Politik

OVERBLIK: Her er de blå partiers reaktion efter Papes udmelding

Partilederne glæder sig over, at Søren Pape Poulsen nu melder sig på banen.

Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, har meldt sig som statsministerkandidat ved et kommende folketingsvalg.

Dermed er der nu to kandidater i blå blok, hvor også Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen har meldt sit kandidatur. Så hvordan forholder partilederne i de øvrige borgerlige partier sig til det?

Hvilken statsministerkandidat peger blå blok på?

Liberal Alliance

Liberal Alliance

For Liberal Alliance er det uklart, hvad de to blå kandidater egentlig vil.

Derfor er partileder Alex Vanopslagh heller ikke klar til at sætte navn på, hvem Liberal Alliance peger på som en kommende blå statsminister.

- Det er stadig for tidligt at sige for os. Primært fordi det faktisk er lidt uklart for mig, hvad deres visioner egentlig er, siger Alex Vanopslagh.

Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

Danmarks-demokraterne

Danmarks-demokraterne

Hos Danmarksdemokraterne og formand Inger Støjberg afventes der.

- Danmarksdemokraterne kommer til at tage bestik af, hvilken politik de to statsministerkandidater vil føre og så, hvem man kan stole på, siger Inger Støjberg.

Hun vil nu have samtaler med både Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen.

Støjberg forventer dog, at hun har truffet en beslutning inden et folketingsvalg.

- Det ser jeg bestemt som målet for det. Men nu skal vi give os god tid til at snakke politik, siger hun.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, glæder sig over, at Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, går efter at blive statsminister.

Men han er ikke klar til at pege på en kandidat endnu: 

- Det betyder noget, hvem der har den mest sikre hånd til at lede Danmark igennem en usikker tid. Og det er det, som vi skal have nogle gode snakke om, og jeg kommer ikke til at melde ud her i dag.

- Men jeg kan bare sige, at jeg er rigtig glad for, at Søren Pape er kommet på banen.

Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Nye Borgerlige

Nye Borgerlige

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, vil ikke melde ud, hvem Nye Borgerlige peger på, før valget er afgjort. 

- Politisk ligger jeg nok lidt tættere på Søren Pape Poulsen, omvendt har de sidste tre år givet mig et godt indblik i, at hvis man laver aftaler med Jakob Ellemann-Jensen, så kan man stole på Venstre, siger hun.

- Så jeg er fortrøstningsfuld.

Hun har bidt mærke i, at Søren Pape Poulsen søndag i et stort interview talte om, at der er flere områder inden for udlændingepolitikken, som endnu ikke er løst.

- Men jeg synes, at han skylder danskerne at fortælle, hvad han så vil gøre ved det. Både Søren Pape og Ellemann kommer formentlig til at gøre sig mere umage med at give klare svar, siger Pernille Vermund.

Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

Kristendemokraterne

Kristendemokraterne

Kristendemokraterne finder det positivt, at Søren Pape Poulsen nu melder sig på banen som statsministerkandidat. Men de har endnu ikke afgjort, om de ved det kommende valg peger på Pape eller Ellemann. 

- Vi ønsker en borgerlig regering, der arbejder ind over midten og ikke lader sig diktere af den yderste højrefløj, skriver Marianne Karlsmose, fungerende landsformand for Kristendemokraterne, i en skriftlig kommentar. 

Partiet ser nu frem til drøftelser om konkret politik, der skal hjælpe dem på vej i deres beslutning om, hvem de støtter som statsminister. 

- Det er indhold mere end personer, der er afgørende for Kristendemokraterne, siger Karlsmose. 

Foto: Marianne Karlsmose

Konservative i fremgang

Den seneste Megafon-måling lavet for TV 2 og Politiken viser, at Det Konservative Folkeparti står til at få 13,4 procent af stemmerne (et mulehår foran Venstres 13,1 procent) ved det kommende folketingsvalg og dermed blive det største parti i blå blok. Ved valget i 2019 fik de 6,6 procent af stemmerne.

Ifølge Ritzau viser en ny Voxmeter-måling nærmest dødt løb mellem de to store blå partier med 13,3 procent til Konservative og 13,4 til Venstre.

Det er et helt andet billede end valget i 2019, hvor Konservative fik 6,6 procent af stemmerne, og Venstre fik 23,4.

Og B.T. berettede i sidste uge om en måling, der viser, at et stort flertal hellere vil have Søren Pape som statsminister end Venstres Jakob Ellemann. I målingen, der er foretaget af Yougov, sværger 70 procent af vælgerne til den konservative formand.