Politik

Støjberg: Thulesen Dahl er velkommen i Danmarksdemokraterne

Forhenværende formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl har onsdag meldt sig ud af partiet.

Hvis Kristian Thulesen Dahl selv kan se sig i partiet Danmarksdemokraterne, er han meget velkommen.

Det siger formanden i partiet, Inger Støjberg, til Ritzau.

- Hvis han kan se sig selv i Danmarksdemokraterne og har lyst til at være en del af projektet, så er han selvfølgelig velkommen, lyder det.

- Men mit indtryk er også, at han vil bruge noget tid på at se, om det er noget for ham.

En gevinst uanset hvad

Den tidligere formand i Dansk Folkeparti har onsdag meldt sig ud af partiet efter mere end 25 år. Det skriver han i et opslag på Facebook.

Ifølge Inger Støjberg har de to endnu ikke talt sammen om muligheden for, at han skal være kandidat for hendes parti.

Kan det virkelig passe, at I ikke har snakket sammen?

- Ja. Det er sådan, at han skal bruge noget tid på at se, om det her projekt er noget for ham. Men bare fordi vi er gode venner, betyder det ikke, at vi sidder og diskuterer sådan nogle ting.

Ifølge Inger Støjberg er det også for tidligt at sige noget om en potentiel rolle for Kristian Thulesen Dahl i partiet, da han endnu ikke har gjort sin fremtid op med sig selv.

- Men han vil være en gevinst uanset hvad. Her tænker jeg især på hans menneskelige og faglige kvalifikationer.

Skal lige sunde sig

Kristian Thulesen Dahl bekræfter over for TV 2, at han ikke har haft nogen "stor dialog" med Inger Støjberg, siden hun stiftede sit parti.

- Hun har gang i sit projekt med Danmarksdemokraterne, og man må sige, at hun er kommet godt fra start. Men der ligger ikke nogen planlagt række af begivenheder i alt det her, siger han.

Han tilføjer, at beslutningen om at forlade Dansk Folkeparti har været "svær og datamatisk", og at han lige skal sunde sig oven på den, inden han melder noget ud om fremtiden.

Hvad er dit forhold til Danmarksdemokraterne?

- Hvordan min fremtid i forhold til Danmarksdemokraterne eller andre skal udvikle sig, er noget, jeg vil tænke rigtig godt over, siger han.

Over for DR bekræfter den tidligere DF-formand, at han har sendt en vælgererklæring afsted mod Støjbergs nye parti.

Ikke Dansk Folkeparti 2.0

Indtil videre har Inger Støjberg ikke andre potentielle kandidater i tankerne end Kristian Thulesen Dahl.

- Først skal vi have vælgererklæringerne i hus. I disse dage skal vi jo genbekræfte vælgererklæringerne. Der ligger mit fokus. Inden da er der jo ikke et parti.

Flere afgåede medlemmer af DF har i de seneste uger flirtet med tanken om at blive en del af Inger Støjbergs parti Danmarksdemokraterne.

Uden at sætte navn på oplyser hun da også, at hun har snakket med flere af dem de seneste dage.

- Men Danmarksdemokraterne er ikke Dansk Folkeparti 2.0, understreger hun og peger blandt andet på EU som et potentiel stridspunkt mellem de to partier.

- Men i forhold til udlændingepolitikken har jeg jo altid haft et tæt samarbejde med blandt andet DF, så der er også ting, som vi kommer til at se ens på.