Politik

Minister: Den enkelte dansker vil ikke mærke EU-gasreduktion

Danmark har reduceret gasforbruget betragteligt og er godt forberedt, siger Dan Jørgensen om EU-forslag.

Den danske regering støtter EU-Kommissionens forslag om, at EU-landene frivilligt skal reducere deres gasforbrug med 15 procent for at modstå en mulig russisk lukning for gashanen.

Det siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Han slår samtidig fast, at en sådan gasreduktion ikke vil ramme den enkelte borger i Danmark fra 1. august.

- Det her er ikke noget, som den almindelig dansker vil mærke fra den ene dag til den anden. Vi har været i gang ganske længe i Danmark med at forberede os på denne situation, siger Dan Jørgensen.

Skal ske fra 1. august til 23. marts

Reduktionen på 15 procent skal ske i perioden fra 1. august til 23. marts.

Dan Jørgensen nævner blandt andet, at der er sket store ændringer i den danske industri for at reducere gasforbruget.

- Det betyder, at vi har bedre muligheder for at fylde vores lagre op.

- Og det er de lagre, der skal sikre, at produktionen stadig kan fortsætte, og at de mennesker, der er afhængige af gas til opvarmning i private hjem, stadig kan få den opvarmning i en situation, hvor der bliver lukket for gassen, siger ministeren.

Onsdag fremlagde EU-Kommissionen sit forslag til at komme igennem vinteren trods mangel på gas. Ud over den frivillige del, som skal være første skridt, ønsker kommissionen også opbakning til - efter konsultation med medlemslandene - at indføre en særlig nødretstilstand kaldet "Union Alert".

Den vil give EU-Kommissionen magt til at pålægge EU-medlemslandene obligatoriske reduktioner i deres gasforbrug.

Dan Jørgensen mener, at EU står stærkest, hvis reduktionerne kan ske frivilligt.

- Jeg forventer rigtig mange - hvis ikke alle - vil være med til det, siger han.

Ministeren glæder sig over, at der nu er kommet et fælleseuropæisk bud på gassituationen.

Har allerede reduceret forbruget

Det ville jo være lidt utilfredsstillende, hvis vi fra dansk side havde skåret og gjort meget for at stille os selv godt i den her situation, og der så var andre, der ikke gjorde det.

Danmark har nemlig allerede reduceret gasforbruget "betragteligt".

- Derfor vil det også for Danmark være nemmere at leve op til de her krav end for andre lande, siger Dan Jørgensen.

Det er dog ikke ligetil at sætte et præcist tal på Danmarks reduktion, men "det sidder Energistyrelsen og regner på", siger ministeren.

Danmark har et relativt lille gasforbrug sammenlignet med store EU-lande som Tyskland og Italien.

Skulle gasrørledningen Nord Stream 1 blive lukket af Rusland vil omkring 50 store danske virksomheder være de første til at miste forsyningen af gas, vurderer Dansk Industri.