- Det her er uden sidestykke i dansk politisk historie, siger kommentator
Partiet har haft svimlende succes. Nu danser det med døden, mener politisk kommentator.
Ti medlemmer af Dansk Folkepartis folketingsgruppe har meldt deres afsked. Senest kultur- og skatteordfører Dennis Flydtkjær og koryfæet Søren Espersen.
Lørdag har der været larmende stilhed fra formand Morten Messerschmidt, og det kan der være en god grund til.
Taler man med politikere inden- og udenfor Christiansborgs mure, er den klare forventning, at blødningen ikke er stoppet endnu.
Tidligere formand Kristian Thulesen Dahl venter på sit snit til at meddele sin sortie, forventes det.
Markante tab
Ifølge politisk kommentator Noa Redington er Dansk Folkeparti i færd med en dødedans.
- Det kan man roligt sige. Det er to markante politikere (Espersen og Flydtkjær, red.), der har smidt håndklædet i ringen og sagt farvel til Dansk Folkeparti, siger han.
Søren Espersen har været en markant skikkelse i partiet og med til at stifte og forme Dansk Folkeparti siden 1997, hvor han startede som pressechef. Siden 2005 har han siddet i Folketinget.
Dennis Flydtkjær, som måske er mindre kendt i den brede befolkning, har været en nøgleperson, som har kæmpet for at forankre partiet i kommuner og ikke kun på Christiansborg, og det er er ifølge Noa Redington et "kæmpe tab”, at Flydtkjær tidligere lørdag tog sin afsked.
- Man skal lægge mærke til, at de allesammen beklager sig over stemningen i gruppen, og den bliver mindre og mindre. Der er ingen, der tror på, at Kristian Thulesen Dahl er medlem af Dansk Folkeparti meget længere, siger Noa Redington.
Messerschmidt har ansvaret
Som udbryder af Fremskridspartiet i 1995 befandt DF sig i en årelang opadgående kurve. I 2001 blev DF det tredjestørste parti med 22 mandater svarende til 12 procent af stemmerne. I 2011 gik partiet for første gang tilbage, men i 2015 fik DF sit bedste valg nogensinde.
Hele 21,1 procent af stemmerne sikrede DF 37 mandater. Nu er de seks tilbage.
- Det er en meget lille kreds af mennesker. Og hvem har ansvaret for, at den kreds fungerer? Det er jo den nye formand Morten Messerschmidt, siger Noa Redington.
Messerschmidt vandt formandsposten ved partiets ekstraordinære landsmøde 23. januar i år, efter at Kristian Thulesen Dahl havde trukket sig som formand på baggrund af et ikke mindre end katastrofalt kommunalvalg, hvor Dansk Folkeparti gik tilbage i samtlige af landets kommuner.
Sorteper falder tilbage på Messerschmidt
Som formand har Morten Messerschmidt ultimativt ansvaret. Sorteper falder tilbage på ham, mener Noa Redington. Men der er en anden skikkelse, som, må man forstå på flere afhoppere, bærer en stor del af skylden: Partistifter Pia Kjærsgaard.
- Man skal også bemærke, at Søren Espersen har haft nogle store udfald mod Pia Kjærsgaard, partiets stifter, partiets grundlægger, hende der i den grad har båret partiet frem og har været garanten for, at Dansk Folkeparti har haft styr på det. Hun står tilbage som en, der er skyld i den dårlige stemning, som har et ansvar for, at tingene ganske enkelt er ved at gå i opløsning, siger han.
Pia Kjærsgaard kom for første gang i Folketinget som stedfortræder for Fremskridtspartiets formand Mogens Glistrup, der måtte afsone en fængselsstraf. Fremskridtspartiet blev splittet, gik i stykker under stort postyr, men her stopper sammenligningerne også, mener Noa Redington.
Hvad vi nu er vidne til, har vi ikke været vidne til før:
- Det her er uden sidestykke i dansk politisk historie. Det kan slet ikke måle sig med det, der skete i Fremskridtspartiet tilbage i 90'erne. Dansk Folkeparti er på dødens rand, siger han.