Martin Henriksen forlod DF med bulder og brag, men en kommentar fra Messerschmidt får ham nu til at melde sig ind i slåskampen igen
Martin Henriksen kan ikke holde mund om DF længere. Men der er tale om forsøg på karaktermord, lyder modsvaret fra Alex Ahrendtsen (DF).
Det var Martin Henriksen, der tog fat i TV 2, og ikke omvendt. I lyset af Dansk Folkepartis krise kunne han ikke dy sig.
Den tidligere DF-profil, som engang bestred partiets vigtigste ordførerpost, integrations- og udlændingeordførerposten, har haft utallige slagsmål for og imod partiet.
23. januar kulminerede det, da Henriksen indtog talerstolen ved partiets ekstraordinære landsmøde og gik ansigt til ansigt med formandsfavoritten, Morten Messerschmidt, som havde partimoder Pia Kjærsgaard i ryggen.
Nogle måneder forinden havde han også holdt en tale. Dengang pegede kameraerne på en tydeligt irriteret Kjærsgaard, som ikke bidrog til klapsalverne, men derimod hamrede tommelfingeren nedad i gentagne bevægelser. Heller ikke denne gang gik det godt for Henriksen.
Martin Henriksen tabte, Morten Messerschmidt blev formand, og Henriksen forlod få uger efter partiet, mens han stadig havde “æren i behold”, sagde han til TV 2 Øst.
Siden har der været stille. Han er “uden for gruppe”, som det hedder, har lagt slagsmålene bag sig, og lever efter alt at dømme en mere udramatisk tilværelse som kommunalbestyrelsesmedlem i Stevns.
Nu skriver han en mail til TV 2, fordi han “fra sidelinjen” har fulgt nøje med i sit gamle partis kvaler og føler sig kaldet til endnu en gang at give sit besyv med i debatten.
Det er der tre årsager til, fortæller han, da TV 2 ringer ham op:
- Dels synes jeg, at det er trist at se, at noget, der har været så godt, er blevet så dårligt.
Nummer to er, at han ikke kan lade Morten Messerschmidt slippe afsted med at klandre striben af gruppemedlemmer, som i de seneste dage har meldt sig ud, for at spille et “dobbeltspil”.
- Messerschmidt har selv kørt dobbeltspil gennem lang tid, siger han.
Det tredje er, at Danmark fortjener en stærk højrefløj:
- Det har Danmark ikke mere. Hvis man skal samle den igen, bliver man også nødt til at se på, hvor det gik galt, og så kan det her forhåbentlig være et lille bidrag til det, siger han.
Henriksens udlægning: Her gik det galt
Ti medlemmer af Dansk Folkepartis folketingsgruppe har på kort tid forladt partiet. Siden fredag har både Søren Espersen, Peter Skaarup, Dennis Flydtkjær og Jens Henrik Thulesen Dahl meldt deres afsked.
Den klare forventning er, at forhenværende formand Kristian Thulesen Dahl snart gør det samme.
Alt i alt et koordineret angreb, mener nuværende formand Morten Messerschmidt.
Dansk Folkeparti befinder sig i sit livs krise, men kimen til det blev lagt for flere år siden, mener Martin Henriksen.
- At det er blevet så grelt, som det er blevet nu, mener jeg, er Messerschmidt-fløjen, der må tage ansvaret for. Men der er flere ting, der er gået forud. Der er ingen grund til at lægge skjul på, at det, at man ikke gik i regering i 2015, var der rigtigt mange, der var utilfredse med, siger han.
I 2019 erkendte daværende formand Kristian Thulesen Dahl, at det var en fejl ikke at træde i regering.
Selvom man siger, at vælgere har en kort hukommelse, har det modsatte vist sig at være tilfældet, mener Martin Henriksen.
- Jeg kan stadigvæk møde folk, der i dag siger, “I skulle være gået i regering dengang”, siger han.
Men det var ikke den eneste grund. Der var mange.
Flygtninge, der gik på motorvejene i 2015, Marrakesh-erklæringen, Socialdemokratiet, der adopterede stramme flygtninge- og udlændingepolitikker. Der var bred forståelse for Dansk Folkepartis hovedsag, men partiet tabte bolden, og internt i partiet var der uro.
