Politik

De beskyldte S for at "foregøgle" danskerne med Arne-pensionen - nu vil Venstre bevare den

Politisk kommentator kalder meldingen for et klogt træk af Venstre og mener, at det kan være med til at trække vælgere over midten.

Da Folketinget var samlet til afslutningsdebat i slutningen af maj, gjorde Jakob Ellemann-Jensen (V) det klart:

Ja, en stemme på Venstre var en stemme på afskaffelse af den såkaldte Arne-pension. Blandt andet fordi ordningen var "for firkantet", lød det.

- Arne-pensionen er målrettet en socialdemokratisk vælgergruppe, som har et bestemt antal år på arbejdsmarkedet, og designet til at foregøgle alle danskerne, at det her er noget, som rammer lige præcis mig. Men det gør det ikke, sagde Venstre-formanden under debatten.

Men nu, små to måneder senere, vil Venstre alligevel ikke gå til valg på at afskaffe den omstridte pensionsordning, skriver blandt andre Ellemann i en kronik i Avisen Danmark.

Hvordan er Arne-pensionen pludselig gået fra socialdemokratisk gøgleri til at være uundværlig? TV 2 har forsøgt at komme svaret nærmere.

Et flertal har talt

Beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V) er sammen med sin partiformand og Troels Lund Poulsen (V) underskriver af kronikken, hvor modstanden mod Arne-pensionen lægges i graven. Og det er ham, der onsdag udtaler sig på vegne af partiet.

Som beskæftigelsesordfører har han talrige gange raset mod socialdemokraternes model for tidlig tilbagetrækning. Blandt andet skrev han i et debatindlæg i sommeren 2021, at ordningen "rammer skævt" og "gør Danmark fattigere".

Det mener han stadig, siger han til TV 2 og forklarer, at kravene til partiets 2030-plan derfor nu er blevet større.

Men hvis det er så skidt en ordning, hvorfor så pludselig gå til valg på at bevare den og ikke bare holde fast i, at I hellere vil forbedre seniorpensionsordningen som hidtil?

- Vi vil meget gerne medvirke til at forbedre seniorpensionsordningen, men vi synes, det er vigtigt at skabe tryghed for de tusinder af danskere, som forventer at kunne gå tidligere på pension. Og så er der et stort og bredt flertal, der ikke ønsker at rulle Arne-pensionen tilbage.

Er det så i virkeligheden ikke bare fordi, at I har indset, at I alligevel ikke kan komme igennem med det, I hidtil har sagt?

- Det ene forhold er, at der er et stort og bredt flertal på Christiansborg, som ikke ønsker rat rulle tidlig pension tilbage. Men det andet forhold - og det er vigtigt - det er, at der er tryghed for dem, der forventer, at de kan gå tidligere på pension. Vi respekterer de forhold, der er.

Jeg prøver lige igen, for jeg synes ikke, du svarer på spørgsmålet. Er den her melding ikke bare et udtryk for, at I har indset, at I ikke kommer til kunne trække Arne-pensionen tilbage?

- Der er to forhold. Det ene er, at der er et stort og bredt flertal på Christiansborg, der har meldt ud, at de ikke ønsker at rulle Arne-pensionen tilbage. Det andet er, at vi ønsker at skabe tryghed for de tusindvis af danskere, som lige nu har en berettiget forventning om at kunne træde ud på en tidlig pension. De to forhold til sammen gør, at vi siger, som vi gør i dag. Det ene kan ikke stå alene.

Men du siger det selv: Der er allerede et stort flertal, der vil bevare den, så det gør vel ingen forskel, om I lægger jeres mandater i den pulje også?

- Jeg tror, det er vigtigt, når vi taler om vores pensionssystem generelt, at der er bred opbakning i Folketinget til de ordninger, vi har. Vi har haft diskussionerne, og tilbage står, at der er et stort og bredt flertal.

