Statsministeriet slår fast: Barbara Bertelsen er inhabil
Ifølge juraprofessor Frederik Waage bør departementschefen holde sig langt væk fra ansættelsesprocessen, ligegyldigt hvordan hendes egen sag ender.
Så længe departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen har sin egen personalesag kørende i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, er hun inhabil, når der skal ansættes en ny chef i styrelsen.
Også de øvrige medarbejdere i Statsministeriet er udelukket fra at kunne rådgive i sagen.
Det oplyser Statsministeriet i et skriftligt svar til TV 2.
- I det omfang den personalemæssige opfølgning på Minkkommissionens beretning i forhold til Statsministeriets departementschef ikke er afsluttet, og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen således fortsat bistår statsministeren hermed, vil Statsministeriets departementschef og Statsministeriets medarbejdere i øvrigt ikke deltage i behandlingen af sagen.
Lørdag skrev Berlingske ellers, at Barbara Bertelsen formelt er involveret i ansættelsen af den næste øverste chef i styrelsen, som skal rådgive om, hvad der skal ske med de embedsmænd, herunder Barbara Bertelsen, som har fået kritik i forbindelse med Minksagen.
- Vi har altså en departementschef, som er dybt involveret i en proces, som hun selv er genstand for. Og det går altså ikke, sagde Jesper Olsen, formand for antikorruptionsorganisationen Transparency International, til Berlingske.
Også flere blå politikere udtrykte sig stærkt kritisk til Berlingske.
Men nu giver Statsministeriet altså svar på tiltale, for det er ikke tilfældet, at Barbara Bertelsen skal rådgive i sagen, lyder det.
Den rigtige beslutning
Ifølge professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage er det den helt rigtige løsning.
- Det giver god mening, og det er det rigtige, Statsministeriet gør. Både at erklære Barbara Bertelsen og resten af Statsministeriet inhabil, siger han til TV 2.
Frederik Waage uddyber, at spørgsmålet om inhabilitet er et af de vigtigste principper i forvaltningsretten, og derfor ville det komme meget bag på ham, hvis ikke Statsministeriet overholdt reglerne.
Inhabilitet betyder, at en person ikke har ret til at træffe gyldige beslutninger eller medvirke ved behandlingen af en sag.
Konkret er Barbara Bertelsen inhabil, fordi hun er en af de ti embedsmænd, hvis skæbne Medarbejder- og Kompetencestyrelsen skal være med til at at afgøre.
Dermed kan hun ikke rådgive Mette Frederiksen (S) om ansættelsen af en ny direktør i styrelsen.
Bør helt trække sig
Ansøgningsfristen til jobbet som direktør i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er 14. august. Herefter skal der udvælges kandidater og afholdes samtaler. Hvorvidt Barbara Bertelsens sag er afsluttet til den tid vides ikke.
Statsministeriet oplyser til TV 2, at Barbara Bertelsen kun er inhabil så længe hendes sag er i gang.
Ifølge Frederik Waage bør departementschefen dog holde sig langt væk fra ansættelsesprocessen ligegyldigt hvad.
- Det mest fornuftige vil være, at hun helt trækker sig fra den her sag om besættelse af en stilling, også efter hendes egen sag er afsluttet. Det handler om tilliden til forvaltningen, siger han og fortsætter:
- Barbara Bertelsen skal slet ikke bringes i en situation, hvor der kan sås tvivl om hendes troværdighed. Derfor bør hun holde sig helt ude.
Barbara Bertelsen har ifølge Minkkommissionen begået tjenesteforseelser af "en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar" – for hendes medvirken til brud på både sandhedspligten og legalitetsprincippet.