Politik

Rød blok får værste måling i hele valgperioden, mens både V og K går frem

Skulle den nye måling holde stik, vil enten Lars Løkke Rasmussens parti eller de fire nordatlantiske mandater kunne afgøre valget.

På intet tidspunkt siden marts 2015 har tilslutningen til rød blok været lavere end lige nu.

Det viser en ny Megafon-måling lavet for TV 2 og Politiken, hvor de røde partier samlet står til at få 47,2 procent af stemmerne.

Det får ikke Mette Frederiksen til at udskrive valg lige foreløbig

Jesper Vestergren, politisk analytiker på TV 2

Samtidig står Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, fortsat til omkring 10 procent, mens de – nu to – blå statsministerkandiderende partier, Venstre og Konservative, går frem.

Det resulterer i valgperiodens bedste måling for blå blok, der står til 50,5 procent af stemmerne.

Tæller man udelukkende de 175 danske mandater med, står der 88-83 i blå favør.

Men i realiteten skal en regering jo som bekendt kunne tælle til 90. Så som landet ligger nu, vil rød såvel som blå blok vil være afhængig af enten Moderaterne eller de nordatlantiske mandater.

S: - Det er stadig relativt tæt

Hos Socialdemokratiet er politisk ordfører Rasmus Stoklund "ret fortrøstningsfuld", selvom målingen altså spår om under 50 procent af stemmerne til rød blok og samtidig stiller regeringspartiet til 22,6 procent af stemmerne. Det er 3,3 procentpoint under valgresultatet i 2019.

Er det ikke bekymrende i forhold til et valg, der må komme inden alt for længe, at I ikke står bedre i målingerne?

- Dansk politik plejer at være ret tæt, og det er dansk politik også i øjeblikket.

Det er vel ikke tæt, når blå blok fører med en 2-3 procentpoint?

- Joh, jeg vil da stadig mene, at det er relativt tæt, og jeg synes sådan set også, at det er værd at minde om, at vi er et parti med opbakning fra næsten hver fjerde vælger. Det glæder vi os over, siger Rasmus Stoklund til TV 2.

Den nye måling fra Megafon bekræfter tendensen fra en række målinger foretaget efter sommerferien, herunder blandt andet en måling af Voxmeter, hvor regeringspartiet 15. august stod til 23,9 procent af stemmerne, mens de her altså står til 22,6 procent.

Lyn-analyse

Tidspunktet for den her måling er rigtig dårlig for rød blok og dermed også for Socialdemokratiet. Hvis vi står på tærsklen til en valgkamp, så er det her en rigtig dårlig start for de røde partier. Det er på mange måder en vild måling, der vender op og ned på dansk politik – rød blok har været foran, lige siden Mette Frederiksen satte sig i regeringskontorerne, men nu er spændingen for alvor tilbage i dansk politik. Der er intet, der er afgjort på forhånd, og målingen her får ikke Mette Frederiksen til at udskrive valg lige foreløbig.

Massiv tilbagegang til Nye Borgerlige

Det er dog langt fra kun blokfordelingen, der er interessant ved den nye måling, hvor Dansk Folkeparti med 2,8 procent nu på ny har hevet sig en smule over spærregrænsen.

Mere i øjnefaldende er det dog at se, hvem DF'erne nu blot ligger 0,1 procentpoint bag, nemlig Nye Borgerlige med 2,9 procent.

I starten af 2021 blev partiet med Pernille Vermund i spidsen ellers målt til 10,8 procent af stemmerne, men er altså efter Inger Støjbergs comeback til dansk politik nu rykket markant tættere på deres seneste valgresultat på 2,4 procent – og ja, spærregrænsen.

Ingen fra partiet havde torsdag tid til et interview med TV 2 om udviklingen.

Fremgang til V og K

En, der til gengæld gerne vil udtale sig om dagens måling, er politisk ordfører Sophie Løhde (V).

Venstre står med 14,3 procent af stemmerne og 26 mandater ganske vist til Christiansborgs største tilbagegang fra valget i 2019. Men målingerne har i løbet af valgperioden været helt nede at nærme sig de 11 procent.

Løhde ser derfor dagens måling som et vidnesbyrd om, at et flertal af danskerne gerne ser "et farvel til Mette Frederiksen og dermed ordentligheden tilbage på regeringskontorerne".

- Jeg glæder mig over, at Venstre går frem i endnu en måling, og at den viser blåt flertal, men vi tager ikke noget for givet. Vi ved godt, at vi skal arbejde benhårdt for danskernes tillid, siger hun til TV 2.

Også politisk ordfører Mette Abildgaard (K) er begejstret for nok en måling, der spår om markant flere konservative pladser i Folketinget.

Faktisk vil de konservative ifølge målingen gå fra 12 til 27 mandater, mens rød blok altså måles til det laveste resultat i valgperioden.

- Det tilkommer jo ikke mig at give de røde partier tips og tricks, men jeg tror, de (Socialdemokratiet, red.) skulle bruge lidt mere krudt på at fortælle, hvad de selv vil, i stedet for at skælde ud over alt det, de tror, vi vil, siger den konservative ordfører til TV 2.

Lyn-analyse

Målingen er et kæmpe rygstød for Venstre, Det Konservative Folkeparti og resten af blå blok. De har været dømt ude i måneder, men har nu pludselig reelt chancen for et blåt flertal efter næste valg. Det er dog alt for tidligt at glæde sig – selv hvis valgresultatet bliver, som målingen her viser, venter der enormt svære forhandlinger om, hvem der kan danne regering, og ikke mindst hvem der skal være statsminister. Det spørgsmål er kun blevet mere interessant på baggrund af de her tal.

Valget skal formelt senest være afholdt 4. juni 2023.

Støttepartiet Radikale Venstre har dog varslet, at de har i sinde at vælte statsminister Mette Frederiksen (S), hvis hun ikke udskriver valget senest i forbindelse med Folketingets åbning 4. oktober.