Støjberg hiver kendte navne med sig ind i Danmarksdemokraterne
Listen over partiets kommende folketingskandidater rummer en stribe tidligere profiler fra Dansk Folkeparti og tidligere Venstre-folk.
Danmarksdemokraterne er nu større end Dansk Folkeparti i Folketinget.
Det afslører en liste over de kandidater, der sammen med Inger Støjberg skal sende partiet Danmarksdemokraterne ind i Folketinget.
Flere af kandidaterne kommer fra Dansk Folkeparti og sidder dermed allerede i Folketinget.
Blandt dem er Søren Espersen, Jens Henrik Thulesen Dahl og Hans Kristian Skibby, der alle har fået gode personlige valg for Dansk Folkeparti.
Støjberg udfordrer statsministeren
Derudover er der navne som Karina Adsbøl, Lise Bech og Dennis Flydtkjær, der alle blev valgt ind for Dansk Folkeparti, men siden er blevet løsgængere.
De seks tidligere DF'ere slutter sig dermed til Peter Skaarup, der har repræsenteret Danmarksdemokraterne i Folketinget siden juli. Dermed er partiet med syv folketingsmedlemmer større end Dansk Folkeparti, der har seks medlemmer.
Men det er langt fra alle nye navne på listen, der rummer 30 kandidater med Inger Støjberg selv.
- Jeg har brugt sommeren på at køre Danmark tyndt og besøge mange af de omkring 200 kandidater, der havde meldt sig. Så det har været noget af et udskilningsløb, siger Inger Støjberg til TV 2.
Mange af de kandidaterne har rod i erhvervslivet. Samtidig lover Støjberg, at der snart kommer flere navne på listen.
Inger Støjberg stiller selv op i Nordjylland og udfordrer dermed statsminister Mette Frederiksen (S).
- Jeg havde ikke noget ønske om at forlade min gamle kreds (Skrive, red.), og nu har jeg muligheden for at vende hjem til Nordjylland, hvor jeg har boet i 21 år.
Første forslag efter megen kritik
Støjberg er de seneste måneder blevet kritiseret for, at Danmarksdemokraterne ikke havde nogen konkrete mærkesager.
Men onsdag kom Inger Støjberg med Danmarksdemokraternes første politiske udspil, som er at give danske familier ni ugers ekstra barsel til fri fordeling mellem forældrene.
Et resultat af hendes samtaler med partiets kandidater, forklarer hun.
- Vi har snakket rigtig meget politik. Og hvis barselsorlov ikke handler om velfærd og økonomi, så ved jeg ikke, hvad det handler om, siger Inger Støjberg.
Her er Danmarksdemokraternes folketingskandidater
Nordjylland
Inger Støjberg, partiformand
Lise Bech, folketingsmedlem
Peter Lindholt, politiassistent, byrådsmedlem
Kristian Bøgsted, montør i Vestas
Vestjylland
Dennis Flydtkjær, folketingsmedlem
Betina Kastbjerg, projektleder hos Kvik
Vivi Altenburg, leder af Center rehabilitering
Mathias Landeværn, receptionist
Østjylland
Hans Kristian Skibby, byrådsmedlem, folketingsmedlem
Ulrik Knudsen, erhvervschef i Sydbank
Linda Englyst, projektleder i Vestas
Lone Glarbo, selvstændig
Sydjylland
Karina Adsbøl, folketingsmedlem
Søren Espersen, folketingsmedlem
Fyn
Jens Henrik Thulesen Dahl, folketingsmedlem og byrådsmedlem
Bent Juul Sørensen, gårdejer
Martin Adelgaard, skov- og naturteknikerelev
Nikolaj Vang, byrådsmedlem, skolelærer
Sjælland
Peter Skaarup, folketingsmedlem
Susie Jessen, taleskriver i Dansk Erhverv
Sebastian Mylsted-Schenstrøm, byrådsmedlem, account manager
Thor Poulsen, folkeskolelærer
Københavns omegn
Charlotte Munch, byrådsmedlem
Mette Qwinten, receptionist
Nordsjælland
Lars Ole Skovgaard Larsen, byrådsmedlem, selvstændig
Marlene Hapsøe, byrådsmedlem, sygeplejestuderende
Charlotte Drue Aagaard, byrådsmedlem, sekretær
Lars Bregnbak, byrådsmedlem, faglærer
København
Therese Skaarup, veterinærsygeplejerske
Claus Gisselmann Olsen, konsulent