Politik

Messerschmidt opfordrer Thulesen Dahl til at "komme ude af busken"

Dansk Folkeparti venter på en "klar melding" fra Kristian Thulesen Dahl, lyder det fra partiformand Morten Messerschmidt.

Kristian Thulesen Dahl må snart få sat en stopper for usikkerheden om sin politiske fremtid.

Sådan lyder det fra partiformand Morten Messerschmidt (DF) efter et møde i partiets hovedbestyrelse søndag:

- Jeg forventer selvfølgelig – som af alle andre, der måtte have bragt usikkerhed om vedkommendes fremtid i Dansk Folkeparti – at man bringer den usikkerhed til side, sådan at vi ved, hvad vi har at arbejde med.

DF-formanden oplyser, at Kristian Thulesen Dahl og ham senest talte samme på Folkemødet på Bornholm, hvilket nu er en uge siden. Men "ikke om det her".

Venter på klar melding

De seneste to dage har fire folketingsmedlemmer meldt sig ud af Dansk Folkeparti. Det betyder, at de frafaldne DF'ere siden formandsvalget nu tæller ti.

Det er Kristian, der har givet anledning til tvivl

Morten Messerschmidt (DF), formand

Skulle der sidde andre med tvivl om deres DF-fremtid, bør de ifølge Messerschmidt snart bekende kulør. Det gælder også den tidligere formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Det er Kristian, der har givet anledning til tvivl ved ikke rigtig at ville sige, om det er Inger Støjbergs projekt (Danmarksdemokraterne, red.) eller vores projekt, eller hvad det er. Der venter vi selvfølgelig bare på, at vi kan få en klar melding, siger han.

I kunne jo også vælge at smide ham ud af partiet. Hvorfor gør I ikke det?

- Vi kan da gøre utrolig mange ting, men nu foretrækker jeg bare som formand at være den, der indstiller til hovedbestyrelsen og ikke lade den fjerde statsmagt gøre det.

Har du overvejet det?

- Nej. Altså Kristian har været en del af dem, der har grundlagt det her parti. Nu er der så kommet den her usikkerhed, som han har skabt. Det er selvfølgelig ærgerligt, og så opfordrer jeg bare til, at han kommer ud af busken.

"En tøsedreng"

Hovedbestyrelsesmødet blev afviklet på et tidspunkt med fortsat uro i Dansk Folkeparti.

Det har nemlig tiltrukket stor opmærksomhed, at partistifter Pia Kjærsgaard søndag formiddag delte et Twitter-opslag med ordene "Kristian Thulesen Dahl er en tøsedreng".

Opslaget er oprindeligt skrevet af den nordjyske folketingskandidat Nana Harring (DF), hvis lokalforening siden offentligt har taget afstand til tweetet. Det må stå "fuldstændig for hendes egen regning", skriver foreningen på Facebook.

Messerschmidt havde ikke selv set tweetet, lød det både før og efter hovedbestyrelsesmødet, og han ville derfor ikke sige mere, end at man ikke "skal gå og kalde hinanden navne".

Samtidig afviste han, at tweetet eller dets hovedpersoner var blevet drøftet på mødet.

Har talt bredt om fremtiden

Få minutter før, at formanden selv kom ud fra gruppeværelset, havde hovedbestyrelsesmedlem Merete Dea Larsen dog fortalt de fremmødte journalister det stik modsatte. Tøsedreng-beskyldningen var ikke bare blevet vendt, lød det, de havde også drøftet konsekvenserne.

- Det er ret beklageligt, er der er nogle, der skriver sådan, men det har vi taget internt, så det vil ikke kommentere yderligere, end at det er blevet håndteret herinde, lød det fra Merete Dea Larsen, mens hun pegede ind mod gruppeværelset.

Da Messerschmidt få minutter efter blev spurgt, om de havde vendt sagen på hovedbestyrelsesmødet, lød det:

- Nej, det tror jeg faktisk ikke. Og det har jeg i øvrigt ingen kommentarer til.

Merete Dea Larsen har netop stået her og fortalt, at det er blevet vendt inde bag de lukkede døre. Vil du stå her og sige, at I ikke har vendt det tweet?

- Nej, jeg siger, at der ikke har været personsager på dagsordenen. Vi har jo talt bredt om, hvordan vi kommer videre og den slags ting, men det kan da umuligt være det tweet, der er årsagen til, at I er mødt så talstærkt op i dag. Har I ikke andet?

Merete Dea Larsen var blandt de tre kandidater ved kampvalget om DF-formandsposten i januar. Her måtte både hun og Martin Henriksen se sig slået af Morten Messerschmidt.

TV 2 har søndag forgæves forsøgt at få en kommentar fra både Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl. Sidstnævnte siger til Ekstra Bladet, at det er "meget mærkeligt, at hun gør det".