Regeringen vil straffe kriminelle der hverver unge i bandeudspil
Det skal kriminaliseres, at forbrydere opfordrer eller rådgiver børn til kriminalitet, foreslår regeringen.
En ny bestemmelse skal indsættes i den danske straffelov, der gør det strafbart, hvis kriminelle involverer børn og unge under 18 år i kriminalitet.
Det mener regeringen og justitsminister Mattias Tesfaye (S), der tirsdag præsenterer et nyt bandeudspil.
Rekrutteringen kan ske ved eksempelvis opfordring, rådgivning eller ved at stille redskaber til rådighed, lyder det.
- Hvis et bandemedlem giver en gymnasieelev en mobiltelefon med et taletidskort i og siger, at "nu står du for narkosalg på dit gymnasium", så mener jeg, at alene det at eksempelvis udlevere et redskab og instruere en i, hvordan man agerer som pusher på et gymnasium, skal selvstændigt kriminaliseres, siger Mattias Tesfaye til Ritzau.
Han skitserer et andet eksempel: Hvis en 16-årig dreng står i baggrunden, mens en kriminel afpresser en butiksejer for penge, så skal det også tælle med som instruering og være strafbart.
- Nogle af de her ting opdager politiet i forvejen som en del af deres almindelige efterforskning, men når det ikke er selvstændigt kriminaliseret, skal der ret meget til for, at man kan straffe nogen for medvirken.
- Så skal de nærmest fanges med stofferne nede i kantinen på skolen for at man kan straffe nogen for medvirken, siger justitsministeren.
Han forestiller sig, at "det maksimalt skal kunne udløse fire år i fængsel, men et førstegangstilfælde vil ende på omkring 30 dage".
Mangler muskelkraft
Regeringen og Mattias Tesfayes bandeudspil indeholder en række andre initiativer også. For der er "fortsat alt for meget bandeaktivitet i Danmark".
- Jeg synes, at det er for let for banderne at rekruttere nye medlemmer. Jeg synes man slipper for let for vold og narko, og jeg synes særligt, at vores efterforskning efter bagmændene er for svag.
Det sidste skal styrkes ved at der blandt andet skal ansættes næsten 50 personer til at "følge pengesporet".
- Så vi kan finde ud af, hvem der i sidste ende er i toppen af hierarkiet. Og det kan vi godt, for vi har kompetencerne til det. Men vi mangler muskelkraft.
- Det er vigtigt for mig, at vi ikke kun går efter de små fisk, men også får buret nogle af bagmændene inde, siger Mattias Tesfaye.
Regeringen foreslår også, at den maksimale strafferamme for besiddelse af flere våben på samme sted skal hæves fra 8 til 16 år.
Og så skal der være øget kontrol af skytteforeninger. Det indebærer eksempelvis, at flere oplysninger af personer, der skal prøveskyde, skal registreres. Og foreningerne skal føre elektronisk logbog over personer, der får overladt skydevåben.