Politik

Pia Kjærsgaard bekræfter tweet – kalder Kristian Thulesen Dahl en tøsedreng

Dansk Folkeparti står midt i en krise i øjeblikket, hvor man har sagt farvel til fire folketingsmedlemmer de seneste to døgn.

Dansk Folkepartis stifter og tidligere formand, Pia Kjærsgaard, pustede søndag til ilden i den florerende DF-fejde, da hun delte følgende tweet med sine følgere på Twitter.

- Kristian Thulesen Dahl er en tøsedreng.

Bag tweetet står folketingskandidat for Dansk Folkeparti Nana Harring.

Den opmærksomme læser vil kunne huske ordene fra talerstolen ved Fremskridtspartiets landsmøde i 1995, hvor folketingsmedlemmet for Fremskridtspartiet Kresten Poulsgaard ophidset fremturede netop de ord fra talerstolen henvendt til Kristian Thulesen Dahl.

Kort efter dannede Pia Kjærsgaard Dansk Folkeparti sammen med Kristian Thulesen Dahl.

Reference til landsmøde

B.T. har spurgt Pia Kjærsgaard, hvorfor hun har delt det kontroversielle tweet om sin partifælle.

Hun svarer, at det blot er en reference til de berømte ord fra Kresten Poulsgaard fra landsmødet i 1995.

Da B.T. spørger hende direkte, om hun synes, at Kristian Thulesen Dahl er en tøsedreng, svarer hun "ja". Og da hun bliver bedt om at uddybe, er svaret:

- Det ligger vist lige for.

TV 2 har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kristian Thulesen Dahl. Men til Ekstra Bladet siger han, at det er "meget mærkeligt, at hun gør det".

Tweet blev drøftet på møde

Efter en næsten fire timer langt hovedbestyrelsesmøde søndag afviste Morten Messerschmidt først, at tøsedrenge-tweetet overhovedet var blevet vendt. Men Merete Dea Larsen (DF), som ligeledes sidder i hovedbestyrelsen, fortalte imidlertid de fremmødte journalister det stik modsatte.

Tøsedreng-beskyldningen var skam blevet diskuteret, lød det fra Merete Dea Larsen. Og de otte medlemmer af hovedbestyrelsen havde også drøftet konsekvenserne. Konklusionen ønskede hun dog ikke at dele.

Da Messerschmidt få minutter efter interviewet med Merete Dea Larsen blev spurgt, om hovedbestyrelsen havde talt om sagen på mødet, lød det:

- Nej, det tror jeg faktisk ikke. Og det har jeg i øvrigt ingen kommentarer til.

Merete Dea Larsen har netop stået her og fortalt, at det er blevet vendt inde bag de lukkede døre. Vil du stå her og sige, at I ikke har vendt det tweet?

- Nej, jeg siger, at der ikke har været personsager på dagsordenen. Vi har jo talt bredt om, hvordan vi kommer videre og den slags ting, men det kan da umuligt være det tweet, der er årsagen til, at I er mødt så talstærkt op i dag. Har I ikke andet?

Fire frafald på to dage

Dansk Folkeparti har oplevet et sandt mandefald den seneste tid.

De seneste to døgn har fire folketingsmedlemmer forladt partiet, så der nu blot er seks DF'ere tilbage på Christiansborg.

Tidligere søndag sagde Morten Messerschmidt til TV 2, at der er tale om et "koordineret angreb", som har været undervejs i flere måneder.

En af de seks, der fortsat sidder i Folketinget for Dansk Folkeparti, er den tidligere formand Kristian Thulesen Dahl. Han meddelte dog sidste uge, at han ikke genopstiller for partiet.