Søren Espersen skal til "optagelsesprøve" hos Inger Støjberg, vurderer kommentator

Ifølge Casper Dall tyder Søren Espersens udmelding på, at han lige skal ses an af Inger Støjberg, inden han kan komme i betragtning til hendes parti.

Søren Espersen er ikke færdig i dansk politik, selvom han lørdag meldte sig ud af Dansk Folkeparti.

Det siger han til TV 2.

På spørgsmålet om, hvorvidt han kunne finde på at melde sig under fanerne i Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne, er han mere vævende.

- Nu skal jeg lige falde lidt ned på jorden igen. Det er meget følelsesbetonet for mig. Jeg vil gerne se, hvad eksempelvis Inger Støjbergs parti udvikler sig til. Det ved man jo ikke.

Bliver holdt i strakt arm

Ifølge Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark, kan de seneste dages hændelser tyde på, at alle ikke bare kan storme ind i Støjbergs nye parti, når de har meldt sig ud af Dansk Folkeparti.

- Vi oplevede, at Jens Henrik Thulesen Dahl og Peter Skaarup blev modtaget med åbne arme. Og at Inger Støjberg allerede var klar til at sige, at de godt kunne repræsentere Danmarksdemokraterne på Christiansborg.

Han peger dog på, at det samme ikke har gjort sig gældende for flere af de andre folketingsmedlemmer, der har forladt Dansk Folkeparti.

- Vi har set, at nogle af dem, der hoppede tidligt ud af Dansk Folkeparti, lige bliver holdt lidt ud i strakt arm, og at Inger Støjberg lige skal se tiden lidt mere an med dem.

Da Søren Espersen blev spurgt, om Danmarksdemokraterne kunne være attraktivt for ham, svarede han:

- Det ved jeg ikke. Foreløbig er jeg blevet løsgænger i Folketinget, og så får man et pusterum til at finde ud af hvordan og hvorledes, men jeg er bestemt ikke færdig med Christiansborg endnu. Det kan jeg godt love.

Søren Espersen skal til optagelsesprøve

Ifølge Casper Dall tyder Søren Espersens udmelding på, at han lige skal ses an af Inger Støjberg, inden han kan komme i betragtning.

- Det tyder på, at Søren Espersen skal i gang med den samme optagelsesprøve i Danmarksdemokraterne, som nogle af de andre tidligere medlemmer skal.

Det er for nuværende Inger Støjberg alene, der bestemmer, hvem der skal repræsentere Danmarksdemokraterne.

Søren Espersen nævnte ikke konkret, hvad der førte til hans udmeldelse af partiet, men siger, at der er mange episoder og forhold, der gør, at han har truffet beslutningen.

- Det kan jeg ikke leve med. Det ønsker jeg ikke at være en del af. Jeg er for sensibel, hvad det angår. Jeg ønsker ikke at bruge mine sidste år af min karriere på dårlige stemninger og vibrationer, siger han.

Ifølge Casper Dall efterlader de mange udmeldelser Morten Messerschmidt og resten af DF’s ledelse med et utroligt stort problem.

- Dansk Folkeparti er ude i en ren overlevelseskamp. En ting er, at deres folketingsgruppe bliver mindre og mindre. Noget andet er, at meningsmålingerne bliver dårligere og dårligere for partiet. Efterhånden nærmer partiet sig med hastige skridt de 2 procent, som er spærregrænsen, siger han.