Løkke og Enhedslisten? Radikale og Støjberg? Mandatkaos kan tvinge modsætninger sammen efter valget
ANALYSE: De er hinandens største politiske modstandere. Men efter valget kan de blive nødt til at finde sammen, hvis en regering skal kunne dannes.
Selve valgkampen bliver i virkeligheden blot en optakt.
Først når stemmerne er talt op og mandaterne fordelt, venter det helt store drama.
Der er lagt op til de vanskeligste regeringsforhandlinger i årtier, når danskerne inden længe har sat deres krydser.
Og de mest uforudsigelige.
I hvert fald hvis man skal tro en række af de meningsmålinger, der på det seneste har tegnet billedet af et politisk landskab i opbrud. Krydret med indbyrdes modstridende ultimative krav.
Hvad kan det ende med?
Må ikke have et flertal imod sig
Allerførst er det vigtigt lige at få de parlamentariske spilleregler på plads. I Danmark har vi såkaldt negativ parlamentarisme, hvilket betyder, at der ikke nødvendigvis skal være flertal for en regering, men at der bare ikke må være flertal imod.
Det betyder i praksis, at en ny regering ifølge Grundloven ikke må dannes, hvis forventningen er, at den vil blive mødt med et mistillidsvotum fra et flertal ved dens første møde i Folketinget.
Kunsten efter et valg bliver altså at lave en regering, som 90 mandater ikke straks vil vælte.
Fire umage flertal
Lad os tage udgangspunkt i den seneste meningsmåling, Megafon har foretaget for TV 2, og lægge til grund, at valgresultatet også bliver sådan. Her vil hverken rød eller blå blok have et flertal, og Lars Løkke Rasmussens nye parti Moderaterne vil sidde med de afgørende mandater.
Den nuværende socialdemokratiske etparti-regering kan ikke fortsætte – det vil hverken Moderaterne eller Radikale acceptere.
Altså skal en ny regering dannes, og i et folketing med dén sammensætning vil der grundlæggende være fire veje til et flertal. Alle fire flertalskombinationer virker i udgangspunktet helt urealistiske. Enorme politiske forskelle, indbyrdes modstridende ultimative krav og også personlige relationer gør det meget svært at se for sig, at nogen af dem skulle blive til virkelighed.
Men på et tidspunkt – efter formentlig både lange og hårde forhandlinger og givetvis mange forgæves forsøg – skal det lykkes, hvis Danmark skal have en regering.
Her er de fire veje til 90 mandater:
1. Løkke går til højre
Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Moderaterne har tilsammen 92 mandater. En regering vil altså kunne dannes, hvis ingen af disse partier decideret modsætter sig det.
Udfordringerne ved denne flertalskombination er åbenlyse. For det første har Lars Løkke Rasmussen kategorisk afvist, at det kan komme på tale. Moderaterne vil ikke bringe en regering til magten, der alene består af partier fra blå blok, har Løkke sagt. Den tidligere statsministers projekt bygger på den tanke, at regeringer ikke længere skal være afhængige af folketingets yderfløje – læs: Pernille Vermund og Nye Borgerlige.
Ikke desto mindre er der i borgerlige kredse på Christiansborg en opfattelse af, at dette scenarie godt kunne blive til virkelighed. At Moderaterne efter lange forhandlinger vil kunne acceptere en sådan løsning mod at få en række politiske indrømmelser og måske endda ministerposter.
En regering baseret på disse mandater vil sandsynligvis bestå af Venstre og Konservative – og muligvis flere partier end det, eksempelvis Moderaterne.
Det er svært at se for sig. Men hvem ved…
2. Løkke går til venstre
Socialdemokratiet, Radikale, SF, Enhedslisten og Moderaterne har tilsammen 90 mandater. En regering vil altså kunne dannes, hvis ingen af disse partier decideret modsætter sig det.
Udfordringerne ved denne flertalskonstellation er også åbenlyse. De politiske uenigheder mellem Enhedslisten og Lars Løkke Rasmussen er enorme. I de seneste to årtier har de vel betragtet hinanden som noget nær hovedfjender.
Enhedslisten var i indædt opposition under Lars Løkke Rasmussens statsministertid. Protesterede mod hans økonomiske politik, hans udlændingepolitik, hans klimapolitik. Hvilken politik vil en regering baseret på disse mandater kunne føre? Økonomiske reformer i stil med dem Radikale og Moderaterne kræver? Det vil Enhedslisten og SF næppe tillade.
