Mink-sagen

Enhedslisten freder Mette Frederiksen – SF og Radikale venter

Hvis advokater skal sættes til at vurdere, hvorvidt der er grundlag for en rigsretssag, kræver det, at et af de tre støttepartier stemmer for.

Minkkommissionens beretning giver hverken Enhedslisten anledning til at vælte regeringen eller undersøge, hvorvidt der er grundlag for en rigsretssag.

Sådan siger Peder Hvelplund, som er medlem af Granskningsudvalget og derfor netop har fået præsenteret Minkkommissionens konklusioner.

Til gengæld har han "meget svært ved" at forestille sig, at der ikke kommer "skarp kritik af flere ministre". "Kritik", som inden for politik betegnes som næser.

Flere beder om læsetid

At Enhedslisten nu har fredet Mette Frederiksen, når det gælder muligheden for at stille hende for en rigsret, er dog ikke ensbetydende med, at den er udelukket.

Faktisk er der flere mulige scenarier for, hvad der potentielt kan ske.

Fælles for dem alle er, at det kræver at politisk flertal at komme videre herfra. Derfor vil mange utvivlsomt være optaget af at tælle mandater den kommende tid.

Indtil videre er det kun Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Venstre, der har meldt ud, at de ønsker at få uvildige advokater til at vurdere, om der er grundlag for en rigsretssag.

- Måtte man være i tvivl om, at der er tale om en politisk og forvaltningsmæssig skandale, så er den tvivl ryddet af bordet nu. Vores vurdering fra Venstre er, at det vil være relevant, at der bliver foretaget en juridisk vurdering, sagde politisk ordfører Sophie Løhde (V) efter udvalgsmødet.

SF og Radikale bliver afgørende

SF's Karina Lorentzen beder om respekt for, at hun ikke har ret meget at sige lige nu. Hun vil hjem og læse rapporten. Det samme siger Radikale Venstres Andreas Steenberg.

Både SF og Radikale Venstre siger efter udvalgsmødet, at de har behov for at gå hjem og læse sig længere ned i den mere end tusind sider lange rapport.

- Vi skal drøfte det i gruppen, så jeg kommer ikke til at sige noget i dag, siger Andreas Steenberg fra Radikale Venstre.

Men hvordan vil du finde ud af, om politikerne har et ansvar, hvis du ikke vil sætte advokater på?

- Det må vi finde ud af og drøfte i gruppen.

Karina Lorentzen, som repræsenterer SF i Granskningsudvalget, hæfter sig ved, at der "tegner sig et billede af, at Mette Frederiksen ikke vidste, at der ikke var hjemmel".

- Det, vi kommer til at lægge vægt på i SF, er, om der har været forsæt.

Mødes igen mandag

Formanden for Granskningsudvalget, Sophie Løhde (V), fortæller, at udvalget mødes igen mandag for at diskutere den videre proces.

Sikkert er det dog, at både nuværende og tidligere ministre vil få en måned til at kommentere indholdet af beretningen.

Derfor vil Granskningsudvalget først på den anden side af sommerferien kunne udgive en færdig beretning, hvor partierne formelt har gjort boet op.

Granskningsudvalget mødes igen mandag klokken 13 for at diskutere det videre forløb.