster/barn.

Stofferne er skadelige for immunforsvaret og kan blandt andet øge risikoen for visse former for kræft og for ufrivillig abort hos kvinder. 

Lige nu frygter man, at 15.000 steder i Danmark er forurenet med PFAS. 

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner

Under samrådet blev miljøministeren spurgt ind til en konkret artikel bragt på TV2.DK 1. august. Den handler om, at danske vandværker mangler overblik over, hvor drikkevandet kan være forgiftet med PFAS.

- Danske vandværker har meldt ud, at de ikke har et overblik over forureningen endnu. Jeg vil sætte en frist for, hvornår alle vandværker skal have testet, om vandet er forurenet, sagde Lea Wermelin under samrådet.

Hvornår, kunne ministeren ikke svare på:

- Beslutningen er ikke taget endnu. Vi er i gang med at finde ud af, hvor hurtigt man kan gøre det, lød det fra Lea Wermelin.

Der findes intet "quickfix"

Selvom miljøministeren ikke kunne fortælle noget nyt om den nationale handlingsplan, understregede hun endnu en gang, at regeringen tager forureningen med PFAS "dybt alvorligt".

- Stofferne findes desværre alle steder, vi leder efter dem, og jeg ser med stor alvor på fundene.

Lea Wermelin uddybede, at alle relevante myndigheder arbejder hårdt på at få det fornødne overblik og afsøge muligheder for at løse problemerne, men at der desværre ikke er noget "quickfix".

Aktuelt mistænkes 15.000 steder for at være forurenet med PFAS. Alle stederne skal undersøges, ligesom myndighederne blandt andet undersøger spildevand, drikkevand, havvand og slam.

Har ikke ro i maven

Venstres Anni Matthiesen ser positivt på, at regeringen vil lave en national handlingsplan, men alligevel har hun ikke ro i maven efter samrådet.

- Jeg synes, at det er dødirriterende, at vi ikke blev klogere. Rent ud sagt, siger hun.

Anni Matthiesen så gerne, at miljøministeren indkaldt Folketingets partier til forhandlinger om indholdet af handlingsplanen og afsættelse af midler.

Det afviste miljøministeren på samrådet.