Topmøde bliver flyttet fra Bornholm
En lufthavnsstrejke på Bornholm gør, at Østersø-topmødet tirsdag rykkes fra Hammershus til Marienborg.
Medarbejdere i security og bagagehåndteringen i Bornholms Lufthavn har siden lørdag nedlagt arbejdet.
Det har ført til flyaflysninger og betyder nu også, at det internationale topmøde i Østersøen tirsdag den 30. august er rykket fra klippeøen. Det skriver TV 2 Bornholm.
Bornholms borgmester, Jacob Trøst (C), bekræfter over for TV 2.
- Jeg kan ikke finde ord for, hvor ærgerlig jeg er på hele Bornholms vegne over, at vi får aflyst hele det her topmøde, siger han.
- Det var en rigtig god mulighed for at sætte Bornholm på verdenskortet. Og den har vi forpasset.
Russisk gas og grøn energi
Statsministeriet bekræfter i en pressemeddelelse, at topmødet rykkes fra Hammershus på Bornholm til Marienborg nord for København.
Til mødet skulle stats- og regeringschefer diskutere, hvordan man i samarbejde kan frigøre sig fra russisk gas og sætte gang i den grønne omstilling.
Et topmøde, som statsminister Mette Frederiksen (S) er vært for.
- Vi skal i fællesskab arbejde for, at hele regionen hurtigst muligt bliver fri for russisk energi, så vi styrker vores modstandskraft mod Putin, udtalte Mette Frederiksen i en pressemeddelelse den 24. august.
Helt konkret vil man på topmødet se på udnyttelse af blandt andet havvind i Østersøen.
På deltagerlisten er også EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen og regeringsledere fra blandt andet Polen, Litauen, Letland, Estland og Finland.
Derudover vil en række af Østersølandenes energiministre og repræsentanter fra energiselskaber være til stede.
Tirsdagens topmøde kommer få måneder efter et lignende i Esbjerg, hvor Danmark, Tyskland, Holland og Belgien deltog.
Her blev man enige om et mål om at tidoble kapaciteten for havvind i Nordsøen til 150 gigawatt frem mod 2050.
Aflyst flytrafik
Omplaceringen af topmødet skyldes, at det på grund af arbejdsnedlæggelserne i Bornholms Lufthavn, har været svært at transportere topmødets gæster til Bornholm.
Den kritiske situation i Bornholms Lufthavn skyldes ifølge tillidsrepræsentant Christina Lintrup, at medarbejderne på poster som bagagehåndtering og security ikke føler, de er blevet taget seriøst i nogle igangværende lønforhandlinger.
- De kræver en lønforhøjelse, så de ligger på niveau med resten af landets lufthavne, siger hun til TV 2.
Mandag morgen forsøgte lufthavnen at køre med et nødberedskab. Ifølge Trafikstyrelsens presseansvarlige, Frederik Roed, har det dog ikke kunnet lade sig gøre at gennemføre beredskabet.
Han fortæller til TV 2, at de fremmødte medarbejdere både var blevet chikaneret og presset.
Den kommercielle direktør for flyselskabet Danish Air Transport (DAT), Robert Rungholm, fortæller, at flyaflysningerne indtil videre har berørt omkring 2000 passagerer.
- Vi har en dyb frustration og magtesløshed. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske resten af ugen. Det er totalt kritisk, siger han til TV 2.