Politik

Prehn afviser at afsløre hemmelig middagsgæst

- Det er pinligt. Det var dumt, siger fødevareminister Rasmus Prehn (S) i sag om hans brug af kreditkort.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) kalder sin sag om bilag og betalinger på restauranter med statens kreditkort for "meget pinlig og meget ærgerlig".

- Man siger, at det er menneskeligt at fejle. I denne sag må man sige, at jeg er endog meget menneskelig. Så ja, jeg har begået klare fejl, siger ministeren.

I et tilfælde har ministeren afleveret et bilag for en middag, hvor det fremgår, at han havde spist middag med en navngiven journalist.

Erkender fejl

Men de to havde ikke spist middag sammen, afslørede Ekstra Bladet, hvilket ministeren har erkendt.

- Det er pinligt. Det var dumt. Her må man mildest talt sige, at jeg har haft hovedet under armen. Hvad denne fejl skyldes, ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvor jeg havde mit hoved, da jeg skrev navnet, siger Prehn.

Du kalder det både pinligt, flovt og dumt på samrådet. Hvorfor bruger du egentlig de betegnelser?

- Fordi der er ikke nogen, der er mere ærgerlig over den her situation. De typer af fejl, som jeg har gennemgået på samrådet her, det er jo så pokkers ærgerligt. Jeg vil jo langt hellere stå her og tale om min politik, siger fødevareministeren til TV 2 efter samrådet.

Burde du i virkeligheden ikke være den minister, der havde allerbedst styr på bilagene? Du var jo udnævnt som bilagsordfører, dengang det handlede om Lars Løkkes bilag.

- Det kan du jo sige. Og det er det, der gør det ekstra pinligt og flovt, siger Prehn til TV 2.

Ministerkreditkort returneret

Flere har ønsket svar på, hvem ministeren spiste middag med, når det ikke var den journalist, hvis navn ministeren havde skrevet på bilaget.

- Det ønsker jeg ikke at svare på, siger Rasmus Prehn.

- Jeg er meget ked ad, hvis en journalist skal hænges til tørre, tilføjer han senere.

Lise Bech fra Danmarksdemokraterne vil høre, om ministeren, hvis han ikke vil lægge navnet frit frem, vil fremlægge bilaget fortroligt for udvalget.

Det giver Rasmus Prehn ingen løfter om.

- Vi får masser af fortrolige ting frem i Folketinget. Og så forstår jeg ikke, hvorfor det er at hænge journalister til tørre. Hvorfor? Jeg kan ikke se, hvorfor man skal bespise journalister. De kunne jo komme forbi ministeriet til en kop kaffe, siger Lise Bech.

Fødevareministeren har afleveret sit ministerkreditkort tilbage, siger han.

Vil fremover betale selv

Han tilføjer, at han fremover vil betale middage med journalister af egen lomme. For han mener, at det er vigtigt at holde møder med journalister, fastholder han.

- Jeg har afleveret mit kreditkort. Det kommer jeg ikke til at bruge igen, siger Rasmus Prehn.

Fødevareministeren siger, at han har betalt middage med journalister, som i første omgang var betalt med ministerkortet, tilbage. Det samme skulle ifølge Prehn være gældende for drikkepenge betalt med ministerkortet.