Støjberg går til angreb på barselsregler og überfeminister – og det er taktisk smart, mener politisk analytiker
Inger Støjberg vil give familier ni ugers ekstra barsel. Finansieringen skal komme fra udviklingsbistanden.
Inger Støjberg er nu klar med sit første konkrete udspil for sit nye parti, Danmarksdemokraterne. Det skriver Berlingske.
Partiformanden foreslår i et interview med avisen, at danske familier skal have ni ugers ekstra barsel til fri fordeling mellem forældrene.
Dermed stempler hun for første gang ind i den landspolitiske debat, siden hendes parti, Danmarksdemokraterne, stormede ind på den politiske scene for to måneder siden.
"EU-bureaukrater" ved spisebordet
Forslaget har til hensigt at tage pusten ud af et omdiskuteret EU-direktiv, der pålægger alle medlemslande at øremærke mindst ni ugers barsel til såvel mor som far.
Afholder moren eller faren ikke de ni ugers øremærket barsel, bortfalder den. Men Danmarksdemokraterne vil nu sikre, at alle familier uanset hvad har adgang til ni ugers betalt barsel oveni de øremærkede.
- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der skal sidde EU-bureaukrater med omkring spisebordet i de danske hjem, når danske forældre skal holde barsel som nystiftet familie, siger hun til Berlingske og tilføjer:
- For mange familier passer det bare bedst, at moren tager hovedparten af barslen, og det skal vi som politikere ikke blande os i.
Beskæftigelsesministeriet har regnet sig frem til, at de ni ugers ekstra barsel vil koste 2,6 milliarder kroner om året. Penge, som Inger Støjberg vil finde i Danmarks udviklingsbistand.
Langer ud efter "überfeminister"
Den øremærkede barsel til fædre har skabt heftig debat rundtom i Danmark.
På Christiansborg skabte spørgsmålet om øremærket barsel til mænd stor splittelse blandt partierne i blå blok.
I sidste ende stod kun Venstre bag aftalen, mens den blev sablet ned af resten af de andre blå oppositionspartier.
Og ifølge Inger Støjberg er det stadig langt fra alle, der er tilfredse med de nye barselsregler.
- De eneste, der sådan rigtigt har glædet sig over det her, er politikere, som er meget, meget begejstrede for, at EU skal tage mere af vores selvbestemmelse og bestemme det hele for os. Og så er der überfeministerne, der synes, det er den helt rette vej at gå. Men jeg tilhører altså ingen af delene, siger hun til Berlingske.
- Inger Støjberg skærper sin profil
Og netop de angreb på barselsregler og "überfeminister" er taktisk smart. For de skaber "konfrontation og synlighed" og er med til at skærpe hendes politiske profil, mener politisk kommentator Hans Engell.
- Vi nærmer os et valg, og hun er presset til at komme med politiske udspil nu, for hun kan ikke blive ved med at komme med "snusfornuft" og "pragmatisme", siger han til TV 2 og tilføjer:
- Hvis man ser politisk taktisk på det, er det her smart af hende. Hvorfor skal hun spilde tid på at lave et omfattende partiprogram med alt fra sundhed til udenrigspolitik? Hvis man skal slå igennem i dag, er det bedst at koncentrere sig om nogle konkrete mærkesager, siger han.
Men samtidig er der ingen Støjberg uden skarpe kanter, lyder analysen fra Hans Engell. Og det ses også tydeligt i kommentarerne om barselsforslaget.
- Med ordet überfeminister rendyrker hun en linje, hun har stået for længe. Der er klart en gruppe fra Metoo-segmentet, der kommer til at kaste sig over hende, men det vil hun tage imod med kyshånd. Den slags vil kun skærpe hendes profil, siger Hans Engell.
Gør som det passer hende
Det ser man allerede på reaktionerne i blå blok.
Over for Berlingske kalder Dansk Folkeparti forslaget for "skuffende", mens Nye Borgerlige ser det som at "underkaste" sig EU's regler.
Det Konservative Folkeparti ser en bedre og billigere løsning i hjemmepasning. Kun Venstre åbner en dør op klem for drøftelser.
Men den slags er Inger Støjberg nok ret ligeglad med netop nu, mener Hans Engell.
- Støjbergs eneste opgave er at sende Danmarksdemokraterne i Folketinget med så mange mandater som muligt, siger han og tilføjer:
- Hun kan gøre, som det passer hende. Der er ingen, der har inviteret hende med i et regeringssamarbejde, og de har mere brug for hendes stemmer, end hun har for deres. Der kan ikke dannes en blå regering uden hende, hvis de seneste meningsmålinger holder bare nogenlunde stik, siger Hans Engell.