Veganerpartiet skifter navn og fusionerer med lille grønt parti

Veganerpartiet opnåede i september 2020 nok vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

Veganerpartiet skal ikke længere hedde Veganerpartiet.

Partiet har nemlig valgt at slå pjalterne sammen med De Grønne, og i den sammenhæng ændres navnet til Grøn Alliance.

Det skriver Veganerpartiet i en pressemeddelelse.

Medlemmerne af Veganerpartiet stemte 24. juli med et stort flertal for, at etablere alliancen – og ansøgningen til Indenrigs- og Boligministeriet er sendt afsted.

- Vi danskere bør lægge vores forskelle bag os og sammen arbejde for, at vi får en ny retning for dansk landbrug og en styrket indsats for at skabe det bæredygtige samfund, siger Henrik Vindfeldt, der er politisk leder i Veganerpartiet.

Får bogstavet G

Veganerpartiet opnåede i september 2020 nok vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget til næste Folketingsvalg.

Tiden siden godkendelsen har dog været præget af en del tumult for det lille grønne fløjparti.

Intern splittelse og personopgør i toppen af partiet har stjålet overskrifterne, og især Henrik Vindfeldts person har været omdrejningspunktet - og altså ikke mærkesager som dyrevelfærd og grøn omstilling.

Af Indenrigs- og Boligministeriets hjemmeside fremgår det, at De Grønne i skrivende stund har blot 680 vælgererklæringer.

Dermed er partiet inden fusionen langt fra at opnå de 20.182 underskrevne vælgererklæringer, der giver adgang til stemmesedlen ved det kommende valg, der skal afholdes senest i juni næste år.

Grøn Alliance vil få bogstavet G, når de er blevet godkendt, skriver de i pressemeddelelsen.

I den seneste Megafon-måling for TV 2 fik Veganerpartiet opbakning fra bare 0,3 procent af de adspurgte - et godt stykke under spærregrænsen på to procent.