- Der var engang, hvor ledelsen rykkede ud, når der var optakt til fløjdannelse i baglandet. Det gjorde jeg selv nogle gange og forsøgte at lægge en dæmper på de tendenser til fløjdannelse. Jeg sagde, at det var ikke måden, vi gjorde det på, siger Martin Henriksen:
- Problemet var, at når Morten Messerschmidt, Peter Kofod og Anders Vistisen (tidligere europaparlamentsmedlem og medlem af hovedbestyrelsen, red.) kom ind på de ledende poster, begyndte de selv at lave fløjdannelser, og det vil sige, at den ledelse, som normalt lagde en dæmper på fløjdannelser, nu selv stod for den.
"Det er et forsøg på karaktermord"
TV 2 har rettet henvendelse til Morten Messerschmidt for at forelægge ham Martin Henriksens kritik.
Formanden har sit at se til, men folketingsmedlem Alex Ahrendtsen (DF) stiller op for at forsvare. Og det gør han gerne, fortæller Ahrendtsen, for det, Morten Messerschmidt er vidne til i øjeblikket fra tidligere DF'ere, er intet mindre end "et forsøg på karaktermord", mener han. Han vil ikke kommentere på Martin Henriksens konkrete udtalelser, men udtaler sig generelt om beskyldningerne fra de tidligere partimedlemmer.
- Angrebene mod Morten har været hårde, uretfærdige og egentlig også grundløse. Jeg har svært ved at genkende det billede, der bliver tegnet af de folketingsmedlemmer, der har forladt partiet, siger Alex Ahrendtsen.
Han nævner, at partiet har nydt en medlemsfremgang, at medarbejderstaben er glad, at partiet har fået nye gode chefer, at baglandet aldrig har været mere inddraget, end det er nu, og – ikke mindst – at Messerschmidt er valgt demokratisk.
Hvad er årsagen til, at der bliver rettet den kritik, mener du?
- Jeg har svært ved at vurdere det, men umiddelbart tror jeg, at det hænger sammen med, at man ikke vil anerkende, at Morten på demokratisk vis vandt formandsvalgkampen. Jeg tror, at det begynder der. Og jeg er så ulykkelig og ville ønske, at de alle sammen var i Dansk Folkeparti. Jeg er ked af, at de er gået, siger han:
- Der har ikke været fløjkrige, men der har været debat som i et hvilket som helst andet parti.
Er I uden skyld i, at folketingsmedlemmerne retter de angreb?
- Der er ikke nogen, der er uden skyld, men jeg har i hvert fald ikke været ude i medierne. Jeg gør det nu, fordi målet er nået. Nu må det stoppe. Det grænser til et karaktermord, for Morten er en glimrende formand, siger Alex Ahrendtsen.
Henriksen: Messerschmidt har selv spillet dobbeltspil
Når mange højt profilerede folketingspolitikere på stribe melder sig ud af DF, er det ikke tilfældigt, har Morten Messerschmidt sagt.
Det er “nøje tilrettelagt”, sagde han til DR Nyheder 24. juni og gav udtryk for, at nogle har “spillet et dobbeltspil gennem lang tid”.
Formanden mener, at de nu tidligere medlemmer har set sit snit til at kaste håndklædet i ringen nu, hvor Inger Støjberg har præsenteret partiet Danmarksdemokraterne.
Et stykke ad vejen har han en pointe, mener Martin Henriksen, men Morten Messerschmidt har selv spillet et dobbeltspil, lyder beskyldningen nu fra den forhenværende DF'er.
- Man anklager andre for dobbeltspil og for, at de har siddet og ventet på, at deres chance kom. Det er jo meget nærliggende at sige det, og jeg anerkender, at han har en pointe, men han skal også være opmærksom på, at han har gjort det samme gennem lang tid. For at hans folk kunne få magten, siger han.
Hvordan har han spillet et dobbeltspil, mener du?
- Ærindet fra min side er ikke at gå ind i en længere analyse af, hvordan han har gjort det. Men de fleste har kunnet se, at han har arbejdet imod den daværende formand. Vi skal ikke gøre os bedre, end vi er.
Men det er jo ret vigtigt. Hvordan kommer dobbeltspillet til udtryk helt konkret? Hvad var det, du så som ordfører og medlem af partiet, der var galt?
