Politik

Efter massivt pres åbner Heunicke for at fremrykke psykiatriforhandlinger

Flere partier tror ikke, at det bliver muligt at lande en aftale inden valget. Magnus Heunicke er fortsat optimistisk.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) åbner nu for, at forhandlingerne om en psykiatriplan kan fremrykkes.

- Hvis det kan forbedre chancerne for at lande en bred aftale, og hvis det kan lade sig gøre, så lad os gøre det, siger han i et interview med TV 2.

Psykiatrien er kommet i særligt fokus efter søndagens angreb i Fields, hvor en 22-årig formodet gerningsmand skød og dræbte tre personer. Politiet har bekræftet, at den 22-årige er kendt i psykiatrien.

Sundhedsministeren havde ellers indkaldt til forhandlinger 9. september, men onsdagen igennem har partier fortalt til TV 2, at de ønsker forhandlingerne fremrykket.

Konkret mener både Venstre, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, at forhandlingerne skal begynde start august, når sommerferien slutter. Det fortæller de alle til TV 2.

- Det er simpelthen for sølle, at regeringen intet har foretaget sig for at styrke psykiatrien. Det haster, og vi kan ikke blive ved med at vente, siger Per Larsen, sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti.

Og fra SF's gruppeformand, Jacob Mark, lyder det:

- Det er at holde folk for nar. Der er brug for handling, ikke snak, og hvis man virkelig vil psykiatrien, så lad os da mødes så hurtigt som muligt.

Det ønske lytter sundhedsministeren nu til. Han vil dog ikke garantere noget og understreger, at han er optaget af, at "det ikke bliver en hurtig aftale, men en faglig funderet aftale".

Jeg forstår simpelthen ikke, hvad man har lavet siden januar

Pernille Skipper, sundhedsordfører for Enhedslisten

En god plan kræver tid

Regeringen gik til valg på en tiårsplan for psykiatrien, og Magnus Heunicke har gentagende gange lovet, at den kommer inden for valgperioden. Men alligevel har ministeren flere gange udskudt både udspil og forhandlinger.

Han har blandt andet forklaret det med, at det kræver tid at lave en ordentlig plan.

Men den køber Folketingets partier ikke.

- Jeg ved godt, Magnus Heunicke har mange undskyldninger, men den her er så dårlig, siger Morten Dahlin (V).

Han argumenter blandt andet for, at Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen allerede i januar afleverede et gennemarbejdet oplæg til en tiårsplan, som regeringen kan tage udgangspunkt i.

Det samme pointerer Enhedslistens Pernille Skipper.

- Jeg forstår simpelthen ikke, hvad man har lavet siden januar, hvor Sundhedsstyrelsen kom med sin samlede plan for psykiatrien, siger hun til TV 2.

Hvad er tiårsplanen?

Socialdemokratiet gik til valg på et løft af psykiatrien, og det er skrevet ind i regeringsgrundlaget, at regeringen vil lave en tiårsplan for psykiatrien. 

Planen skal indeholde forpligtende mål for de næste ti år om blandt andet at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for borgere med psykisk sygdom. 

Sundhedsminister Magnus Heunicke har flere gange udskudt planen og forhandlingerne. Senest blev de udskudt fra før sommer til efter sommer, og tirsdag meddelte han så, at der er inkaldt til indledende forhandlinger 9. september. 

Magnus Heunicke er bestemt ikke enig i kritikken og mener, at regeringen allerede har gjort meget for psykiatrien.

Men hvorfor er området ikke blevet prioriteret højere, oplægget fra Sundhedsstyrelsen har jo ligget i din skuffe siden januar?

- Jeg synes ikke, det er korrekt, at området ikke er blevet prioriteret. I den første finanslov afsatte vi 600 millioner, der blandt andet skal blive til en masse ekstra sengepladser. Men det er rigtigt, ovenpå det skal vi lave vores tiårsplan for psykiatrien.

Kommer til at tage tid

Også det radikale folketingsmedlem Christina Thorholm er frustreret over, at regeringen endnu ikke har præsenteret et udspil.

- Jeg er meget bekymret på psykiatriens vegne. Det vil kræve lang tid at forhandle en aftale på plads, fordi det er hele psykiatrien, der har brug for et løft, og det vil koste mange milliarder, siger hun.

Hun tvivler på, at det overhovedet lykkes at lande en aftale inden et valg, som Magnus Heunicke ellers har lovet.

Radikale Venstre kræver, at Mette Frederiksen udskriver valg senest 4. oktober, ellers vil partiet vælte regeringen. Det er altså under en måned efter, at Magnus Heunicke har indkaldt til indledende forhandlinger om en psykiatriplan.

Adspurgt om Magnus Heunicke fortsat kan garantere, at der lander en aftale inden valget, lyder svaret:

- Jeg vil gøre alt for det, men det kræver, at partierne er med. Min opgave er at tilrettelægge det sådan, at vi har alle de faglige spørgsmål afklaret, og at partierne møder op og er helt klar på, hvad der skal til for at løfte psykiatrien tilstrækkeligt.

Fields-skyderi sætter ild til debatten

Debatten om en hårdt presset psykiatri er langtfra ny, men ifølge flere af politikerne, der kritiserer Magnus Heunicke, understreger søndagens tragiske hændelse i Fields behovet for politisk handling.

Det er sundhedsministeren enig i.

Han vil dog ikke komme nærmere ind på, hvornår regeringen præsenterer det udspil, der skal forhandles ud fra, og hvor mange penge regeringen mener, der skal bruges på psykiatrien.

- Jeg kommer ikke til at gå længere ind i det her. Vi har fået det faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen, og nu skal vi have gang i de politiske forhandlinger.