Mink-sagen

Så blev der sat et punktum i minksagen – men slut er den langtfra

Barbara Bertelsen slap med et gult kort og kan fortsat gå på arbejde i Statsministeriet. Men hvis magten skifter, er hendes fremtid mere usikker.

Der blev onsdag sat punktum i minksagen. I hvert fald formelt.

Landets øverste embedsmand fik en advarsel. Rigspolitichefen blev sendt hjem, og det samme blev departementschefen i Miljøministeriet.

Minksagen får konsekvenser for embedsmænd

  • Departemenstschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen får en advarsel. 
  • Rigspolitichef Thorkild Fogde fritages fra tjeneste, og der indledes et tjenstligt forhør. 
  • Departementschef i Miljøministeriet Henrik Studsgaard fritages fra tjeneste, og der indledes et tjenstligt forhør. 
  • Departementschef i Justitsministeriet Johan Legarth får en irettesættelse.
  • Fødevareministeriet har ikke fundet grundlag for at hjemsende tre medarbejdere.
  • Justitsminister Mattias Tesfaye oplyser til TV 2, at der både i Justitsministeriets departement og hos Rigspolitiet fortsat er sager, hvor der ikke er truffet afgørelse endnu.

Forinden havde statsminister Mette Frederiksen fået en næse. Det fik hun i juli, og det samme fik Mogens Jensen, der allerede tog konsekvensen i november 2020 og trak sig som fødevareminister.

Dermed er minksagen formelt afsluttet, knap to år efter at regeringen midt i coronapandemien besluttede, at alle mink i Danmark skulle aflives – uden at have lovhjemmel til det.

Men dermed ikke sagt, at minksagen er afsluttet rent politisk.

- Det er den så langt fra, siger TV 2s politiske redaktør Hans Redder.

Vil fylde i valgkampen

Et folketingsvalg er formentlig nært forestående, og Hans Redder forventer, at oppositionen vil bruge minksagen som et af sine hovedargumenter i forsøget på at fravriste Mette Frederiksen magten.

Det er en fuldstændig uhørt kritik af en styrelses afgørelse

Hans Engell, politisk kommentator

Og selvom det skulle lykkes, betyder det ikke nødvendigvis, at vi så har hørt det sidste i sagen om de for længst aflivede mink.

- Hvis – og det er selvfølgelig et stort hvis – der måtte komme et blåt flertal og dermed en borgerlig regering efter valget, så må vi forvente, at minksagen på en eller anden måde bliver genstartet, siger den politiske redaktør.

Han forventer, at en eventuelt blå regering vil nedsætte en uafhængig advokatundersøgelse af Mette Frederiksens rolle i minksagen.

Dertil er det et åbent spørgsmål, om Barbara Bertelsen kan fortsætte som departementschef i Statsministeriet, hvis der kommer en blå statsminister efter valget.

- Det tvivler jeg umiddelbart på, siger Hans Redder.

Fuldstændig uhørt kritik

Begge de borgerlige statsministerkandidater, Venstres Jakob Ellemann-Jensen og de konservatives Søren Pape Poulsen, har allerede taget handsken op og efterspurgt, at der placeres et politisk ansvar hos Mette Frederiksen.

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, var endnu hårdere i kritikken, da det stod klart, at Barbara Bertelsen kan fortsætte med at gå på arbejde som departementschef i Statsministeriet og en af statsministerens absolutte nøglemedarbejdere.

I et opslag på Twitter bruger han ord som ”Monty Python-agtig farce” og ”klovnedemokrati”.

Det er ifølge Hans Redder en ”meget opsigtsvækkende” retorik og et direkte angreb på en styrelses uafhængighed – i dette tilfælde Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som også rådførte sig med Kammeradvokaten, inden den gav sine indstillinger til ministeriet.

- I min tid i politisk journalistik kan jeg ikke huske et fortilfælde, hvor retorikken overfor embedsværket har været på en måde, som den er lige nu, siger Hans Redder.

Politisk kommentator Hans Engell ser også retorikken som ”et nybrud” i dansk politik, hvilket nok også hænger sammen med, at vi befinder os på vippen til en valgkamp.

- Man anfægter fuldstændig den uvildighed og partiuafhængighed, som den danske centraladministration historisk repræsenterer. Det er en fuldstændig uhørt kritik af en styrelses afgørelse, siger Hans Engell til TV 2.

En fyring havde været bedre

Der skal afholdes folketingsvalg inden grundlovsdag næste år, men Mette Frederiksen forventes at udskrive valg senest 4. oktober, da støttepartiet Radikale Venstre ellers vil vælte regeringen. En trussel, som formand Sofie Carsten Nielsen første gang luftede 2. juli som reaktion på Minkkommissionens granskning af netop minksagen.

Dermed lander Medarbejder- og Kompetencestyrelsens indstillinger til sanktioner på et kritisk tidspunkt for statsministeren, fordi den nu uundgåeligt kommer til at fylde dagsordenen i valgkampen, vurderer Erik Holstein, der er politisk kommentator hos Altinget.

Lidt kynisk havde det været bedre for Mette Frederiksen, hvis Barbara Bertelsen var blevet fyret

Erik Holstein, politisk kommentator, Altinget

At styrelsen samtidig nøjedes med at anbefale en advarsel til Barbara Bertelsen, hvilken var den mildeste mulige sanktion, kan også vise sig at blive skidt for Mette Frederiksen, mener Erik Holstein.

- Lidt kynisk havde det været bedre for Mette Frederiksen, hvis Barbara Bertelsen var blevet fyret. Så havde hun kunnet lukke sagen og tale om noget andet, siger han til Ritzau.

Det er de enkelte ministre, der har taget stilling til sanktionerne mod embedsmændene i deres ministerier. Men ministrene har fulgt de indstillinger, der er kommet fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, understregede Mette Frederiksen onsdag.

Mens Barbara Bertelsen slap med en advarsel, indledes der tjenstlige forhør af rigspolitichef Thorkild Fogde og departementschef i Miljøministeriet Henrik Studsgaard. Begge er fra dags dato fritaget fra tjeneste.

Minkkommissionen slog i sin beretning fast, at der er grundlag for, at ti embedsfolk kan drages til ansvar for deres roller i minksagen.

Der er endnu ikke truffet afgørelse i alle sager.