En regering med dette parlamentariske grundlag vil formentlig bestå af Socialdemokratiet samt et eller flere øvrige partier. Både Radikale, Moderaterne og SF er teoretiske regeringspartnere her.
Det er svært at se for sig. Men hvem ved…
3. Den store midte
Socialdemokratiet, Radikale, Moderaterne, Venstre og Konservative har tilsammen 106 mandater. Mere end rigeligt til, at en regering vil kunne dannes, hvis ingen af disse partier modsætter sig det. Ja, faktisk kan Radikales eller Moderaternes mandater også undværes her – et flertal vil stadig bestå.
Denne flertalskombination er Moderaternes og Radikales erklærede mål og store drøm. Den store brede midterregering, der kan agere fuldstændigt uafhængigt af både den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj. Men udfordringerne ved denne flertalskombination er også åbenlyse:
Hvem skal eksempelvis være statsminister i en sådan regering? Skulle Venstre og Konservative acceptere en regering med Mette Frederiksen for bordenden? Eller skulle Socialdemokratiet acceptere Jakob Ellemann (V) eller Søren Pape (K)? Og hvilket politisk grundlag kan de blive enige om, at den regering skal stå på?
Det er svært at se for sig. Men hvem ved…
4. Radikale og Støjberg ved samme bord
Venstre, Konservative, Radikale, Moderaterne, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne har tilsammen 96 mandater. En regering vil altså kunne dannes, hvis ingen af disse partier decideret modsætter sig det. Og i princippet ville Moderaternes syv mandater formentlig kunne undværes, da et enkelt nordatlantisk mandat ville kunne sikre flertallet uden dem.
Men udfordringerne ved denne flertalskombination er også åbenlyse. Radikale og Inger Støjberg er på lange stræk hinandens modpoler. Det er svært at forestille sig Radikale indgå i et mere eller mindre formaliseret samarbejde med kvinden, som de i mere end et årti har været i hård konfrontation med på særligt udlændingeområdet. Og vice versa.
Der er dog kilder på Christiansborg, som spekulerer i, at dette scenarie kunne blive til virkelighed efter lange og svære forhandlinger. En analyse, de blandt andet bygger på det faktum, at Inger Støjberg igen og igen har understreget, at Danmarksdemokraterne ikke vil være et "protestparti", men søge indflydelse og "indgå i forhandlinger og forlig."
Støjberg har desuden fastslået, at hun ønsker, at Danmark forbliver i EU, og at Danmark ikke skal udtræde af internationale konventioner. Og hun har ikke, foreløbig, præsenteret krav om markante opstramninger af den nuværende udlændingepolitik, som er uspiselige for de radikale og muligvis også Moderaterne.
En vigtig pointe her er, at denne flertalskombination vil være uafhængig af Nye Borgerliges mandater – hvilket er helt afgørende for både Radikale og Moderaterne.
En regering baseret på disse mandater vil formentlig bestå af mindst Venstre og Konservative – og muligvis flere partier.
Det er svært at se for sig. Men hvem ved…
Bogstavleg på Borgen
Alle disse kombinationer virker intuitivt umulige. Lars Løkke og Mai Villadsen som en del af samme flertal? Come on. Sofie Carsten Nielsen og Inger Støjberg? No way. Mette Frederiksen og Jakob Ellemann? Aldrig i livet.
Men hvis Danmark skal have en regering efter et valg, og mandaterne fordeler sig som meningsmålingerne spår lige nu, så bliver modsætninger nødt til at mødes. Kompromiser må blive indgået. Ultimative krav må opgives. Og vante forestillinger om, hvem der kan arbejde sammen med hvem, kastes langt bort.
Der bliver leget bogstavleg blandt strategerne på Borgen i disse uger. Hvilken af de fire modeller, der er mest sandsynlig, er der lige nu vidt forskellige bud på.
Og valgresultatet kan selvsagt også ende på en måde, hvor andre flertal pludselig er mulige.
Men meget tyder altså på, at valget bliver en optakt til det endnu større drama, der venter bagefter.
Når politikere med statsministerdrømme skal på jagt efter 90 mandater.