Politik

Dansk Folkeparti: Seniorer skal kunne leve af deres friværdi

Pensionister skal kunne forsøde tilværelsen, mener partiet. Men forslaget kommer næppe til at skabe de store overskrifter, vurderer kommentator.

Det skal være nemmere for danske boligejere at leve af deres friværdi, når de pensioneres. Sådan lyder det i et nyt udspil fra Dansk Folkeparti (DF).

De foreslår at gøre det nemmere for seniorer at få adgang til såkaldte nedsparingslån eller 30-årige realkreditlån med afdragsfrihed.

I Dansk Folkepartis øjne får for mange seniorer afslag på optag eller omlæg af realkreditlån.

- Den diskrimination vil vi gerne have gjort op med. Det skal ikke være alderen, der afgør, om man kan få et realkreditlån, siger Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt til TV 2.

Friværdi til et aktivt liv

Gruppen af ældre boligejere er gennemsnitligt set en stor del af den danske befolkning. Det viser en analyse i 2020 fra PwC, der er foretaget for Forenet Kredit.

Ifølge analysen er over 40 procent af Danmarks private boligformue ejet af personer over 60 år.

Derudover estimeres det, at cirka 330.000 personer over 65 år har en ejendom, der er belånt med mindre end 40 procent af ejendomsværdien.

- Der en meget stor opsparet formue i boligmassen i Danmark. Pensionister skal have mulighed for at hæve af friværdien løbende og forsøde deres tilværelse, så de kan få glæde af den, mens de har et aktivt liv, i stedet for den dag de skal sælge boligen, og bentøjet måske gået i stå, siger Morten Messerschmidt.

- DF slås for livet

DF's forslag kommer dagen efter, at Venstre kom med deres boligudspil, der både skal forsøde tilværelsen for de danskere, der allerede ejer en bolig, og for dem, der drømmer om en dag at komme til det.

De økonomiske lunser er blandt andet at give førstegangskøbere et fradrag, at give kommunerne et økonomisk incitament til at opføre flere ejerboliger og at investere i støjdæmpende foranstaltninger i de områder af landet, hvor boligejerne er plaget af støjgener.

Men selvom boligområdet er noget, flere partier har blik for her i tiden op til et folketingsvalg, mener politisk kommentator Noa Redington ikke, at DF's forslag kommer til at skabe overskrifter hen mod en kommende valgkamp.

- Spørgsmålet er, om det her er en kende for teknisk i forhold til slagnumre som en ældrecheck. Det er meget spidsfindigt, og næppe noget vi kommer til at tale om i morgen, siger han til TV 2.

I stedet ser han det som et kip med flaget for et presset parti, der "bruger hvert eneste stød i basunen" for at skrabe nok stemmer sammen.

- Dansk Folkeparti slås for livet. De er under spærregrænsen, så de gør alt, hvad de kan, for at ramme deres kernevælgere, og det er danskere over 60 år, siger Noa Redington.

DF under spærregrænsen

For en måned siden viste en meningsmåling foretaget for TV 2 og Politiken, at Dansk Folkeparti står til blot at få 1,7 procent af stemmerne.

Stort set samme dystre scenarie viser en dugfrisk Gallup-måling for Berlingske.

De seneste måneder har en lang række af Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer forladt partiet. En af dem er den tidligere formand, Kristian Thulesen Dahl, der valgte at melde sig ud af Dansk Folkeparti i slutningen af juni.

Han var den 11. på bare et halvt år, der vinkede farvel til DF i den tid hvor Morten Messerschmidt har været formand.