Politik

Støttepartier kræver akut handling: - Ministeren skal indkalde til forhandlinger

Boligministeren sagde tirsdag, at han ikke har planer om at gribe ind for at beskytte lejerne, og det møder nu kritik.

Boligministeren skal hurtigst muligt indkalde til forhandlinger om et straksindgreb, der kan beskytte tusindvis af lejere mod de voldsomme inflationsdrevne huslejestigninger.

Sådan lyder kravet fra Enhedslistens ordfører, Mai Villadsen, efter at TV 2 de seneste dage har sat fokus på huslejestigninger på boliger udlejet af private udlejere.

- Ministeren må snarest muligt indkalde lejeforligskredsen til forhandlinger om et straksindgreb, der kan skabe tryghed og værne lejerfamilierne mod urimelige huslejestigninger, siger politisk ordfører hos Enhedslisten Mai Villadsen til TV 2 torsdag morgen.

Også SF kræver, at ministeren skal handle med det samme, og kritiserer regeringens håndtering.

Ministeren møder kritik

Udmeldingerne kommer, efter at indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) tirsdag kaldte problematikken for ”meget alvorlig” og sagde, at regeringen ville følge udviklingen ”meget nøje”.

Men ministeren havde endnu ikke planer om at iværksætte konkrete tiltag, og det møder nu kritik fra støttepartierne SF og Enhedslisten.

Vi kan se, at den aftale, der blev udmøntet, rammer pilskævt

Halime Oguz, SF

- Det her kan jo slet ikke vente. Det går for langsomt, og regeringen er nødt til at træde i karakter nu, siger Halime Oguz, boligordfører for SF, der også fortæller, at hun de seneste måneder har forsøgt at lægge pres på ministeren.

Enhedslisten vil have ministeren til at indkalde den forligskreds, der i 2014 blev enige om den nuværende ordning, som nu skaber problemer for tusindvis af lejere.

Regulering efter nettoprisindekset blev indført som erstatning for den udskældte trappeleje, hvor huslejen hvert år kunne stige med et bestemt beløb eller procentsats.

Med den nye ordning kan udlejerne lade huslejen følge den generelle inflation i samfundet.

- Aftalen rammer skævt

Fordi inflationen indtil for nylig har ligget på et nogenlunde stabilt niveau, har det ikke tidligere været et problem, at huslejen følger inflationen.

Men i en tid, hvor pandemi, krig og global forsyningskrise har pustet til inflationen, får det stor betydning for lejerne.

- Vi kan se, at den aftale, der blev udmøntet, rammer pilskævt, siger Halime Oguz (SF) og peger på, at det særligt er pensionister, studerende, enlige og almindelige lønmodtagere, der bliver ramt.

Det er helt skævt, at store udlejere og kapitalfonde kan skumme fløden på den her inflation

Mai Villadsen, Enhedslisten

Enhedslisten og SF frygter, at huslejestigninger vil tvinge folk til at fraflytte deres boliger.

- Det kan være en katastrofe for folks økonomi. Vi ser allerede, at mange overvejer at flytte på grund af de her huslejestigninger, siger Mai Villadsen (EL).

Mens lejernes økonomi bliver maksimalt presset, mener støttepartierne, at udlejerne tjener gode penge på ordningen.

- Det er helt skævt, at store udlejere og kapitalfonde kan skumme fløden på den her inflation og sætte priserne så højt op, siger Mai Villadsen (EL).

Udlejerne selv mener dog ikke, at de udnytter situationen. Tværtimod fortæller Lena Hartmann fra Ejendomdanmark, der repræsenterer udlejerne, at mange udlejere kan være nødt til at hæve lejen for at dække deres egne øgede udgifter.

Men den forklaring køber Mai Villadsen (EL) ikke.

- Det er unfair

Hun peger på, at lejerne allerede selv betaler for de stigende energi- og fødevarepriser. Og samtidig indgår de i beregningen af nettoprisindekset, som stiger og dermed giver højere husleje.

- Det er unfair, at lejerne betaler dobbelt for sådan noget som fødevarer og energi, som ikke i nævneværdig grad øger udlejernes udgifter, siger Mai Villadsen.

Derfor foreslår Enhedslisten, at man som akut løsning bør indføre et loft over lejen: Huslejestigningerne skal tage udgangspunkt i et nettoprisindeks, hvor energipriser og fødevarepriser er undtaget.

SF foreslår blandt andet, at man helt suspenderer regulering efter nettoprisindekset i en periode, indtil inflationen falder igen.

Også Dansk Folkeparti efterspørger handling for at hjælpe lejerne.

- Vi foreslår, at man midlertidigt øger boligstøtten for de lejere, der rammes af nettoprisindekseringen. Dermed kan man målrette hjælpen til de folk, der har lavest indkomst og derfor har det sværest, siger Alex Ahrendtsen, boligordfører for Dansk Folkeparti.

TV 2 ville gerne have spurgt flere andre partier, om deres holdning til problematikken, men hverken Venstre eller Konservative er vendt tilbage på henvendelser. Radikale Venstre skriver, at de ikke har mulighed for at stille op til interview grundet partiets sommergruppemøde.

Er du en af de mange danskere, der bor til leje hos en privat udlejer, kan du se her, hvordan du selv tjekker, om din husleje stiger.