Kofod vil begrænse "provokerende" russiske turister

Udenrigsminister Jeppe Kofod går efter fælles EU-regler om visa til russiske turister. Ellers vil han selv begrænse det, lyder det.

Russiske turister skal ikke have lov til at holde ferie i Europa.

Det budskab hĂĄber udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at der er fuld opbakning til blandt EU-medlemslandene.

Lykkes det ikke med fælles EU-regler, er regeringen dog klar til at se på de danske regler.

- Hvis det ikke kan lade sig gøre med en fælles løsning, vil vi fra dansk side se på muligheden for at indføre begrænsninger, der skal få antallet af russiske turistvisa længere ned, siger Jeppe Kofod.

Han er "allerede i dialog" med europæiske kolleger om sagen og kalder over for TV 2 de russiske turister "provokerende".

- Det vil være et klart signal til Putin og Rusland, at det, de foretager sig, selvfølgelig er dybt uacceptabelt, og at det har konsekvenser.

141 turistvisa i 2022

Politiken har beskrevet, at der alene i de første fem måneder af 2022 blev bevilget næsten tre gange så mange turistvisa til russiske statsborgere som i hele 2021 i Danmark.

I de første 5 måneder af 2022 blev der bevilget 141 turistvisa til russiske statsborgere. I fjor fik russere i hele året bevilget 49 turistvisa.

Det vil sige, at mens russere i 2021 fik 4 turistvisa om måneden, har tallet i år været 28 om måneden.

Forskellen kan dog blandt andet skyldes, at der i nogle mĂĄneder i 2021 var lukket ned for indrejse pĂĄ grund af coronarestriktioner.

Tal for Udlændingestyrelsen viser videre, at i 2018 blev der givet 3903 visumtilladelser til russiske borgere. I 2019 var det 3607 visa og i 2020 – hvor coronapandemien begyndte – var det 587.

Leve "i sus og dus"

Jeppe Kofod pointerer, at problemet er større andre steder i Europa som Finland og Sydeuropa.

- Jeg synes, at det er dybt beskæmmende, at russiske turister kan solbade og leve i sus og dus i Sydeuropa, mens ukrainske byer bliver bombet til ukendelighed.

- Tusindvis af civile mĂĄ flygte fra hus og hjem, og der bliver altsĂĄ slagtet civile i Ukraine fra Ruslands side.

Videre siger udenrigsministeren, at han har noteret sig, at der er "god opbakning til den her linje fra Folketingets side" i forhold til at begrænse russiske turisters adgang til Danmark.

Zelenskyj opfordrer til lukkede grænser

Skal der på et tidspunkt forhandles om det, foregår det hos udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).

Derfor vil Kofod heller ikke komme nærmere ind på, hvordan det skal sikres, at kun deciderede turister begrænses.

Han nævner, at der eksempelvis også er et hensyn til russere, der har familie i Danmark, og som derfor søger turistvisum, der skal overvejes.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har opfordret lande i Vesten til at lukke deres grænser for alle russere.

Regeringerne i både Finland og Estland, der begge deler grænse med Rusland, er enige. De to lande har opfordret resten af EU-landene til at indstille alle udstedelser af turistvisa til russiske statsborgere.