Politik

Partier bag varmecheck kræver kaos undersøgt

Står det til de radikale, SF og Enhedslisten, bør omfanget af forkerte udbetalinger af varmechecken undersøges.

Den hjælpende hånd til trængte danskere er endt med at blive en politisk hovedpine for regeringen.

Det skyldes, at nogle danskere har fået varmechecken på 6000 kroner uden at være berettiget til den, mens andre, der var berettigede til den, ikke har fået den.

Regeringen har ingen plan om at undersøge, hvor mange af de i alt 2,4 milliarder kroner der er havnet hos de forkerte.

Men nu vil flere af partierne bag aftalen om varmechecken have undersøgt omfanget. Et af partierne er Det Radikale Venstre.

- Jeg synes, det ser kaotisk ud, og det var bestemt ikke det, vi gik ind til, da vi gik med i ordningen, siger energiordfører Rasmus Helveg Petersen (R).

Forældede oplysninger

En af årsagerne til, at mange danskere har modtaget varmecheck uberettiget, er forkerte og forældede oplysninger om deres varmekilde i det såkaldte BBR-register, hvor oplysninger om alle danske boliger og bygninger findes.

Hvad er BBR-registret?

I Bygnings- og Boligregistret (BBR) er oplysninger om alle bygninger og boliger i Danmark. Der er mange oplysninger om hver enkelt bygning, for eksempel hvor de ligger, hvad de bruges til, deres størrelse og alder.

Oplysningerne i BBR anvendes til mange formål i både staten, kommunerne og i private virksomheder. Store pengestrømme er afhængige af BBR-oplysningerne. I det offentlige gælder det eksempelvis ejendomsskat og bloktilskud til boligstøtte.

Oplysningerne er normalt korrekte, men du skal som ejer altid være opmærksom på, at BBR-meddelelsen er opdateret.

Hvis du finder uoverensstemmelser mellem din bygnings registrering i BBR og de faktiske forhold, kan du rette de fleste oplysninger selv via selvbetjeningsløsningen.

Kilde: BBR.dk

Ifølge Rasmus Helveg Petersen bør klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) undersøge, hvor godt et redskab BBR-registreret har været. Det afviste ministeren dog at gøre lørdag.

Hvis Dan Jørgensen fastholder, at han ikke vil undersøge det, hvad vil I så gøre?

- Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at han ikke vil undersøge. Hvis ikke det bliver undersøgt, har du også automatisk afskrevet den mulighed at bruge det her redskab igen, så det forventer jeg, siger den radikale energiordfører.

Kendte til risikoen for fejl

SF stod også bag aftalen om varmechecken. Partiet ønsker at få undersøgt omfanget af fejlene, hvis ”det kan gøres på en relativ overskuelig måde”.

Det siger finansordfører Lisbeth Bech Nielsen (SF).

Dan Jørgensen sagde lørdag, at regeringen og de andre partier bag varmechecken vidste, der kunne ske fejl. Men de valgte ”at leve med den”, fordi det var vigtigere, at ”folk kunne få deres penge hurtigt”, sagde han til TV 2.

Lisbeth Bech Nielsen, er det ikke letkøbt at komme bagefter, når man godt vidste, at der kom fejl, og sige, at nu vil vi vide hvor mange det var?

- Vi kunne ikke gøre det på forhånd, fastholder SF-ordføreren.

Enhedslisten ser også gerne en undersøgelse af omfanget. Det samme gør De Konservative, hvis det ikke bliver for dyrt.

Dan Jørgensen er kaldt i samråd om varmechecken.

Aftalen om varmechecken blev indgået i februar mellem regeringen, SF, de radikale, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.

Dan Jørgensen sagde lørdag, at regeringen og de andre partier bag varmechecken vidste, der kunne ske fejl. Men de valgte ”at leve med den”, fordi det var vigtigere, at ”folk kunne få deres penge hurtigt”. Video: Emil Eire Frerk Olsen