Et socialdemokratisk bluffnummer

Arne-pensionen var et af Socialdemokratiets helt store slagnumre op til folketingsvalget i 2019, hvor man dårligt kunne undgå at se et banner med ordene: "Nu er det Arnes tur" i bybilledet.

Den daværende Venstre-formand, Lars Løkke Rasmussen, kaldte projektet for "det største bluff i dansk politik i flere genererationer". En kommentar, som Mette Frederiksen (S) beskrev som "topmålet af arrogance".

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen var sur over Lars Løkke Rasmussens kommentar om, at pensionsudspil er et bluffnummer.

Siden skiftede farven på Statsministeriet, og Socialdemokraterne landede i 2020 en aftale om tidlig tilbagetrækning. Med opbakning Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Siden har flere partier meldt ud, at de ønsker at bevare ordningen. Herunder Radikale Venstre, Nye Borgerlige - og nu altså også Venstre, som ellers ikke har holdt tilbage med kritikken af "bluff-nummeret".

Vi kommer ikke til at stemme for at rulle tidlig pension tilbage

Hans Andersen (V), beskæftigelsesordfører

Hos idéindehaverne, Socialdemokratiet, tager de dog Venstres udmelding med ganske afmålt begejstring. For som skatteminister Jeppe Bruus (S) siger til TV 2:

- Det er jo nemt nok at sige, at man ikke vil afskaffe ordningen, men ordningen er bygget op af flere forskellige elementer, herunder finansiering, og jeg har simpelthen ikke hørt noget om, om Venstre også bakker op om den del.

Arne-pensionen er blandt andet finansieret ved at pålægge den finansielle sektor en højere selskabsskat end det øvrige erhvervsliv, hvilket Venstre dengang var imod.

Om holdningen i dag er den samme, ønsker beskæftigelsesordfører Hans Andersen dog ikke at afsløre. Ej heller hvordan Venstre selv vil foreslå, at Arne-pensionen finansieres.

- Vi vil komme med en 2030-plan inden folketingsvalget, hvor det vil fremgå, hvordan vi vil finansiere de enkelte elementer, der er brug for for at sikre en økonomisk ansvarlig økonomi. Herunder også finansieringen af blandt andet Arne-pension. Men vi har altså ikke lavet en detaljeret 2030-plan her i dag midt i juli, siger han.

"De ved, hvor de har Venstre"

Meldingen fra Venstre kommer med mindre end et år til, at folketingsvalget senest skal være afholdt.

Støttepartiet Radikale Venstre stillede dog tidligere på måneden krav om, at statsminister Mette Frederiksen trykker på valgknappen senest 4. oktober. Hvis ikke, trækker de støtten til regeringen.

Medianvælgere kan godt lide Arne-pensionen

Joachim B. Olsen, politisk kommentator

Derfor er beslutningen om nu at støtte Arne-pensionen da også et "klogt træk" af Venstre, mener politisk kommentator Joachim B. Olsen. Blandt andet fordi, at pensionsdiskussionen utvivlsomt vil komme til at fylde i valgkampen, lyder det.

- De river plastret af og tager luften ud af et af Socialdemokratiets stærkeste valgnumre. Venstre er samtidig det parti i blå blok, der skal forsøge at trække nogle vælger henover midten - og de her medianvælgere kan godt lide Arne-pensionen, siger Joachim B. Olsen.

Til gengæld er der ifølge den politiske kommentator risiko for, at Venstre mister vælgere til de partier, der fortsat står fast på et nej til Arne-pensionen. Herunder Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

Hans Andersen, I mener noget andet i dag, end I gjorde i går. Kan du forstå, hvis der er vælgere, der ikke længere kan gennemskue, hvor de har jer?

- Jeg er overbevist om, at Venstres vælgere godt ved, hvor de har Venstre. Det er jeg helt tryg ved.

Så der er ikke flere kovendinger på vej her forud for valget?

- Vi glæder os til den kommende valgkamp og til at præsentere vores 2030-plan, siger Hans Andersen.