Mink-sagen

Sætning fra Mette Frederiksen fik mange til at måbe – og med god grund, mener forskere

Det kan godt diskuteres, om minksagen er en skandale. Men to forskere er ikke i tvivl.

Der var måske et par stykker, der fik eftermiddagskaffen i den gale hals, da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag eftermiddag tonede frem på skærmen og sagde:

- Jeg mener ikke, at der er nogen skurk i det her spørgsmål omkring mink og vil sådan set også gerne diskutere, om der er tale om en skandale.

- Sagde Mette Frederiksen lige, at hun gerne vil diskutere, om minkskandalen overhovedet er en skandale? skrev Mads Brügger, chefredaktør på Frihedsbrevet, på Twitter.

Hvis man sammenligner med, hvad vi ellers har kaldt en skandale i dansk politik, så er det her da en skandale

Kasper Møller Hansen, professor ved KU

- Næppe måden at lukke minkskandalen på, bemærkede Noa Redington, politisk kommentator og tidligere spindoktor for forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), ligeledes på Twitter.

Større konsekvenser end andre sager

Der er heller ikke så meget at rafle om, hvis man spørger Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet (KU), der har forsket i politiske skandaler.

- Jeg synes bestemt, at denne sag har alt det i sig, som definerer en politisk skandale.

Han remser op: Det skal handle om politik. Tjek. Der skal være nogle forurettede. Tjek. Der skal være deciderede lovbrud. Også tjek.

- Objektivt er det en skandale. Hvis man sammenligner med, hvad vi ellers har kaldt en skandale i dansk politik, så er det her da en skandale, fastslår Kasper Møller Hansen.

Han nævner sager som Lars Løkkes bilagssager, da tidligere trafikminister Jacob Buksti blev taget i at køre 173 kilometer i timen på motorvejen, mens han var næstformand i regeringens Færdselssikkerhedskommission, eller da Lene Espersen måtte gå af som udenrigsminister, fordi hun havde prioriteret en familieferie på Mallorca over et møde i Arktisk Råd.

- Det her er jo trods alt en noget anden kaliber, konstaterer Kasper Møller Hansen.

- Mette Frederiksen har bestemt lov til at så en tvivl hos vælgerne. Det er nok det rigtige at gøre politisk. Men derfor kan vi jo godt som forskere vurdere, at det her er en skandale, som i hvert fald har mere langtrækkende konsekvenser, end hvad vi tidligere har omtalt som skandaler i dansk politik, siger Kasper Møller Hansen.

Det er helt efter drejebogen

For at være helt sikre har TV 2 også konsulteret Morten Skovsgaard, der er adjunkt ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet og ligeledes forsker i skandaler.

Ifølge ham er forudsætningen for en skandale, at der har været et kraftigt normbrud eller regelbrud.

- Når man tager en beslutning uden at have hjemmel, altså bryder grundloven, så er der helt klart grundlag for at sige, at vi har en politisk skandale, fastslår han.

Det er også "helt efter drejebogen for politiske skandaler", at man efter sådan et regelbrud begynder at tale om, hvor stor skandalen er, og hvem der har ansvaret for den, fortæller han.

Morten Skovsgaard vil ikke gøre sig til dommer over, hvor stor en skandale minksagen er. Men det er kendetegnende for store skandaler, at de har store konsekvenser, og at de får karakter af en føljeton, altså at der bliver ved med at komme nye aspekter til sagen.

Partiledere er lodret uenige

Statsministerens kommentar har vakt hovedrysten på Christiansborg.

Søren Pape Poulsen fra Det Konservative Folkeparti synes ikke, at der er så meget at diskutere.

- Vi kan sagtens sætte os i et filosofisk hjørne og tale om det. Men i den virkelige verden der har jeg til gode at møde mennesker, der mener, at det her ikke er en skandale, siger han.

Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen svarer også prompte, da hun i TV 2-programmet 'Lippert' bliver spurgt, om hun er enig i Mette Frederiksens udtalelse:

- Nej.

For minksagen har haft konsekvenser for en række personer i toppen af det offentlige system, hvilket i sig selv understreger situationens alvor, mener hun.

- Der er en minister, der gik af, for ellers var der blevet udtrykt mistillid til ham. En departementschef er sendt hjem, en rigspolitichef er sendt hjem, og der er givet advarsler. Det er man nødt til at tage alvorligt, siger Sofie Carsten Nielsen.

Det kan faktisk diskuteres

Men ser man rent sprogligt på det, kan det faktisk godt diskuteres, lyder det fra Dansk Sprognævn.

- En skandale er jo en subjektiv vurdering. Det afhænger af øjet, der ser. Noget, jeg mener, er en skandale, kan være en bagatel for andre, siger Eva Skafte Jensen, seniorforsker ved Dansk Sprognævn.

Ifølge ordbogen er en skandale en "begivenhed, forhold eller andet der vækker forargelse eller strider mod den almindelige moral".

Men for at noget lever op til det, skal man vide, hvad "almindelig moral er". Og det vil igen afhænge af øjnene, der ser, påpeger sprogforskeren.

Kan man nogensinde være på sikker grund, når man kalder noget for en skandale?

- Nej, det kan man ikke.

Så når Mette Frederiksen siger, at hun gerne vil diskutere, om der er tale om en skandale..?

- Man kan faktisk diskutere det. Nogle vil mene, at det er en skandale. Andre vil ikke. Men det kan faktisk diskuteres, og det gør vi så, siger Eva Skafte Jensen.

Wammen nøjes med at kalde det alvorligt

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen. Men finansminister Nicolai Wammen (S) siger i dag til TV 2, at han fortsat er enig i beslutningen om at slå minkene ned. Men han går ikke længere end til at kalde det "en alvorlig fejl", at der ikke var hjemmel til det.

Hvad skal der så til for, at man kan betegne det som en skandale?

- Det er da en alvorlig situation at stå i, medgiver Nicolai Wammen.

- Det er der ingen, der siger, at det ikke er. Jeg siger bare: Det, der for mig er sagens kerne, er, var det den rigtige beslutning at slå minkene ned? Det mener jeg, det var. Var det forkert, at der ikke var hjemmel? Ja selvfølgelig. Og det har vi fået kritik for, og det har vi også taget til os.