- Hvis man er rundt i baglandet, hører man jo, at der er nogle derude fra den fløj, som har sagt nogle ting om ens person eller andre, som helt åbenlyst har været for at starte rygter. Når man har siddet til nogle af de interne lukkede møder, har man jo heller ikke været i tvivl om, når folk har været uenige også på en ikke særlig pæn måde.
Ingen skøjteprinsesse
Har du ikke selv været med til at bidrage til den splittelse og fløjdannelse, du nævner?
- Mit syn har været, at når nogen har angrebet mig eller nogen, jeg havde det godt med i partiet – og det er min udlægning af det – så har jeg reageret på det. Der er ikke så meget skøjteprinsesse over mig, og det har ikke altid været så elegant. Så har det lignet, at der var uro omkring mig igen. Nogle har måske også gjort det, fordi de vidste, at jeg ville reagere på en bestemt måde.
- På den måde kan man jo godt sige, at jeg har bidraget, men jeg har jo samarbejdet med mange.
Det her kan jo godt læses, som at du siger "hvad sagde jeg", men var det blevet anderledes med dig som formand?
- Det finder vi jo aldrig ud af. Det ved jeg ikke. Jeg håber, at de fleste, jeg har arbejdet med, vil kunne skrive under på, at hvis jeg har lavet nogle aftaler med nogen, så har jeg også holdt dem. At spille folk ud mod hinanden har jeg aldrig rigtigt dyrket, så det havde måske gjort en forskel. Men jeg ved det jo ikke.
Afviser: Er ikke bitter
Martin Henriksen erkender imidlertid, at man nok også havde oplevet udmeldelser med ham som formand. Fronterne var trukket så skarpt op, og mon ikke Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt havde meldt sig ud, var det gået Henriksens vej.
- Om der havde været lige så mange, det ved jeg ikke. Det bilder jeg mig selv ind, at der nok ikke havde været, men det ved jeg dybest set ikke noget om. Det finder vi aldrig ud af, og det er nok også... sådan er det, siger han.
Er der en lille del af dig, som frydes over, at det ikke går godt for de her personer, som du er rasende uenig med?
- Nej. Det er der faktisk ikke. Jeg tænkte, at der skulle være nogen, som gav noget modstand. Jeg var ret sikker på, at det ville ende med en masse udmeldelser og kaos, så det er egentlig gået, som jeg havde regnet med, siger han.
Det lyder stadig, som om du siger "hvad sagde jeg".
- Det er ikke det, der er pointen.
Da du trak dig fra partiet, sagde du, at du gik, mens du stadig havde æren i behold...
- Jeg forsøgte på det i hvert fald.
Men havde det ikke været ærefuldt at blive og rent faktisk kæmpe for dit parti og for projektet?
- Jo, men det kræver også, at der er et gensidigt forhold baseret på en vis form for respekt. Hvis der ikke er et minimum af det, går det ikke. Jeg kunne ikke. Det var jo ikke så kløgtigt sådan rent økonomisk og karrieremæssigt, men jeg kunne ikke.
Vil ikke afvise Støjbergs parti
Flere af DF's afhoppere har vist interesse for Inger Støjbergs parti, og det er de ikke ene om. På kun et døgn smadrede Danmarksdemokraterne i fredags alle rekorder for indsamling af vælgererklæringer med mere end 40.000 på ét døgn.
Det er en flot præstation, synes Martin Henriksen.
Trækker Støjbergs parti i dig?
- Jeg har altid samarbejdet godt med Støjberg. Vi har ikke altid været enige, men jeg vil gerne se det politiske program, inden jeg eventuelt måtte melde mig ind i noget. Det vil jeg gerne lige se først.
Du er ikke uinteresseret, lyder det til?
- Nej, men altså politik interesserer mig. Jeg sidder her lokalt i kommunalbestyrelsen, og hvis de rigtige muligheder var der, kunne jeg godt blive aktiv landspolitisk igen, men jeg har det også sådan, at jeg vil ikke være det for enhver pris. Så kunne jeg lige så godt være blevet i Dansk Folkeparti, siger han.
Der har tidligere fejlagtigt stået i denne artikel, at Niels Thulesen Dahl har meldt sig ud af Dansk Folkeparti. Her er tale om Jens Henrik Thulesen Dahl, og navnet er nu rettet.