Søren Gade: Støjberg kan sikre blåt flertal

Søren Gades eget kandidatur kan også komme til betyde meget for valget, mener politisk kommentator.

Mandag meldte Venstre ud, at tidligere forsvarsminister Søren Gade stiller op for Venstre ved det kommende folketingsvalg, og dermed opgiver han sin plads i Europa-Parlamentet.

Ifølge Søren Gade har han valgt at vende tilbage til dansk politik, fordi der er brug for ham i partiet.

Skal du være en form for brobygger til den tidligere næstformand i Venstre, Inger Støjberg?

- Det er ikke sådan en Inger Støjberg-rolle, jeg skal have. Vi kommer til at finde en kreds til mig, men det er ikke mit ønske at stå head to head med Inger Støjberg.

Søren Gade og Inger Støjberg er personlige venner, og det skal de fortsat være - også være politisk, lyder det fra Venstre-kandidaten i ’Go’ aften LIVE’ på TV 2.

- Det er vigtigt for mig at sige, at Inger Støjberg ikke er Venstres eller den blå bloks fjende. Hun er måske årsagen til, at der kan komme et blåt flertal i Danmark, fordi Inger Støjberg i målingerne har vist, at hun kan trække stemmer hen over midten, siger Søren Gade.

Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det er underligt for mig

Søren Gade, MEP, Venstre

Opfordret til at stille op

Når der bliver udskrevet folketingsvalg, bliver det for Venstre et valg uden tidligere store profiler som Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg, der begge har stiftet egne partier.

Hvordan har det været for dig at se eksempelvis en tidligere statsminister som Lars Løkke Rasmussen forsvinde ud af partiet og danne sit eget?

- Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det er underligt for mig. Man står jo selv til ansvar for sine handlinger, og hvordan Lars’ eftermæle bliver, er ikke mit problem.

Inger Støjberg kan også blive en kæmpe trussel mod flere partier

Hans Redder, politisk kommentator på TV 2

Søren Gade lægger heller ikke skjul på, at han flere gange er blevet opfordret til at komme tilbage til Danmark og Folketinget, fordi ledelsen i Venstre mener, at han kan hjælpe og gøre en forskel ved det kommende folketingsvalg.

Ifølge Søren Gade er det den tilgang han kommer med.

Han har hverken fået lovning på en særlig rolle i partiet eller en ministerpost, hvis der skulle komme blåt flertal efter valget, og han bliver valgt ind, siger han.

Spår ministerpost

Hans Redder, der er politisk kommentator på TV 2, forklarer, at Søren Gade formentlig har ret, når han udtaler, at Inger Støjberg kan sikre et flertal til blå blok ved folketingsvalget.

Lige som Søren Gade påpeger han, at Danmarksdemokraterne-formanden i de seneste meningsmålinger ser ud til at trække stemmer over midten, og de kan blive afgørende.

Men det er ikke kun godt for partierne i blå blok.

- Inger Støjberg kan også blive en kæmpe trussel mod flere partier. DF, kan hun vise sig at tage livet af, og hun kan trække en masse Konservative- og Nye Borgerlige-vælgere, forklarer han.

Søren Gades kandidatur kan derfor også komme til at betyde meget for Venstre som en slags ”Inger Støjberg-modgift”, lyder det.

Og bliver det til blåt flertal efter valget, ser han det også som sandsynligt, at Søren Gade vil få en ministerpost.

Se hele interviewet med Søren Gade i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY