Der er lagt op til valgduel mellem Gade og Pape - og det er ikke tilfældigt, siger analytiker
Der er rigtig meget valgmatematik, når politikere skal placeres i valgkredsene, siger direktør i analysefirma.
Er det ren strategi eller blot et sammenfald, at Venstres stemmesluger Søren Gade stiller op i den samme valgkreds som den nyslåede statsministerkandidat Søren Pape Poulsen (K)?
Spørger man Søren Gade selv, har det ikke været oppe og vende i overvejelserne, at Søren Pape også stiller op i Vestjyllands Storkreds.
Den forklaring køber Jesper Claus Larsen, der er direktør i analysefirmaet Electica, der blandt andet beskæftiger sig med vælgeranalyser, politisk kommunikation og strategi, dog ikke.
Han mener, at der ligger ”rigtig meget valgmatematik” bag, når de store kandidater skal placeres rundt i de i alt ti valgkredse i Danmark.
Og lige netop i Vestjylland betyder det også strategisk meget for Venstre at stille med en stærk kandidat.
- Venstre har mistet to vigtige kandidater tilbage fra folketingsvalget i 2019, nemlig Kristian Jensen og Inger Støjberg, i Vestjylland. Derfor er det vigtigt for dem at have en stor kanon at kunne flytte ind i storkredsen, siger Jesper Claus Larsen til TV 2.
Gade kan hente vælgere tilbage
Ifølge valganalytikeren vil Søren Gade også kunne gå ind og hente nogle af de vælgere, der er rykket fra Venstre til de konservative i løbet af den igangværende valgperiode. Og det er interessant for Venstre, siger han.
- Det danske valgsystem er indrettet på den måde, at der er ingen stemmer, der går tabt. Derfor er det vigtigt at tiltrække så mange som muligt, siger Jesper Claus Larsen.
Søren Gade mener derimod ikke, at der er lagt op til en direkte valgduel mellem ham og Søren Pape. Ifølge Gade spiller de to på samme hold.
- Vi skal maksimere vores stemmetal. Jeg mener selvfølgelig, at folk skal stemme på Venstre. Kan man ikke det, er konservative et godt bud på en anden stemme. Vi går begge på valg på at få et borgerligt-liberalt flertal i Danmark, siger han til TV 2.
Har det haft betydning for, hvor du vil stille op, at du kan duellere med Søren Pape?
- Næ, det har det ikke. Men det er da klart, der vil sikkert være nogen, der følger med i det.
Søren Gade påpeger desuden, at han stiller op i den vestlige del af valgkredsen – nemlig i Holstebro – mens Søren Pape stiller op i den østlige del.
Og Søren Gade kan meget vel skulle i valgkamp inden længe.
De radikale, der er en del af regeringens parlamentariske grundlag, har flere gange truet med at vælte regeringen, hvis den ikke udskriver valg inden Folketingets åbning 4. oktober.