Rusland invaderer Ukraine

Flere partier vil nu have grænsen lukket for russiske statsborgere

Ukraines præsident opfordrer Vesten til at smække døren i for russiske rejsende, og det er den danske udenrigsminister ikke afvisende over for.

Danmark bør ligesom andre EU-lande holde op med at udstede visum til russere.

Det mener både Venstre, Konservative og SF.

Det er en hån mod det kæmpe arbejde, som vi gør for at støtte Ukraine

Marcus Knuth (KF), udenrigsordfører for de konservative

Ifølge SFs udenrigsordfører, Karsten Hønge, skal de russere, som har råd til at tage på ferie i Vesten, mærke konsekvenserne af Putins beslutning om at gå i krig i Ukraine.

- Det ville være et stærkt signal til ukrainerne, men også til de lande, som er under størst pres, siger han til TV 2.

Andre lande har lukket grænser

Hvordan skal det hjælpe med at stoppe krigen, at man rammer den almindelige russere?

- Der er så mange russere, som vil blive utilfredse med at have en diktator som Putin, så der vil komme en utilfredshed internt, som vil gøre op med det styre, der har ført deres land ind i den her blindgyde, siger Karsten Hønge.

Fredag besluttede den estiske regering at begrænse indrejsen for russiske statsborgere.

Det baltiske land følger dermed i fodsporet på Tjekkiet, Polen, Letland og Litauen, som helt heller delvist har lukket grænserne for rejsende fra Rusland.

Også Finland besluttede i sidste uge at følge trop, men landet har endnu ikke indført et forbud mod russisk indrejse, da de finske myndigheder mener, at der det juridisk grundlag ikke er helt på plads.

Derfor håber Finland ligesom Estland på, at EU stopper for indrejsen af russiske statsborgere, i stedet for at overlade det til enkelte medlemsland selv at træffe beslutningen.

Bør indgå i sanktionspakke

Kim Valentin, som er EU-ordfører for Venstre, er enig. Han mener også, at det er EU's opgave.

- VI har set en masse sanktionspakker, og det her er indtil videre ikke indgået i dem, men det bør det specielt fordi Finland og de baltiske lande opfordrer til det, og så bør vi være med og støtte dem, siger ordføreren.

Udenrigsordfører for de konservative, Marcus Knuth, mener også, at Danmark bør holde op med at udstede visum til russerne.

- Det er en hån mod det kæmpe arbejde, som vi gør for at støtte Ukraine, at russere kommer hertil, lyder det.

Kofod afviser ikke

I forvejen er det svært for russiske statsborgere at rejse til EU og USA, men de har stadig mulighed for at søge om visum i adskillige lande i Vesten.

Det vil den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, gøre op med.

Derfor opfordrer han i et interview med The Washington Post Vesten til at lukke døren fuldstændigt for samtlige russere.

- Uanset hvilken slags russer, der er tale om, så tving dem til at være i Rusland. Så vil de måske forstå det hele, siger han.

Over for Berlingske vil den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), ikke afvise at følge Zelenskyjs opfordring.

- Alle forslag, der rammer Rusland, sanktioner og forslag, der kan retsforfølge russiske krigsforbrydelser alt det er vi åbne for at drøfte med vores europæiske og nordamerikanske kolleger, siger han.